Det er jo ikke fordi det ikke er imponerende, men så alligevel. Med AI kan man nu gøre fotos levende. Men… når dette billede og denne prompt
The mailman gets into the car and drives away. The woman waves and the dog barks.
giver et så ufrivilligt komisk resultat som dette filmklip, så er der måske alligevel et lille stykke vej endnu, før det bliver rigtig brugbart.
Anders Colding-Jørgensen har skrevet en lille perle af en selvhjælpsbog for os, som måske nok synes, at vi bruger lige lovlig meget tid på de sociale medier – og som gerne vil gøre noget ved det.
Hvorfor tjekker jeg så ofte? Hvorfor vælger jeg at blive hængende i Facebook- eller Instagram-feedet lang tid efter jeg har ‘gjort hvad jeg skulle’? Hvad er det, der får mig til at tage telefonen frem? Hvad kan jeg gøre for at ændre på det?
Stille og roligt – og helt uden løftede pegefingre – hjælper “Hov, et egern!” dig med at forstå hvordan vores vaner styrer vores adfærd. Og ikke mindst, hvordan vi kan – og ikke kan – ændre vores vaner.
At bogen så samtidig rydder op i junglen af pseudovidenskabelige og selvansvarsfraskrivende (er det et ord?) forklaringer om dopamin og algoritmer er så bare et ekstra plus.
Kapitlet om Bogsutten – som ikke er med i selve bogen – giver et godt indtryk af bogens form, stil og formål. Anders siger det bedst selv:
Og det er faktisk min metode: Fortæl en simpel teori om hvordan du adfærd virker – og giv enkle råd. Meget gerne formulere på en måde så du tænker at du sagtens selv kunne have fundet på det. Jeg har nemlig ikke behov for at virke klog – men for at du føler dig kompetent.
Jeg er ikke klar til at droppe de sociale medier helt. Og det er ok. Men jeg er allerede nu blevet bedre til at være bevidst om hvordan, hvornår og hvorfor jeg tjekker. Og – ikke mindst – til at forudse mine vaneimpulser og til nogen gange at bruge dem til at gøre noget andet end at tage fat i telefonen…
Klar anbefaling: Køb “Hov, et egern!” her. Der var vist oven i købet noget med en kode “hovetegern19”, som giver 10% rabat. Ingen garantier, dog. Til gengæld er den alle pengene værd. Selv til fuld pris.
… tankevækkende og angstprovokerende analyse. For hvordan balancerer vi beskyttelsen af vores unger med at lære dem at navigere i det selv?
Det er svært nok i forhold til ting, vi trods alt forstår: Vi har en rimelig god fornemmelse af hvor højt noget må være for at det er ok, at de selv prøver at klatre derop. Vi ved med nogenlunde sikkerhed, at der er en progression fra legeknive over smørknive til urteknive og til sidst den store kokkekniv. At man skal kravle, før man kan gå. Vi har en nogenlunde fornemmelse af hvornår de er klar til hvad – og hvornår de er klar til at håndtere noget på egen hånd.
Men algoritmernes internet? Som vi ikke engang helt selv forstår? Hvor og hvordan sætter vi grænser, så ungerne på den ene side ikke kommer ud for noget, som de ikke er klar til – og på den anden side sørger for, at de bliver i stand til at håndtere det på egen hånd den dag, vi alligevel ikke længere kan beskytte dem…
…ikke bare i USA, men i hele verden. Patenter kan være glimrende redskaber, men reglerne er skabt i en anden tid til en anden slags produkter og hæmmer, snarere end fremmer, udvikling og innovation. Jeg er sådan set ligeglad med om det ene eller det andet firma har fået retten til at lave firkantede telefoner med runde kanter eller fået rettens ord for, at ingen andre må lave et styresystem hvor man kan åbne et program ved at klikke/trykke på et ikon… *suk*
Nå. Ind og skriv under på EFF‘s underskriftsindsamling for en ændring af et sygt system, som skader os alle sammen: Defend Innovation!
Tillykke til det lykkelige par – og ‘hehe’ til en bevægelse der på én gang både driver gæk med copyright-bevægelsen og religion 😉
Jeg burde have vidst bedre end at købe ind hos Dell.
Det hele startede med en trådløs projektor, som ikke kunne det, som var blevet lovet – og en kafkask tur gennem Dell‘s kundeservice/support begyndte.
Vi starter med et opkald til salgsafdelingen, som sender mig videre til teknisk support, som må sende mig videre til 2. level support. De kan ikke umiddelbart hjælpe, så de lover at vende tilbage.
Et par dage efter ringer jeg og kommer igennem til teknisk support. De kan ikke hjælpe mig, og sender mig videre til 2. level supporten. De kan ikke hjælpe mig, men kontakter deres irske ekspertsupport, som dog heller ikke kan hjælpe, men foreslår at De kan ikke sende mig et par kabler, så vi i det mindste kan bruge projektoren kablet. 2. level supporteren lover at lave et notat i sagen og sender sagen tilbage til salgsafdelingen, som nok skal ringe ‘i løbet af i dag’
Et par dage efter… Jeg ringer til Dell – Og hver evig eneste gang jeg skal have fat i dem skal jeg igennem en latterlig telefonkø og forklare sagen helt forfra, fordi I åbenbart bruger forskellige supporthåndteringssystemer i hver afdeling.
(Jeg kan love jer for, at man føler sig til grin når man, efter at have identificeret sig med sit ‘service tag’ (som i øvrigt ikke findes på jeres fakturaer. Der hedder det serienummer) igen-igen bliver sendt videre med besked om, at de vil spørge efter service tag’et igen, når du er blevet omstillet (!?!)).
Nå. Et par dage mere går, og jeg ringer så selv til salgsafdelingen og forklarer hele sagen igen. Salgsafdelingen kan ikke – efter at have fået forklaret hele sagen en gang til – selv tage stilling, men må enten eskalere sagen eller henvise at spare parts. I dette opkald dog med beskeden om, at det skal jeg selvfølgelig ikke rode med, han skal nok vende tilbage inden for en times tid.
Et par dage efter – i dag – ringer jeg igen-igen-igen til Dell. Får fat i salgsafdelingen. Forklarer sagen for 117. gang. Nej, jeg er ikke interesseret i at købe et par kabler fra jeres spare parts-afdeling. Jeg vil have at I sender mig de kabler teknisk support lovede mig for to uger siden.
Han kan ikke selv tage stilling til sagen, men vender tilbage i løbet af i dag…
Right. Beklager Dell, men jeg køber den ikke længere. Jeg troede I havde lært det efter at være blevet vredet gennem mediemaskinen for nogen år siden. Men det har I åbenbart ikke.
Jeg synes du skulle tage at læse Steven Snedkers indlæg “Et skræmmebrev set fra menigmands synspunkt” ovre på hans 3F-blog.
“En del advokater er begyndt at udsende skræmmebreve til folk med Internet-forbindelser.
I brevene står der noget i retning af “Vi så dig downloade filmen Antichrist uautoriseret for 8 måneder siden. Send os 9.000 kroner – eller find de 45.000 kroner vi ellers vil kræve af dig i retten.”
Disse brev bliver modtaget meget forskelligt alt efter modtagerens viden om ophavsret og jura.
Lad os sammenligne to fiktive familiers handlemønstre ved modtagelsen af et typisk brev.”
Clay Shirky er altså en klog – og interessant – mand at høre på. Brug 13 minutter. Vær generøs. Brug teknologien. Gør verden bedre.
Så skete det også her. Bloggen er opdateret til WordPress 3.0. Det er en fornøjelse.
(og på et eller andet tidspunkt kan det jo så også være, at jeg tager mig sammen til at opdatere tema og mappestruktur så jeg slipper af med den der forfærdelige /wordpress/ i alle mine adresser… 😉 )