SF holder i denne weekend landsmøde i Vejle. Jeg kan desværre ikke deltage – men der er – ligesom sidste år – mulighed for at følge landsmødet via SF’s landsmødeblog 2007.
Kategori: Politik
Hverdag
Jeg er kun knap og nap kommet hjem fra en mindre Tour de Storbritannien: København -> London -> York
-> London -> Manchester -> Wigton -> Edinburgh -> London -> København (studietur i forbindelse med projektet Universitets- og Erhvervsportalen). I dag – dagen efter – var jeg til møde med min nye chef i Københavns Universitets kommunikationsafdeling i dag. Der er deadline på den trykte udgave af Humanist (på mit nuværende arbejde) i morgen. Jeg skal til møde i Århus torsdag. Fredag skal jeg til undervisning – og jeg har intet overblik over hvor i undervisningsplanen vi efterhånden er kommet til. Lørdag-søndag ville jeg egentlig gerne til SF’s Landsmøde i Vejle… Men mit speciale trænger til lidt opmærksomhed, og jeg skal også have skrevet en mindre opgave til slutningen af maj. Og i hverdagene er der ikke meget tid til overs i øjeblikket: Mandag skal jeg til bestyrelsesmøde på HF-Centret Efterslægten og tirsdag skal 1. maj fejres i Fælledparken. Onsdag er første dag på mit nye job og sådan får man tiden til at gå… 😉
Copyrightovertrædelse = tyveri ?
Scott Adams – Dilberts ‘far’ – har begÃ¥et endnu et interessant indlæg om copyright. Adams’ indlæg er tankevækkende – især fordi han ikke forfalder til at grave sig ned i hverken den ene eller den anden af debattens grøfter. Fx har han flere gange meddelt, at han ikke har noget imod, at folk laver private kopier – til sig selv eller til andre. Men han fastholder, at copyrightovertrædelser ikke er en ‘forbrydelse uden offer’:
When you violate a copyright, you take something valuable from the copyright owner that he canât get back. You take his right to control where his creation is viewed and how. It might be your opinion that the âfree publicityâ? you provide outweighs the loss â and you might be right â but youâve taken from the creator the right to make the publicity-versus-overexposure decision himself. That might not seem like a big deal to you, but it feels that way to the person who lost control of his art.
Jeg har virkelig svært ved at tage plade- og filmbranchens klynkeri over pÃ¥stÃ¥ede tabte indtægter seriøst. En diskussion med Adams’ udgangspunkt (kunsterens kontrol over sin kunst (sit produkt)) er langt mere interessant. Men det er et svært udgangspunkt for diskussion af et omrÃ¥de hvor alle andre end kunsteren er i centrum. TV, De multinationale pladelabels og filmstudier har – pÃ¥ godt og ondt – gjort musik og film til et konsumprodukt, som forbruges. Og som forbrugere forventer vi at fÃ¥ adgang til underholdningsprodukter nÃ¥r vi vil, hvordan vi vil og hvor vi vil. Og jeg bliver forrygende irriteret over, at jeg fx ikke kan se Comedy Central-programmer pÃ¥ Joost – eller købe det seneste afsnit af Heroes over iTunes. Hvis jeg vil se de programmer, som gøres tilgængelige for forbrugere i USA henvises jeg til youtube, torrents eller lignende distributionskanaler i den grÃ¥ og meget mørkegrÃ¥ zone. Eller til at vente hele og halve Ã¥r pÃ¥, at programmerne vises pÃ¥ danske kanaler.
Og for at gøre ondt værre er det ovenikøbet ofte sÃ¥dan, at den piratkopierede version er i bedre kvalitet end de versioner, som industrien stiller til rÃ¥dighed. Dels fordi opløsning/bitrate er bedre, dels fordi de officielle versioner (næsten) altid er forkrøblede udgaver (DRM-inficerede), som kun kan afspilles pÃ¥ udvalgte maskiner. Det startede med DVD’ernes ‘regionskoder’ (som enhver radioforhandler med respekt for sig selv i øvrigt hjælper dig med at omgÃ¥), gik helt galt med ‘kopisikringen’ af CD’er (som ofte betød, at den eneste mÃ¥de jeg kunne afspille CD’en i mit musikanlæg var ved at rippe cd’en pÃ¥ min pc og brænde en ny afspilbar kopi til) og er foreløbigt kulmineret med DRM, sÃ¥ du kun kan afspille din lovligt indkøbte musik eller film pÃ¥ udvalgte maskiner eller særligt udvalgt software.
EMI har lige meddelt, at de vil stille hele deres kæmpe musikalske repertoire til rÃ¥dighed for download i bedre kvalitet – og uden forkrøblende DRM:
“EMI Music today announced that it is launching new premium downloads for retail on a global basis, making all of its digital repertoire available at a much higher sound quality than existing downloads and free of digital rights management (DRM) restrictions.”
Det er det eneste rigtige at gøre, og jeg har for første gang lyst til at få mig en iTunes-konto, så jeg kan få fingre i al den gode musik (som for første gang helt lovligt vil kunne afspilles på min pc (uanset hvilket program jeg bruger), min telefon, min pda, min iPod og mit musikanlæg). Det vil jeg gerne betale for. Men ikke for musik, som dels er i elendig kvalitet, dels kun kan afspilles på en af platformene.
Scott Adams afslutter forøvrigt sin tirade med en underkendelse af et par af de almindelige undskyldninger/argumenter for fildeling:
You may now activate your cognitive dissonance and explain in the comments that every time you violate a copyright, the free publicity it generates for the artist is proof of your goodness. To make your argument extra powerful, note that you once knew a guy who bought an extra CD because of the 12,000 songs he took for free.
Det er en svær diskussion; jeg vil afslutte med at citere en af kommentarerne til Adams’ indlæg: When a large number of people begin to rationalize theft it means that the system is broken. – og sÃ¥ vil jeg i øvrigt gÃ¥ tilbage til at skrive pÃ¥ mit speciale…
Geneve-konventionerne – hvem skal overholde dem?
Kan vi kritisere Iran for at overtræde Geneve-konventionerne ved at offentligt at fremvise de engelske fanger? ‘Citizen Dane’ opsummerer problemet glimrende:
Gradbøjning af konventionerne efter egen forgodtbefindende samt tortur er forkert, den slags skal man holde snitterne fra. Om ikke af andre grunde så af den rent pragmatiske, som dette lille intermezzo så glimrende illustrerer – man mister slet og ret retten til sådan rigtig for alvor at være forarget over, at andre også bryder konventionerne. Hvilket i sidste ende kun kan komme ens egne soldater til skade. (The Citizen)
Jeg har lige set Michael Winterbottoms “The Road to Guantanamo” – og hvis bare en tredjedel – hvis bare en tiendedel – er sand, så har vi – fra krigsførende vestlige lande – tabt retten til at kalde os retfærdige. Tabt retten til at se os selv i øjnene. Og – som Citizen Dane skriver – tabt retten til at kritisere andre for at gøre det samme.
Meget af historien er fiktion og dramatisering. Men den ekstremt problematiske behandling af ‘Fjendtlige kombattanter’ er i årevis blevet påvist og påtalt af menneskerettighedsorganisationer. Og hvor er det dog trist, at Danmark ikke længere kan kritisere brud på Genevekonventionerne uden at måtte undskylde sin egen rolle i Guantanamo, ulovlige tilbageholdelser og tortur i Irak og Afghanistan. Skammeligt.
[UPDATE 31/3-07]Fandt lige en artikel (via) af Terry Jones fra The Guardian, som bidende ironiserer over emnet:
And as for compelling poor servicewoman Faye Turney to wear a black headscarf, and then allowing the picture to be posted around the world – have the Iranians no concept of civilised behaviour? For God’s sake, what’s wrong with putting a bag over her head? That’s what we do with the Muslims we capture: we put bags over their heads, so it’s hard to breathe. Then it’s perfectly acceptable to take photographs of them and circulate them to the press because the captives can’t be recognised and humiliated in the way these unfortunate British service people are.
[/UPDATE]
Årsmøde i SF-København
Lige nu er godt 40 SF’ere samlet til årsmøde i SF-København. Udenfor ser det ud som om, foråret endelig er til byen – indenfor er diskuteres miljøpolitik, ligestilling, børne- og ungepolitik, valgkampe og det forgangne års sejre og nederlag.
Stemningen er god – det har været et godt år, og årsmødet er trådt sammen med den seneste kommunale meningsmåling in mente: Ved et valg i dag ville SF mere end genvinde de mandater, vi tabte i ved valget i 2005. Derfor er fokus også på at diskutere hvilke sager SF skal forsøge at gøre til vindersager ved næste valg – og på hvordan SF i København undgår at drukne i Ritt og Bondams mediecirkus.
Metroen når vi nok at runde igen-igen – og når mødet engang er færdigt ved 17-tiden vil der også være valgt en ny bestyrelse.
(men lige nu ville jeg nu hellere nyde solen på en gåtur i Fælledparken 😉 )
Velkommen til 1984
Pernille Bagge, MF for SF er citeret for at mene, at ‘børnepornofiltret’ skal indsamle oplysninger om hvem der ‘går i fælden’ og samkøre oplysningerne med kriminelle og sociale registre. Læs artiklen og græm dig. Jeg fandt artiklen i en historie ovre på Newz.dk, og jeg må give kritikerne ret: Det er et umådeligt dumt forslag. Faktisk er der så meget galt med ræsonnementet, at det er svært at finde et godt sted at starte.
1. Så nemt er det ikke
Udtalelserne viser en eklatant mangel på forståelse af, hvordan Internettet fungerer, og hvem filteret fanger.
For det første deler ‘Seriøse pædofile’ deres snavs gennem lukkede eller anonymiserede netværk. Filtret har ingen effekt der. Hvis de er dumme nok til at gøre det over ‘åbne kanaler’ skal vi nok fange dem – nok før end senere… For det andet ved de fleste, der har bevæget sig bare en lille smule i den flossede kant på Internettet (eller fået en spam-mail eller været uheldig nok til at få sin browser hijacket af virus eller anden malware), hvor nemt og ofte man bliver snydt til at besøge sider, man ikke er interesseret i. Crackede programmer, medicin, porno, piratkopier af både det ene og det andet, russiske brude for under 100$ og meget andet lort er aldrig længere end en enkelt forkert søgning, et klik i en spam-mail eller en browserhijacking væk. Mit gæt er, at 99% af de hits, som børnepornofiltret viser er af denne slags.
2. Velkommen til 1984
For nogle år siden var jeg glad og stolt over at kunne sige, at SF var Folketingets fremmeste beskytter af de individuelle menneskerettigheder. Det ligger dybt forankret i SF’s historie. SF’s formand udgav sågar en bog under titlen “Frihed i Fællesskab”. Friheden fra statens såvel som fra kapitalismens overvågnings- og undertrykkelsesmekanismer var helt grundlæggende elementer i vores politikformulering.
I de senere år – og med dette forslag går det da helt galt – har SF efterhånden overgivet sig til den gældende diskurs; tillid er naivt, kontrol er svaret. Og selvom vi jo da alle sammen kan være enige om, at misbrug af børn skal forhindres og stoppes, så er svaret ikke at bortkaste de basale rettigheder, som sikrer os hver især og alle sammen mod magtmisbrug og vilkårlige indgreb i vores privatlivs fred.
Skridtet til at acceptere registrering af boglån og -køb er skræmmende lille. For hvis vi skal registrere alle som – tilfældigt eller ej – kommer ind på en side med børneporno, hvorfor så ikke registrere og kontrollere alle dem som køber eller låner problematisk litteratur? Vi ved jo, der ikke går røg uden ild, og at købe Nabokovs “Lolita” (eller endnu værre; filmatiseringen af samme) er jo næsten det samme som at tilstå sin perversitet? Og nu vi er ved det; burde vi ikke tage og registrere alle muslimer? Vi ‘ved’ jo at mange af ‘dem’ omskærer deres pigebørn og tvangsgifter dem væk så snart de er kønsmodne. Og hvorfor ikke tage venstrefløjen med i samme omgang? De sympatiserer jo med ballademagerne fra Ungdomshuset – og hvis de ikke allerede har gjort noget, så påtænker de det nok.
Følger det ikke næsten naturligt af argumentet: “- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster.” (Pernille Bagge ifølge dr.dk).
Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti kan foreslå den slags. Totalitarisme ligger ligesom til dem. Men at en parlamentariker fra Socialistisk Folkeparti gør det er er mig komplet uforståeligt. Og jeg ku’ blive så vred når Pernille påkalder ‘børnenes tarv’ som ‘argument’.
Velkommen til 1984:
“Even the Catholic Church of the Middle Ages was tolerant by modern standards. Part of the reason for this was that in the past no government had the power to keep its citizens under constant surveillance. The invention of print, however, made it easier to manipulate public opinion, and the film and the radio carried the process further. With the development of television, and the technical advance which made it possible to receive and transmit simultaneously on the same instrument, private life came to an end.” George Orwell: 1984, part 2, chapter 9
Ateisten Nikolaj
Foto: Isak Hoffmeyer
Det lykkedes mig at fÃ¥ billetter til “à h Gud” – Nikolaj Cederholms “intellektuelle standup” (aka foredrag med effekter) inden de sidste billetter var væk (forestillingen er blevet forlænget – køb billetter pÃ¥ bettynansen.dk inden de er væk igen!).
Det kan kun anbefales. Selv for en die-hard ateist som undertegnede var der et par gode pointer at hive med hjem. Men hvis du er af den agnostisk eller blot vane-kristne type, er foredraget et venligt spark i retning af at tage stilling – til fordel for fornuften.
Kritikken af kirke og religionen er mere aktuel end nogensinde før – pÃ¥ et tidspunkt, hvor præster af enhver afskygning har (gen)erobret en plads i den offentlige debat. Og de er er da sært, at stadigt flere medier lader præster udtale sig om ‘rigtigt’ og ‘forkert’ – ikke fordi de har en speciel viden om emnerne, der snakkes om, men fordi de er præster. Præster, som baserer deres viden pÃ¥ en knap to tusinde Ã¥r gammel røverhistorie!
I donât accept the currently fashionable assertion that any view is automatically as worthy of respect as any equal and opposite view. My view is that the moon is made of rock. If someone says to me âWell, you havenât been there, have you? You havenât seen it for yourself, so my view that it is made of Norwegian Beaver Cheese is equally validâ? – then I canât even be bothered to argue. There is such a thing as the burden of proof, and in the case of god, as in the case of the composition of the moon, this has shifted radically. God used to be the best explanation weâd got, and weâve now got vastly better ones. God is no longer an explanation of anything, but has instead become something that would itself need an insurmountable amount of explaining. So I donât think that being convinced that there is no god is as irrational or arrogant a point of view as belief that there is. Douglas Adams
… i den humoristiske ende er der forøvrigt nye episoder af Mr. Deity pÃ¥ mrdeity.com. Stor humor!
Ungdomshuset – og mediernes ansvar
Lisbeth Knudsen fortsætter med at skrive ualmindeligt interessante indlæg i sin (stadigt ganske nyslåede) blog. Sobert og velovervejet, men båret af indlevelse og indignation. Senest i indlægget Brand i gaderne i bedste sendetid, hvor Lisbeth Knudsen reflekterer over mediernes rolle før, under og efter rydningen af Jagtvej 69 og de deraf følgende uroligheder.
En håndfuld citater (de står langt stærkere i det samlede indlæg. Læs det her):
“…medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet.”
“Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang.”
“Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det – vurderet kritisk og helt i dybden – at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning?”
“De gamle medier – aviser, tv og radio – har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge.”
Ungdomshuset revet ned – hvem vandt?
SÃ¥ er det sket. Ungdomshuset Jagtvej 69 er ikke mere.
De unge tabte. København er blevet fattigere. Hvem vandt? En religiøs sekt. Jeppe Kabell var til gudstjeneste i Faderhuset i dag, og beretter fra besøget pÃ¥ sin blog. Hans beretning synes at være rimeligt afbalanceret – men sÃ¥ meget desto mere skræmmende. SÃ¥ hvem var det, der vandt? Jeg giver ordet til Ruth Evensen:
âGud har store planer med Faderhuset. De fleste tror, at vi snart kan Ã¥nde lettede op. Men sÃ¥dan bliver det ikke. Er det ikke fantastisk, at en menighed af rettroende og disciplinerede kristne, har kunne have sÃ¥dan en samfundsforvandlende kraft? Vi er eksponeret ikke bare i hele Danmark, men ogsÃ¥ det meste af verden. Hvad siger I? Hvad synes I det næste skal være? Hvad med homoseksualitet?â? (citeret fra Jeppe Kabell)
– Her fra min sygeseng kan jeg kun tilslutte mig Torben Kastrups indlæg fra i gÃ¥r…
En rigtig dansker
Hvordan er man rigtig dansker? Regeringen har ladet udføre et spørgeskema, som med matematisk nøjagtighed kan afgøre det: Indfødsretsprøven (en testversion kan afprøves anonymt hos Catinet [update: prøven findes der ikke længere…]). For at blive ‘rigtig dansker’ skal man kunne svare rigtigt på 28 af de 40 spørgsmål (jeg selv kan prale(?) af at være über-dansker med 40 ud 40 rigtige). Men er det rimeligt, at man skal vide hvorfor Jellingestenen blev rejst, hvornår andelsbevægelsen blev grundlagt eller hvad Kalmarunionen hed for at få indfødsret?
Men prøv den selv [update: prøven findes der ikke længere…]… kunne du blive dansker?
Mere om kravene for at blive dansker kan ses på Ny i Danmark.