Censuren af allofmp3.com

Fogedrettens godkendelse af censur – og det knæfald som internetudbydere på stribe har gjort derefter. Uanset om man mener, at det er lovligt, ulovligt, helt i orden eller ganske forkasteligt at downloade musik, der er købt på Allofmp3.com er censur af sitet helt ude af proportioner.

For hvad betyder det? Det betyder ikke, at jeg ikke ville kunne købe og downloade musik fra firmaet, hvis det var det jeg ville. Jeg ville fx. kunne benytte adressen alltunes.com. Herfra kan jeg med ganske få klik se hele kataloget fra allofmp3.com – og købe og downloade alt hvad jeg måtte ønske… En anden mulighed er at omgå spærringen – hvilket også kan gøres ganske let. Og bemærk venligst: Allofmp3.com er stadig ikke kendt ulovlig ved nogen retsinstans. Hverken en dansk eller en russisk (og hvis man vil have musik er der dusinvis af lignende Russisk-baserede sites som tilbyder lignende service – for slet ikke at tale om hvor nemt det er at dele og hente musik ved hjælp af eMule, Bittorrent eller andre fildelingsnetværk).

Den reelle konsekvens er, at jeg (på en forbindelse via cybercity) ikke længere kan læse hvad firmaet bag Allofmp3.com mener om legaliteten af deres service. Jeg nåede at kigge ind forbi siden før censuren trådte i kraft – og nåede at hente deres juridiske faq (pdf) inden Cybercity skar forbindelsen over. Er det lovligt at hoste dén? hmm… Fogedretten mener i hvert fald, at det er rimeligt at forhindre folk i at læse den – selvom det nok kunne være interessant for mange mennesker – de svært tavse politikere, blandt andet – at læse hvad ‘den anklagede’ mener om sagen, fx: Læs mere Censuren af allofmp3.com

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Det står der i Det Danske Riges Grundlovs §77. Denne bestemmelse synes nu at være forkastet af fogedretten (!).

Jeg skrev om sagsanlægget tilbage i juni. Nu har fogedretten så afsagt dom: Thi kendes for ret. Censuren genindføres i Danmark.

Fogedretten gav pladebranchen medhold i, at tele2 skal lukke for kundernes adgang til hjemmesiden allofmp3.com. Tele2 anker afgørelsen, men følger indtil nu rettens afgørelse.

Det er en bemærkelsesværdig afgørelse – ikke mindst fordi fordi kulturministeriet for kun godt et år siden meddelte, at kunder hos allofmp3.com ikke kunne straffes. En repræsentant for Kulturministeriet foreslog pladebranchen at anlægge en sag og få det afgjort:

– Jamen, hvis sagen er så klar, så kan de jo anlægge en sag og således få en dom for, at der er tale om en ulovlig hjemmeside, siger Peter Schønning fra kulturministeriet. (finans.tv2.dk)

. Vel vidende, at de næppe ville kunne få den dom valgte branchen i stedet en anden vej – nemlig at fortsætte med at lade som om, at siden allerede var blevet kendt ulovlig (i sig selv noget af en bedrift: Den russiske side kan vel aldrig kendes ulovlig i Danmark. Det kan vel kun de danske brugeres eventuelle aktivitet) – for så at indklage et teleselskab for at formidle adgang til siden.
Det foreløbige resultat ligger nu: Alle kunder hos tele2 skal nu bruge en smule teknisk snilde for overhovedet at komme til at se siden. Og det er vel endnu ikke ulovligt at se på en side, som det – stadig i følge Kulturministeriet – ikke er ulovligt at handle hos?

Censurering af information – herunder Internettet – er normalt noget, vi forbinder med diktaturer som Syrien, Nordkorea og The Great Firewall of China. Med fogedrettens afgørelse skriver Danmark sig ind i rækken af lande, hvor borgernes adgang til information censureres. Særligt bemærkelsesværdigt når man tager det sidste års debat om retten til at drive spøg med Islam i betragtning… Genindførelse af statscensur er en historie – ikke kun i Danmark, men i medier verden over: piratgruppen.org, prosa.dk, arstechnica.com, slyck.com, theregister.co.uk.