Camilla Burgwald – nyligt valgt medlem af Københavns borgerrepræsentation for SF-København gør i dag i en kronik i Information status over sine første 100 dage på rådhuset. Det er en nøgtern fortælling om mødet med de øvrige politikere, om konstitueringsforhandlingerne i december (se tidligere indlæg om konstitueringsforhandlingerne) og mødet med pressens repræsentanter.
Én ting, der har overrasket mig som nyvalgt, er, hvor meget personlig kemi betyder i det politiske arbejde. Egentlig skulle man tro, at politikken – det overordnede mål – stod over og var vigtigere, end hvad man end har for eller imod hinanden personligt. Sådan er det ikke nødvendigvis. Til udvalgsmøderne ser man de diskret himmelvendte øjne, på gangene hører man de beske kommentarer: Én er for selvhævdende, en anden naiv; én er for dum og en fjerde for doven. Det er almindeligt kendt, at det borgerlige samarbejde i sidste periode led under dårlig kemi mellem spidserne, og i Økonomiudvalget, hvor jeg har sæde, morer man sig lystigt over Ritts overlegne facon og viser tænder, når dette er det, der kræves. For det kræves. Camilla Burgwald
Camilla lægger ikke skjul på, at virkeligheden ikke ligefrem lever op til hendes forventninger:
Og selv om jeg ikke vakler i barnetroen på, at det gør en forskel at bedrive politik, må jeg nok erkende, at den politiske virkelighed har været noget af en kold spand vand i hovedet på en mavesur mandag morgen. Camilla Burgwald
Som fortælling om mødet med ‘det virkelige liv’ er kronikken faktisk meget god… Men var det ikke fordi jeg kender Camilla fra mit virke i SF-København kunne den godt efterlade mig med en lidt bange fornemmelse af, at SF’s budgetordfører havde opgivet på forhånd… Og det er vel da hverken tilfældet – eller det signal vi ønsker at sende til vores vælgere?
(Hvis Information kræver login og abonnement og alt muligt for at vise kronikken kan den i stedet ses på SF-Københavns websted)
