Kan jeg ikke bare stemme på dem alle?

Det er nemt at vælge til, men svært at vælge fra. Men tiden sig nærmer, hvor stemmesedlen skal afleveres.

Hvor ender krydsene? Jeg har ikke endeligt besluttet mig – der er ‘valgflæsk‘ i morgen kl. 17.00. Stemmeseddelen skal først afleveres derefter – så kandidaterne har en sidste chance for at sælge sig selv!

Hvem skal det være?

– en ikke-akademiker. Når 14 ud af 15 er akademikere, så er det oplagt at se nærmere på den ene kandidat, som ikke er det. Jeg ved ikke, om Özlem Sara Cekic vil være en god plitiker. Men jeg ved, at hun er meget aktiv – både i og for SF, har organiseret og stået i front for gode sager og kampagner.

– en mand. Kvinder – især på venstrefløjen – har længe haft et slogan “kvinde – stem på en kvinde”. Denne gang er det så godt som umuligt ikke at gøre det. Kun en tredjedel af kandidaterne er mænd, og selvom den nuværende folketingsgruppe er mandsdomineret, så tyder alting på, at vi – i hvert fald i København – får en overmåde skæv kønsfordeling til den anden side denne gang. Især unge – eller blot yngre – mænd er en mangelvare. Morten Homann stopper i folketinget ved næste valg, i borgerrepræsentationen er Torben Kastrup pt. inde som suppleant for Lotte Thiim-Bertelsen (som er suppleant for Kamal Qureshi i folketinget). Så i sikker forvisning om, at kvinderne vil sætte sig tungt på dette års kandidatliste skal en af mine krydser sættes ud for en mand. Der er to tilbage på min ‘shortlist’: Balder Mørk Andersen og Rachid El Mousti.

– erfaring. Fornyelse er godt. For meget af det gode er noget skidt. Der er kun en erfaren kandidat tilbage på min liste – Anne Grethe Holmsgaard. Hun er så til gengæld også et fantastisk godt bud på en sådan – utrolig dygtig, vidende og engageret parlamentariker, som udover det nationale arbejde har været rigtig god til at bruge og forstærke forbindelsen mellem græsrødderne i hendes opstillingskreds og folketingsgruppen. Hun er om nogen en ‘grøn’ SF’er – hvilket nogen gange kan være lidt irriterende for en som mig, som nok prioriterer ‘det røde’ lidt højere… Men hun er god – og så er hun opstillet af min partiforening (SF-Østerbro).

Så måske er der, når alt kommer til alt, ikke længere så meget tvivl om hvor mine krydser skal sættes. Men som sagt: De bliver ikke sat før efter valgmødet i morgen (onsdag 29/11 kl. 17.00 i Kvarterhuset i Jemtelandsgade på Amager).

tele2 lægger sig ned

I hvad der er svært at se som andet end et deprimerende knæfald ved udsigten til stadigt stigende advokatregninger har tele2 i følge Ritzau (link: Politiken)accepteret fogedrettens omgørelse af grundlovens § 77.

Med andre ord lader det til, at vi heller ikke denne gang for alvor for afprøvet, om pladebranchens manglende vilje til at erkende, at verden efter Internettet er en anden end den var før, gør at det er rimeligt at kræve sider som endnu ikke er kendt ulovlige af nogen retsinstans (allofmp3.com) censuret.
[Tele2-kunder bedes se bort fra dette link. De kan alligevel ikke besøge siden (med mindre de følger de simple anvisninger fra piratgruppen.org, naturligvis)]

Tele2 holder selv klogeligt tand for tunge om sagen – og en søgning på deres sider afslører ikke en eneste pressemeddelelse eller meddelelse til offentligheden i øvrigt om sagen…

Dødsyg årsdag, en ateistisk præsident og … Harry Potter

Dødsyg årsdag

For et år og to dage siden stod det klart, at det store arbejde i kommunalvalgkampen ikke blev belønnet med den ønskede pris: En plads i Københavns Borgerrepræsentation. SF tabte to mandater – og jeg fik den lidet flatterende post som 7. suppleant til SF’s gruppe. Ikke noget under at jeg glemte at højtideligholde det på selve dagen 😉

En ateistisk præsident

Scott Adams (forfatter & tegner af Dilbert) skriver i sin Blog om en afledt effekt af 9-11 og den øgede fokus på religiøse ekstremister: Det er blevet mere stuerent – selv i USA – at være ateist:

I think the hidden benefit of Islamic extremism is that it freed the atheists from their closets. The old mindset in the United States was that almost any religion was good, and atheism was bad. But since 9/11, atheism has moved above Islam in the rankings, at least in the minds of Christians and Jews in the United States.

For en dansker lyder det måske ikke så mærkeligt – men i det kristent-fundamentalistiske USA er det en voldsom ændring…

Harry Potter and the Order of the Phoenix

Og sidst men ikke mindst: Den første teaser for “Harry Potter and the Order of the Phoenix” er blevet offentliggjort: Det ser umiddelbart ud som om, at filmenen følger med bøgerne og heltenes alder og bliver en mørkere, mere truende og mindre pussenusset film:

…en film at se frem til (i – i skrivende stund – 235 dage… i følge MuggleNet)

Hvad er vigtigt?

SF skal stille nye folketingskandidater op i København – og som jeg lovede for et par dage siden er her første opfølgning til spørgsmålet: Hvem skal jeg vælge?.

Nu er det jo selvfølgelig (og heldigvis) ikke kun mig der afgør hvem SF stiller op i København. Der er omkring 2.300 SF’ere i storkredsen. Og selvom vi typisk kun har en stemmeprocent på 50-60% til urafstemninger (slet skjult hentydning til de af mine partifæller som læser med her: husk at stem!), så er mine to, måske tre stemmer blot ganske få blandt rigtig mange.

Men sådan er det jo ved de fleste valg – og det skal ikke forhindre mig i at forsøge at finde frem til dem, som jeg tror vil gøre det bedst for SF.

Hvad er så mine kriterier? Først og fremmest at finde kandidater, som jeg er så enig med som muligt, naturligvis. Det er heldigvis nemt – de tider er forbi, hvor SF’ere befandt sig på den ene eller den anden side af et uoverstigeligt hegn: Modstand eller medspil i EF/EU. At det er nuancerne og vægtningen af de forskellige politik-områder der adskiller kandidaterne gør det til gengæld ikke nemt at vælge mellem dem.

Lige nu har jeg det faktisk sådan, at mit personlige valg i høj grad kommer til at afhænge af et ønske om at få sat et ‘stærkt hold’ til den næste folketingsvalgkamp. Ved sidste folketingsvalg gik SF tilbage i København. Det må ikke ske igen – og det kræver, at vi får sammensat et hold kandidater, som for det første er stærke, karismatiske og hårdtarbejdende – for det andet, at holdet er så varieret sammensat, at at der er ‘noget for enhver smag’. Læs mere Hvad er vigtigt?

Hvem skal jeg vælge?

I disse dage skal vi – medlemmerne af SF i København – vælge folketingskandidater for de næste to år.

Der skal vælges 12. Der er 15 kandidater. Heraf to siddende folketingsmedlemmer (Kamal Qureshi og Anne Grete Holmsgaard), et medlem af Regionsrådet (Marie Fugl) og to medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation (Ninna Thomsen og Lotte Thiim Bertelsen).

Af de ti tilbageværende kender jeg (til) de otte (Torben Lund, Ole Riisgaard, Uzma Ahmed Andresen, Trine Pertou Mach, Özlem Sara Cekic, Balder Mørk Andersen, Rachid El Mousti og Ida Auken).

De to eneste som jeg ikke umiddelbart kender, er Evin Cilgin og Anne-Mette Wehmüller.

Jeg skal stemme på mindst to og højest tre kandidater. Dvs. at mellem 12 og 13 af de opstillede skal vælges fra. De to for mig ukendte kandidater er de første der ryger ud af mit sving. Når nu jeg kender så mange af kandidaterne – og skal vælge så mange fra – vil jeg holde mig til dem, som jeg kender fra mere end et opstillingsgrundlag.

Resten er i spil. Afstemningen slutter den 29. november – og i de kommende dage jeg vil forsøge at sætte ord på mine overvejelser her på bloggen. Du er meget velkommen til at give dit besyv med i kommentarerne!

Målet er byggeri med høj kvalitet

Udtaler Klaus Bondam til Jyllandsposten.

Men kan et byggeri

  • uden komfur
  • uden legepladser
  • uden fællesvaskeri
  • uden køleskab
  • med så få vægge som muligt
  • uden maling på væggene
  • med så små udearealer som muligt
  • hvor alle udearealer skal være privatiserede (=ingen fællesarealer)
  • hvor der skal dispenseres fra krav om
    • elevatorer
    • affaldsskakter
    • parkeringspladser

kaldes for et byggeri i høj kvalitet?

Spørgsmålet burde være rent retorisk – for selvfølgelig kan det ikke det. Men i den københavnske politiske virkelighed er spørgsmålet desværre reelt. Stort set hele Borgerrepræsentationen har ladet sig forføre/tvinge ind i aftalen. En aftale, som på papiret og som politisk slogan lyder fantastisk flot. Men også en aftale som – i bedste fald – er et luftkastel. I værste fald et bevidst bedrag: For selvom det – når alt er sparet væk – måtte være muligt at etablere lejligheder til 5.000 kr om måneden, så er der vel ingen som forventer, at lejerne skal bo i umalede lejligheder uden vægge og uden køleskab og komfur?

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Det står der i Det Danske Riges Grundlovs §77. Denne bestemmelse synes nu at være forkastet af fogedretten (!).

Jeg skrev om sagsanlægget tilbage i juni. Nu har fogedretten så afsagt dom: Thi kendes for ret. Censuren genindføres i Danmark.

Fogedretten gav pladebranchen medhold i, at tele2 skal lukke for kundernes adgang til hjemmesiden allofmp3.com. Tele2 anker afgørelsen, men følger indtil nu rettens afgørelse.

Det er en bemærkelsesværdig afgørelse – ikke mindst fordi fordi kulturministeriet for kun godt et år siden meddelte, at kunder hos allofmp3.com ikke kunne straffes. En repræsentant for Kulturministeriet foreslog pladebranchen at anlægge en sag og få det afgjort:

– Jamen, hvis sagen er så klar, så kan de jo anlægge en sag og således få en dom for, at der er tale om en ulovlig hjemmeside, siger Peter Schønning fra kulturministeriet. (finans.tv2.dk)

. Vel vidende, at de næppe ville kunne få den dom valgte branchen i stedet en anden vej – nemlig at fortsætte med at lade som om, at siden allerede var blevet kendt ulovlig (i sig selv noget af en bedrift: Den russiske side kan vel aldrig kendes ulovlig i Danmark. Det kan vel kun de danske brugeres eventuelle aktivitet) – for så at indklage et teleselskab for at formidle adgang til siden.
Det foreløbige resultat ligger nu: Alle kunder hos tele2 skal nu bruge en smule teknisk snilde for overhovedet at komme til at se siden. Og det er vel endnu ikke ulovligt at se på en side, som det – stadig i følge Kulturministeriet – ikke er ulovligt at handle hos?

Censurering af information – herunder Internettet – er normalt noget, vi forbinder med diktaturer som Syrien, Nordkorea og The Great Firewall of China. Med fogedrettens afgørelse skriver Danmark sig ind i rækken af lande, hvor borgernes adgang til information censureres. Særligt bemærkelsesværdigt når man tager det sidste års debat om retten til at drive spøg med Islam i betragtning… Genindførelse af statscensur er en historie – ikke kun i Danmark, men i medier verden over: piratgruppen.org, prosa.dk, arstechnica.com, slyck.com, theregister.co.uk.

iCopy og spejdere, pirater og sheriffer

Egentlig synes jeg ikke særlig godt om piratgruppens kampagne iCopy. Jeg sympatiserer med kampagnens politiske mål, men det er problematisk, at kampagnen fuldstændig ignorerer, at deling af copyrightet materiale ikke er lovligt – og at man, hvis man følger kampagnens råd, bevæger sig ind i et juridisk gråzoneland, hvor lov og ret på bedste wild west-vis opretholdes af internettets selvudnævnte sheriffer: i Danmark, den private organisation antipiratgruppen .

Men så er det, at man bliver opmærksom på, hvilke metoder antipiratgruppens ‘storebror’ nu tager i brug i USA. Fremover kan spejdere i Los Angeles ikke alene få et ‘badge’ for at være gode livreddere, god mod dyr, reb og knuder og whatever andet det nu er, spejdere render rundt og er gode mod… MPAA har i samarbejde med spejderne udviklet et program, som kan lære børn og unge “respekt for copyright” – og som belønning (!?) for gennemført kursus får børnene et mærke (som de vel så kan sy på deres uniform?). Boing boing skriver det bedst: Bravo, Scouts — letting an industry group brainwash the children in your charge is the only way you could sink lower than being mere religious bigots — now you’re religious bigots who shill for a cartel of Fortune 100 companies..

Og så er det, at iCopy-kampagnen pludselig ikke længere føles så slem… Læs om spejdernes knæfald for kapitalen på BoingBoing (20. okt, 21. okt), slashdot og i et par hundrede artikler via Google News.