SF – nu uden gehør

Det er kun fordi jeg allerede har hånet Ny alliance for deres sang i indlægget Ny Alliance – nu med firser-pop? at jeg bilver nødt til at poste denne rædsel fra egne rækker. Mit eneste håb er, at nogen besinder sig og fjerner sangen fra YouTube før alt for mange når at høre og se den.

Here goes nothing, det er ingen nydelse:

Valgkampen er i gang

SF…det er der vist ikke mange, der kan være i tvivl om længere…

Indtil videre har min største indsats været at sikre, at SF-Københavns website afspejler, at der er folketingsvalg – og at der linkes til SF og vores kandidaters sider.

Med min lokale partiforening skal på gaden for Anne Grethe Holmsgaard – og i løbet af weekenden skal vi have ringet til de sidste SFØ‘ere som vil være aktivister og/eller tilforordnede ved et valgsted… Og klistret de sidste plakater…

Fest!

I morgen lørdag er der “kickstart-fest” for SF’ere i København. Den nye politiske sæson skydes i gang med en åben fest for SF’ere og sympatisører i Ideal Bar (Vega, Vesterbro).

Program for kick-start-fest i SF-Kbh.
Kl. 15: Start. Velkomstdrint og chilling
Kl. 15.15: Præsentation af dagens program
Kl. 15.30: Camilla Burgwald – Mit København
Kl. Kl. 16.00: AndyOp og Vakili underholder – der serveres sandwich
Kl. 17.00: Valgkampsgruppen kommer med indspark til programmet.
Kl. 18.00: Special surprise taler!
Der serveres sandwich
Kl. 18.45/19: Annika Aakjær underholder (Århusiansk singer-songwriter)
Kl. 19: Ideal Bar åbner for normalt publikum og SF’erne kan feste med eller smutte hjem

…jeg kan ikke være med hele vejen, har andre – svært behagelige – ting at tage mig til, men du (ja, dig!) skulle tage og smutte forbi og sige goddag til alle de andre gode kræfter der mødes for sjov i morgen!

Valgtrommer og sommertræf

SFSjældent har valgtrommerne lydt så højt uden anden grund end “jeg har hørt at han har hørt at hun har sagt at…”. Venstre åbner valgbutikker, SF har fået nyt logo og på Christiansborg står palle efter palle med valgmaterialer klar til at blive skippet ud med øjebliks varsel.

Valget bliver udskrevet på tirsdag!
(eller dagen efter eller… Valget rykker i hvert fald tættere og tættere på!)

Men mens der bliver bisset og lemmingerne gør sig klar til at kaste sig ud over rampen (med pamfletter i den ene hånd og bolsjer/balloner/roser i den anden) tager jeg til SF sommertræf på Snoghøj Højskole ved Middelfart. Ikke for at deltage i noget fornuftigt – men for at være med til at lave mad til de 200+ deltagere som skal bespises ordentligt i en hel weekend. Det plejer at være hårdt – men en sand fornøjelse – at stå i køkkenet under Lene og Lenes kyndige vejledning 🙂

(og så glæder jeg mig til på onsdag!)

Torben Krogh er død

Torben Krogh – hvis meritter journalist er lige så talrige som de er imponerende – er død, 63 år gammel.

Hans virke i SF var – i hvert fald i den tid, jeg også har været aktiv – præget af hans profession. Dels fordi der var mange ting han ikke kunne gøre. Valgkampe og deslignende holdt han sig ude af for ikke at der ikke kunne sås tvivl om hans journalistiske objektivitet. Til gengæld stillede han sig velvilligt til rådighed som oplægsholder og mødeleder – især når debatten drejede sig om EU, udvidelser, forbehold og folkeafstemninger.

Torben Kroghs lødige men altid engagerede og engagerende stemme vil blive savnet i den offentlige debat såvel som i SF. Ikke mindst i SF-Østerbro.

Æret være hans minde.

Fra SF til NA

dansk-politik.dk bringer i dag en meget lille nyhed. Cadeau til Erik Willumsgaard – han må have skrevet en rigtig god pressemeddelelse for at have fået nogen til at interessere sig for, at SF’s 13. suppleant til Borgerrepræsentationen skifter parti…

Det fremgår desuden, at Erik Willumsgaard er medlem af Vesterbro Lokaludvalg – man bør måske her bemærke, at det er han ikke. Han er indstillet som suppleant for boligområdet. Borgerrepræsentationen godkender først indstillingen på deres møde på torsdag 31. maj 2007 (jeg er ikke sikker på linket bliver ved med at virke… Københavns Kommunes hjemmeside er ret ustabil hvad link-adresser angår).

Jeg ønsker Erik held og lykke – han er en fin nok fyr, men altså: At skifte fra SF til Ny Alliance? Et parti, som pt. ikke har nogen politik, og som stort set ikke har meldt andet ud end 1) Fogh skal blive ved magten (bare med os som støtteparti), 2) de offentligt ansatte er svært uprofessionelle, kommunerne spilder skatteborgernes penge og vi kan blive ved med at spare uden at det går ud over den servicen og 3) sæt skatten ned for de rigeste i samfundet. Find tre fejl. Det er ret nemt.