Firefox – et lille trick

Mozilla Firefox er en dejlig browser. Nem at gå til, mere overskuelig end Internet Explorer. Og for nørder er der flere måder at udnytte firefox. Fra tweaking af indstillinger til oplysninger gemt i adresselinjen.

– jeg har fundet en lille ekstra, som især er brugbar for folk, som roder med (x)html. Ved at skrive “view-source:” foran en adresse får man kildekoden til den side, man henviser til. Dét er da en nem måde at henvise til kildekoden – forudsat, at ens brugere bruger Firefox:

Min indre nørd jubler af glæde! 😉

Velkommen til 1984

Pernille Bagge, MF for SF er citeret for at mene, at ‘børnepornofiltret’ skal indsamle oplysninger om hvem der ‘går i fælden’ og samkøre oplysningerne med kriminelle og sociale registre. Læs artiklen og græm dig. Jeg fandt artiklen i en historie ovre på Newz.dk, og jeg må give kritikerne ret: Det er et umådeligt dumt forslag. Faktisk er der så meget galt med ræsonnementet, at det er svært at finde et godt sted at starte.

1. Så nemt er det ikke
Udtalelserne viser en eklatant mangel på forståelse af, hvordan Internettet fungerer, og hvem filteret fanger.
For det første deler ‘Seriøse pædofile’ deres snavs gennem lukkede eller anonymiserede netværk. Filtret har ingen effekt der. Hvis de er dumme nok til at gøre det over ‘åbne kanaler’ skal vi nok fange dem – nok før end senere… For det andet ved de fleste, der har bevæget sig bare en lille smule i den flossede kant på Internettet (eller fået en spam-mail eller været uheldig nok til at få sin browser hijacket af virus eller anden malware), hvor nemt og ofte man bliver snydt til at besøge sider, man ikke er interesseret i. Crackede programmer, medicin, porno, piratkopier af både det ene og det andet, russiske brude for under 100$ og meget andet lort er aldrig længere end en enkelt forkert søgning, et klik i en spam-mail eller en browserhijacking væk. Mit gæt er, at 99% af de hits, som børnepornofiltret viser er af denne slags.

2. Velkommen til 1984
For nogle år siden var jeg glad og stolt over at kunne sige, at SF var Folketingets fremmeste beskytter af de individuelle menneskerettigheder. Det ligger dybt forankret i SF’s historie. SF’s formand udgav sågar en bog under titlen “Frihed i Fællesskab”. Friheden fra statens såvel som fra kapitalismens overvågnings- og undertrykkelsesmekanismer var helt grundlæggende elementer i vores politikformulering.

I de senere år – og med dette forslag går det da helt galt – har SF efterhånden overgivet sig til den gældende diskurs; tillid er naivt, kontrol er svaret. Og selvom vi jo da alle sammen kan være enige om, at misbrug af børn skal forhindres og stoppes, så er svaret ikke at bortkaste de basale rettigheder, som sikrer os hver især og alle sammen mod magtmisbrug og vilkårlige indgreb i vores privatlivs fred.

Skridtet til at acceptere registrering af boglån og -køb er skræmmende lille. For hvis vi skal registrere alle som – tilfældigt eller ej – kommer ind på en side med børneporno, hvorfor så ikke registrere og kontrollere alle dem som køber eller låner problematisk litteratur? Vi ved jo, der ikke går røg uden ild, og at købe Nabokovs “Lolita” (eller endnu værre; filmatiseringen af samme) er jo næsten det samme som at tilstå sin perversitet? Og nu vi er ved det; burde vi ikke tage og registrere alle muslimer? Vi ‘ved’ jo at mange af ‘dem’ omskærer deres pigebørn og tvangsgifter dem væk så snart de er kønsmodne. Og hvorfor ikke tage venstrefløjen med i samme omgang? De sympatiserer jo med ballademagerne fra Ungdomshuset – og hvis de ikke allerede har gjort noget, så påtænker de det nok.

Følger det ikke næsten naturligt af argumentet: “- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster.” (Pernille Bagge ifølge dr.dk).

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti kan foreslå den slags. Totalitarisme ligger ligesom til dem. Men at en parlamentariker fra Socialistisk Folkeparti gør det er er mig komplet uforståeligt. Og jeg ku’ blive så vred når Pernille påkalder ‘børnenes tarv’ som ‘argument’.

Velkommen til 1984:

WAR IS PEACE
Foto:
thepen, flickr.

“Even the Catholic Church of the Middle Ages was tolerant by modern standards. Part of the reason for this was that in the past no government had the power to keep its citizens under constant surveillance. The invention of print, however, made it easier to manipulate public opinion, and the film and the radio carried the process further. With the development of television, and the technical advance which made it possible to receive and transmit simultaneously on the same instrument, private life came to an end.” George Orwell: 1984, part 2, chapter 9

Ungdomshuset – og mediernes ansvar

Lisbeth Knudsen fortsætter med at skrive ualmindeligt interessante indlæg i sin (stadigt ganske nyslåede) blog. Sobert og velovervejet, men båret af indlevelse og indignation. Senest i indlægget Brand i gaderne i bedste sendetid, hvor Lisbeth Knudsen reflekterer over mediernes rolle før, under og efter rydningen af Jagtvej 69 og de deraf følgende uroligheder.

En håndfuld citater (de står langt stærkere i det samlede indlæg. Læs det her):

“…medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet.”

“Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang.”

“Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det – vurderet kritisk og helt i dybden – at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning?”

“De gamle medier – aviser, tv og radio – har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge.”

Hvorfor jeg ikke har en K-profil…

Kommunikationsforum er et interessant sted på nettet. Det er et sted, hvor kommunikationsbranchen fejrer sig selv og sin betydning – og et sted, hvor tænkende kommunikatørerer med skarpe penne dissekerer tidens trends – fra Branding-bølgen over Lean-bevægelsen til netværks-websites (og kommunikationsforum selv: K-profiler: Et nedre lavpunkt er nået).

K-profiler er Kommunikationsforums eget forsøg på at hoppe på netværksbølgen. Og et overmåde tydeligt tegn på et andet karakteristika for sitet: Det er et godt sted at holde øje med, hvad der er ved at blive mainstream. Det er ikke cutting edge. Det er ikke det nyeste og mest spændende. Men det er ved at blive kommercielt interessant i Danmark – og hvis små tyve tusind kommunikatører snakker om det med sig selv kan du godt regne med, at god del af samtalen vil ‘flyde over’ og blive til artikler, kommunikationsstrategier, blogindlæg og lignende i mainstream-medier og kommercielle foretagender.

Og da jeg første gang læste om initiativet var jeg da også lige ved at tilmelde mig. Men jeg kom kun til tilmeldingsblanketten, og så blev jeg så træt. Og så læste jeg lidt blogs i stedet for. Jeg vidste det ikke selv, men det var det tidspunkt, at jeg blev ramt af Social networking fatigue:

social networking fatigue
n. Mental exhaustion and stress caused by creating and maintaining an excessive number of accounts on social networking sites. Also: social network fatigue.

5.000 spamkommentarer…

Det er 4.000 siden 3. november. Det er rundt regnet 40 stykker om dagen siden dag. Gud ske tak og lov for Akismet!

Og spam nr. 5.000? Hvad skulle sælges? Er faktisk ikke helt sikker, i et forgæves forsøg på at snyde spamfiltret er der er masser af fyldord og stavefejl i – men det ser ud som endnu et forsøg på at lokke husarerne:

Real or fake boob test the opqu qiptia vbxm on the fqnkkgx? Girl on guy, but spd a wlh… Free sex hot car sex rnmfjnx – the ipiibbv at the xdjjcv. A hysixj, somiwzy; asian lesbian whores sumngg. For is free hot lesbian action, that a opqjvm on rixu!

“Girl on Guy…” fair enough. Men “spd a wlh”? Det er alligevel for kinky for mig 😉

Hvem er du?

Blogtjek
På siden valgkamp2005/profil – og i de knap 200 indlæg her på min blog – kan du efterhånden læse en hel del om, hvem jeg er.

Men hvem er du? Gå til spørgeskema.

Det tager kun 2 minutter – og vil være med til at give et samlet billede af, hvem der læser de danske weblogs. Så brug to minutter – når resultatet kommer skal jeg nok bringe det – her på bloggen, naturligvis 😉

(læs mere om undersøgelsen på blogtjek.blogforum.dk)

web 2.0 i klasseværelserne

Som det fremgår af et nyligt indlæg på bloggen read/writeweb kommer der i øjeblikket flere og flere ‘web 2.0’-agtige værktøjer, specifikt rettet mod elever, lærere og uddannelsessystemet generelt. Pt. er det (selvfølgelig) mest rettet mod det amerikansk-talende marked, men hvis det bliver succesfuldt skal vi nok også se det i lokaliserede udgaver rettet mod danske uddannelser.

Selv hvis det ikke sker, så bruger flere og flere elever den nye (bredt rettede) teknologi – og flere og flere lærere prøver den af… Men hvad er det så? Via Ordpress (og andre) fandt jeg denne video, som udemærket forklarer de problemer/udfordringer vi står overfor (ca. 5 minutter) – problemer, som bibliotekerne i øvrigt også står overfor:

– Udover read/writeweb kan UtechTips anbefales som en glimrende ressource hvis man vil følge lidt med i hvad der sker i spændingsfeltet uddannelse/teknologi.

Tweak Firefox

Jeg skrev om Firefox for nogle dage siden – blandt andet om muligheden for at konfigurere Firefox ved de avancerede indstillinger man får adgang til på sidenabout:config.

Som så mange andre programmer har Firefox det nogen gange med at æde hukommelse… Især ved tunge ajax-drevne sider (som fx. Netvibes, som jeg bruger som startside) – det er såmænd ok, problemet er bare, at Firefox ikke er særlig glad for at ‘give slip’ på hukommelsen igen. Og det kan give problemer for hastigheden i såvel Firefox som på computeren generelt. Men det kan et af mine yndlings-tweak – config.trim.on.minimize – til en hvis grad løse:

  1. gå til about:config i din Firefox (der kommer en lang, farligt udseende liste frem 😉 )
  2. højreklik i browservinduet, og vælg “nyt->boolsk”
  3. I feltet “Skriv indstillingens navn” skriver du: “config.trim.on.minimize” (uden gåseøjnene)
  4. Efter at have trykket på retur får du mulighed får at vælge indstilling: TRUE eller FALSE. Vælg TRUE.
  5. Herefter fremgår indstillingen af listen i about:config (umiddelbart efter indtastning fremhæves linjen med fed tekst)

Når dette er gjort, rydder Firefox grundigt op i sit hukommelsesforbrug hver gang Firefox-vinduet minimeres.

Det er ikke en køn (læs: nem) løsning, men den virker – på et eller andet tidspunkt kommer der nok en opdatering af Firefox med en bedre, mere brugervenlig løsning på problemet – men indtil da… er dette tweak en bedre løsning end at skulle genstarte Firefox hver tredje-fjerde time 🙂