Jeg begynder så småt at føle mig lidt mere hjemme i Kampala.
Siden sidste post, som jeg skrev blot et par timer efter jeg var landet på MS-Ugandas compund i Kampala, har jeg fået så mange informationer og så mange nye indtryk, at jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal hverken begynde eller slutte. Så jeg tager det dag for dag.
Første dag – i onsdags – var frustrerende begivenhedsløs. Det regnede – voldsomt – midt på dagen, men udover at spise frokost med de ansatte på landekontoret var der ikke lagt nogen planer for mig. Jeg brugte det meste af dagen på at vente på MS-Ugandas Compound og fundere over, hvordan alting mon ville udvikle sig. Og på være frustreret over bare at sidde der og kukkelure når nu jeg så gerne ville i gang med at lave noget. Tålmodighed er en dyd her, som jeg får svært ved at lære at elske.
På andendagen – torsdag – begyndte mit introduktionsprogram: Introduktion til MS Compound og til gæstehuset (som jeg måske burde have fået på førstedagen uanset mulig træthed), introduktion af de ansatte på kontoret, forsøg på oprettelse af ugandisk bankkonto og snak med Mads Jørgensen (landedirektør) om MS-Uganda og den overordnede strategi. Dagen sluttede med en – thailandsk – middag med Mads Jørgensen, Thim Andersen (administrator) – og Signe Welleius Plange (som er på kort ophold i Kampala – normalt er hun Development Worker (DW’er) i Koboko – i det aller-nordvestligste Uganda). De fleste arrangementer blev udskudt eller stærkt forsinkede. Tålmodighed er en dyd.
Den tredje dag – fredag – blev pludselig travl. De aflyste aftaler, et par nye (herunder et møde med Rita og Simon – mine to kolleger på “Democracy as a Way of Life”) og kørsel med transportofficer Drake som. Af de administrative ting er hvordan jeg kommer til at bo. Mit hus vil først være klar til indflytning i starten af 2009. Indtil da bliver det lidt midlertidigt alt sammen. Indtil på tirsdag bor jeg i MS’ gæstehus. Tirsdag morgen tager jeg til Mbale for at overvære en træningsworkshop med 40 ‘barfodslærere’/’lokaldemokrati-ambassadører’ fra 2 distrikter. Fra jeg kommer tilbage til Kampala igen (onsdag/torsdag) og til mit hus står klar skal jeg bo på Fairway Hotel (tæt på Kampalas centrum).
Udover afklaring af boligforhold var jeg ude at køre i min nye bil. Gode asfaltvej, schweizer-ost-hullede asfalterede veje, grusveje, mudderstier – vi nåede det hele… undtagen der, hvor der er så slemt, at det ville have krævet firehjulstræk. For det har jeg ikke lært endnu.
Det var ikke så svært som jeg havde frygtet – så længe man husker at vejene er elendige og trafikanterne snupper ethvert hul der måtte være foran eller bagved bilen. OG at man kører i venstre side.
Og på fjerdedagen sad jeg fast i trafikken. På Kampala Road stod trafikken stille. Helt stille. Ingen bevægelse. Men heldigvis havde jeg Signe med som guide – og vi fandt en udvej inden vi havde brugt flere timer på ingenting. I morgen søndag skal jeg – for første gang – ud at køre uden guide. Wish me luck ;).
