Året der gik på laugesen.org

Året er næsten gået, og det er tid til at kigge tilbage et øjeblik før man igen ser frem… Hvad var de bedste indlæg fra 2007? Hvad søgte folk efter når de fandt laugesen.org?

Forsiden er – ikke overraskende – er den mest besøgte side. Men den tæller ikke med. Jeg ville egentlig også gerne trække indlæg fra 2006 ud af statistikken. Men da jeg så ville fjerne de to mest læste og 7 ud af top-10… Så bliver jeg vist nødt til at tage dem med.

Top-10 indlæg – baglæns… (drumroll please):

10. Poesi for nørder
(2006)
9. Kampen om Ungdomshuset (december 2006)
Som man nok kunne forvente blev dette indlæg vist rigtig mange gange omkring 1. marts i år…)
8. borger.dk – kortfattet premieresucces… (2007)
Et lille indlæg om en meget uheldig kontakt til den nye altomfattende portal til det offentlige – borger.dk. Jeg har forøvrigt hverken brugt eller hørt om siden senere hen… Så meget for en succes?
7. Censuren af allofmp3.com (december 2006)
Et af flere indlæg om musikindustriens Sisyfos-kamp mod udviklingen.
6. Dybe links er atter lovlige (2006)
En gammel artikel der pludselig blev populær igen i starten af 2007. Nok fordi diskussionen ikke var slut – og faktisk stadig ikke er det. Er et link et link? Og er det lovligt, hvis jeg her laver et link direkte til en artikel på Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejdes hjemmeside? Som det fremgår der er der stadig folk, der prøver at skelne hyperlinks fra hyperlinks. Fjolser.
5. Joost do it (489 sidevisninger, 2007)
Det klart mest kommenterede indlæg her på bloggen nogensinde: 91 kommentarer. Ene og alene fordi jeg havde skrabet mig en beta-tester invitation til Joost ind til mig selv – og derfor fik mulighed for at invitere andre ind i varmen – og gjorde det.
4. Teposefoldning? (647 sidevisninger, 2006)
Det er åbenbart et evigt-aktuelt emne. Don’t ask why.
3. En rigtig dansker (680 sidevisninger, 2007)
I marts blev den – fortsat kritiserede – indfødsretsprøve lanceret med en online udgave, så man kunne finde ud af, om man faktisk selv ville blive kunne dansker. Det var et meget populært indlæg henover forårssæsonen
2. wtf? Hvad laver Arto.dk i min referrer-liste? (980 sidevisninger, 2006)
Jeg er bange for, at dette indlæg har potentiale til at blive en all-time classic her på bloggen. Hver gang jeg har glemt alt om det dukker der en en kommentar op og minder mig om dens eksistens.

og… så… det mest populære indlæg…

1. Danske kort og Google Earth (2.638 sidevisninger, 2006)
Et indlæg som er en succes udelukkende fordi jeg tænkte mig SEO-agtigt om, da jeg skrev titlen. Til dato er jeg stadig nr. 2 på Googles søgeliste når der søges efter fx. “dansk google earth“.

I alt har Google talt 23.975 sidevisnigner på laugesen.org i løbet af 2007 (det er en ca. 65 om dagen). Jeg udgav 138 indlæg, og der blev skrevet 335 kommentarer/trackbacks. I 2006 havde Akismet slettet godt 2.000 spam-kommentarer. I år er det samlede antal nået op på 34.866 stykker slettet spam (!).

De sidste statistikker inden jeg går i gang med at forberede mig til Nytårsaften: 60% af de besøgende kom fra en søgning på fx. Google. 30% kom via links på andre sider (og tak for dem 🙂 ). 10% kom direkte ind på siden.

Og de 60% der kom fra søgemaskiner… hvad søgte de efter?
1. google earth
2. teposefoldning
3. jesper laugesen
4. arto.dk
5. poesi
6. dybe links
7. allofmp3
8. azureus
9. steen og stoffer
10. handjob (don’t ask!)
(og 2695 andre søgetermer (!)).

That’s it. Det var laugesen.org i året 2007.

Godt nytår!

Opdateres…

Softwaren, denne side kører på (WordPress) bliver opdateret nu… Ting kan være lidt mærkelige de næste par timer… og hjem ved – når jeg er færdig ser siden måske også anderledes ud 😉

[update 15:58]
Alt ser ud til at være gået efter planen. Alle essentielle plugins er genaktiveret (nogle endda også opdateret), mit gamle tema ser ud til at kunne holde lidt endnu (indtil jeg får taget mig sammen til at finde et nyt, skrue lidt på det og aktivere det), og alt ser ud til at fungere som det skal. Impressive 🙂

Business Time

Når der ikke er så meget andet at grine af er det godt at være blevet introduceret for New Zealands næsten-prisvindende, fjerde-mest populære guitar-baserede digi-bongo acapella-rap-funk-comedy folk-duo: Flight of the Conchords. For så bliver det mere end almindeligt svært ikke at trække på smilebåndet i et minut eller fire:

Business Time:

flere vid’s efter hoppet… Læs mere Business Time

Det skete i de dage…

Higher and DeeperEn gang – helst ikke om alt for lang tid – vil jeg kunne kigge på denne stribe og mindes dengang også jeg var studieramt i jule-‘ferien’.

Det bliver ikke i denne jul – de sidste krampetrækninger i specialeskrivningen mangler at falde til ro – et afsnit er slettet, et par nye skal skrives og der er – åhjo – også et par andre afsnit eller tre som kræver seriøs gennemskrivning før det kan afleveres… Men jeg kommer tættere og tættere på. Og nu, hvor der er indgået specialekontrakt (*uuuuh!*) har jeg også endelig en hård deadline: 1. juni 2008. Jeg satser stærkt på at være færdig op til flere måneder før – men hvis ikke jeg når den deadline får jeg smæk af studieadministrationen!

Google udelukker endelig feeds

Her på bloggen havde jeg længe problemer med, at mine feeds (fx http://laugesen.org/wordpress/feed/) blev vist før de egentlige sider… Og det giver jo ikke meget mening…

Nu har Google meddelt, at de – langt om længe – fjerner feeds fra deres almindelige søgeresultater. Til glæde for såvel webmastere og brugere. Hurra!

Opdatering af WordPress

Jeg er kommet frygteligt bagud med opdateringen af min WordPress – og det går jo virkelig ikke, så med hjælp fra plugin’et Upgrade Preflight Check er jeg nu gået i gang med at rydde op i mine plugins. Mange slettes og nogle opdateres – og om en dag eller to regner jeg med at kunne opdatere WordPress til den nyeste version.

…Alt dette blot for at fortælle, at der kan være tidspunkter i løbet af de kommende dage, hvor min blog ser underlig ud, fungerer mærkeligt – eller slet ikke reagerer… 🙂

Det sagde han bare ikke…

“Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af”

Jørgen Poulsen (mf, Ny Alliance) er i dag – i Jydske Vestkysten – citeret for endnu et forsøg på at forklare hvorfor det er i orden, at han får 750.000 kr i fratrædelsesgodtgørelse.

Gad vide hvordan han selv synes det går?

Når taburetterne vakler…

…glædes oppositionen 😉

Pia Christmas Møller har forladt Det Konservative Folkeparti til fordel for et nyt folketingsliv som løsgænger. Tillykke med det!

Og for første gang siden 2001 har Anders fogh nu ikke et flertal bag sig. I bedste danske parlamentariske tradition kan han dog beholde sin plads på den store taburet så længe der ikke er et flertal imod ham. Men det er et stadigt mere interessant Folketing der er blevet sammensat. Regeringen kan lave flertal på kryds og tværs, der kan laves flertal uden om regeringen, og regeringens mandattal begynder lige så stille at dale…

Lokalt (hoved)brud

SF-Østerbro har i gennem længere tid diskuteret afhændelsen af partiforeningens lokaler (et butikslokale med tilhørende kontor m.v.) på Melchiors Plads v. Ndr. Frihavnsgade. Nu har bestyrelsen – primært på grund af den store medlemstilgang – besluttet at sætte salget i bero. Det er i modstrid med det mandat bestyrelsen fik ved seneste generalforsamling (april 2007):

Bestyrelsen stiller et snarligt forslag om mulighederne for salg af vores lokaler og som en konsekvens heraf en hensigtsmæssig placering af de midler som et salg vil indbringe. Inden et salg skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

– hvorfor bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling i starten af januar.

Da jeg i foråret lod mig overtale til at tage endnu en periode i bestyrelsen var det netop for at være med til at sælge lokalet. Det er nu sat i bero. Samtidig har jeg længe været ‘organisationstræt’ og de sidste par år har jeg ikke siddet i SF-Østerbros bestyrelse af lyst, men af pligt.

Der er mange nye medlemmer til at tage over og et stort potentiale for ny og engageret aktivitet. Men også – efter min overbevisning – udsigt til at SF-Østerbros bestyrelse igen-igen vil komme til at bruge uhensigtsmæssigt mange ressourcer på administration af et partilokale, som ikke er det værd.

Så jeg udtræder af SF-Østerbros bestyrelse – ved den ekstraordinære generalforsamling – og ser frem til engang at genfinde et lokalt engagement baseret på lyst – i stedet for pligt. Forhåbentlig kan nye kræfter – ubesmittede af års bøvl og ‘det-har-vi-prøvet-syge’ – skabe rammerne for at byde de mange nye medlemmer ordentligt velkommen og skabe gejst og aktivitet så så meget af momentummet fra valgkampen som muligt udnyttes og fastholdes.

Jeg er – og vil fortsat være – medlem af SF-Københavns bestyrelse og forretningsudvalg, og er pt. med i opstarten af en ‘mini-bevægelse’, som skal arbejde for at sikre og udvikle SF’s tilstedeværelse i blogosfæren og i div. netværksmedier. Så nej: Jeg skal ikke ind under ‘de knaldrøde faner’ (*pfft!* – som om!) – SF slipper ikke for mig i denne omgang 😉