Flickr – må man frit bruge alle fotos?

“Hvordan er det… kan man frit bruge alle fotos på Flickr, eller skal man spørge om lov?”

Det kommer an på hvordan billedet er licenseret. Som udgangspunkt må man ikke bruge billederne uden at spørge om lov. Men hvis de er licenseret med en passende Creatice Commons licens må du.

Dette billede af min niece er fx fuldt copyrightet (og du må derfor ikke gengive det (på tryk, på internettet eller nogen andre steder) uden min tilladelse).

 

Men dette billede fra 1. maj i år er licenseret med en Creative Commons By-NonCommercial licens, derfor du må bruge det så længe du krediterer fotografen og ikke bruger det kommercielt.

 

Du kan se licensen for det enkelte billede under “Additional Information” – eller søge efter billeder du må bruge ved at starte her: http://www.flickr.com/creativecommons/ – her er også en kort beskrivelse af, hvad de forskellige Creative Commons ikoner betyder. Vil du vide mere kan Creative Commons Danmarks beskrivelse af CC-licenser anbefales.

Uganda on my mind

Uganda flag

Sjovt, som de nyheder man ser er farvet af, hvad der optager en… i øjeblikket synes jeg Uganda dukker op her og der og alle vegne… fx i Politiken:

Dansker Dømt for bestikkelse
Dommer i London gav betinget fængsel til dansk direktør, der ydede bestikkelse til en ugandisk embedsmand.

og på Torrentfreak:

Uganda Sued for Pirating its National Anthem
The Ugandan government has been sued by the 83 year old composer of its national anthem “Oh Uganda, Land of Beauty.” Prof. George Wilberforce Kakoma seeks compensation for the continuous infringement of his work on national festivities, for which he received no royalties.

😉

Copyleft, right and wrong

  • I May Copy It, Right?
    Uanset om du er gymnastiklærer, der bruger musik til opvarmningen, en lærer, der bruger en film i undervisningen, en kontornusser, som har kopieret sin yndlingsplade til harddisken på sin arbejdscomputer, en skrivende, som citerer og refererer andres værker, en 14-årig, der har sat et idolbillede på sin hjemmeside eller, eller, eller… Alle er i kontakt med copyrightlovgivningen. Men hvad må man? Hvor går grænserne? Producenterne og distributørerne har slået sig op som autoriteten på området. Desværre med den effekt, at de tager overpris eller decideret snyder forbrugerne (som Nordisk Film snød folkeskolerne i årtier). Men selvom politikerne er blevet presset af underholdningsindustrien i årevis er der stadig meget du gerne må.Hvad du må – især på internettet – er dog overhovedet ikke nemt at finde ud af. Smashing Magazine har samlet en bunke forklaringer og regler (med links og dokumentation) i artiklen Copyright Explained: I May Copy It, Right? – som – måske – kan hjælpe dig hvis du skriver på nettet og gerne vil citere/kopiere/vise et billede (eller hvis du mener nogen uretmæssigt har brugt noget du har ophavsretten til). Men husk: Copyrightlovgivningen er forskellig fra land til land. Hvad du må i USA kan være forbudt i Danmark. Og vice versa. Det er ikke nemt.

– kommentarer og links til andre ressourcer om copyright (oplysende såvel som argumenterende) modtages meget gerne i kommentarsporet!

Copyrightovertrædelse = tyveri ?

Scott AdamsDilberts ‘far’ – har begÃ¥et endnu et interessant indlæg om copyright. Adams’ indlæg er tankevækkende – især fordi han ikke forfalder til at grave sig ned i hverken den ene eller den anden af debattens grøfter. Fx har han flere gange meddelt, at han ikke har noget imod, at folk laver private kopier – til sig selv eller til andre. Men han fastholder, at copyrightovertrædelser ikke er en ‘forbrydelse uden offer’:

When you violate a copyright, you take something valuable from the copyright owner that he can’t get back. You take his right to control where his creation is viewed and how. It might be your opinion that the “free publicityâ€? you provide outweighs the loss – and you might be right – but you’ve taken from the creator the right to make the publicity-versus-overexposure decision himself. That might not seem like a big deal to you, but it feels that way to the person who lost control of his art.

Jeg har virkelig svært ved at tage plade- og filmbranchens klynkeri over pÃ¥stÃ¥ede tabte indtægter seriøst. En diskussion med Adams’ udgangspunkt (kunsterens kontrol over sin kunst (sit produkt)) er langt mere interessant. Men det er et svært udgangspunkt for diskussion af et omrÃ¥de hvor alle andre end kunsteren er i centrum. TV, De multinationale pladelabels og filmstudier har – pÃ¥ godt og ondt – gjort musik og film til et konsumprodukt, som forbruges. Og som forbrugere forventer vi at fÃ¥ adgang til underholdningsprodukter nÃ¥r vi vil, hvordan vi vil og hvor vi vil. Og jeg bliver forrygende irriteret over, at jeg fx ikke kan se Comedy Central-programmer pÃ¥ Joost – eller købe det seneste afsnit af Heroes over iTunes. Hvis jeg vil se de programmer, som gøres tilgængelige for forbrugere i USA henvises jeg til youtube, torrents eller lignende distributionskanaler i den grÃ¥ og meget mørkegrÃ¥ zone. Eller til at vente hele og halve Ã¥r pÃ¥, at programmerne vises pÃ¥ danske kanaler.

Og for at gøre ondt værre er det ovenikøbet ofte sÃ¥dan, at den piratkopierede version er i bedre kvalitet end de versioner, som industrien stiller til rÃ¥dighed. Dels fordi opløsning/bitrate er bedre, dels fordi de officielle versioner (næsten) altid er forkrøblede udgaver (DRM-inficerede), som kun kan afspilles pÃ¥ udvalgte maskiner. Det startede med DVD’ernes ‘regionskoder’ (som enhver radioforhandler med respekt for sig selv i øvrigt hjælper dig med at omgÃ¥), gik helt galt med ‘kopisikringen’ af CD’er (som ofte betød, at den eneste mÃ¥de jeg kunne afspille CD’en i mit musikanlæg var ved at rippe cd’en pÃ¥ min pc og brænde en ny afspilbar kopi til) og er foreløbigt kulmineret med DRM, sÃ¥ du kun kan afspille din lovligt indkøbte musik eller film pÃ¥ udvalgte maskiner eller særligt udvalgt software.

EMI har lige meddelt, at de vil stille hele deres kæmpe musikalske repertoire til rÃ¥dighed for download i bedre kvalitet – og uden forkrøblende DRM:

“EMI Music today announced that it is launching new premium downloads for retail on a global basis, making all of its digital repertoire available at a much higher sound quality than existing downloads and free of digital rights management (DRM) restrictions.”

Det er det eneste rigtige at gøre, og jeg har for første gang lyst til at få mig en iTunes-konto, så jeg kan få fingre i al den gode musik (som for første gang helt lovligt vil kunne afspilles på min pc (uanset hvilket program jeg bruger), min telefon, min pda, min iPod og mit musikanlæg). Det vil jeg gerne betale for. Men ikke for musik, som dels er i elendig kvalitet, dels kun kan afspilles på en af platformene.

Scott Adams afslutter forøvrigt sin tirade med en underkendelse af et par af de almindelige undskyldninger/argumenter for fildeling:

You may now activate your cognitive dissonance and explain in the comments that every time you violate a copyright, the free publicity it generates for the artist is proof of your goodness. To make your argument extra powerful, note that you once knew a guy who bought an extra CD because of the 12,000 songs he took for free.

Det er en svær diskussion; jeg vil afslutte med at citere en af kommentarerne til Adams’ indlæg: When a large number of people begin to rationalize theft it means that the system is broken. – og sÃ¥ vil jeg i øvrigt gÃ¥ tilbage til at skrive pÃ¥ mit speciale…