Jeg har fået nyt arbejde – som webredaktør på Københavns Universitet. En af mine første væsentlige arbejdsopgaver bliver at konsolidere og udvikle vores tilbud om blogs til forskere og ledelse (og måske på sigt også til studerende (!)).
… jeg har lige fået ansættelseskontrakt – første linje lyder:
Københavns Universitet overgår herved til ansættelse som webredaktør ..! 😉
Efter sigende har jeg nu et ubegrænset antal invitationer til Joost – som jeg skrev om for en måneds tid siden: Joost – fremtidens TV? – til rådighed. Vil du have en invite, så send fornavn, efternavn og email-adresse til mig.
Den tekniske kvalitet er i top – og selvom jeg endnu ikke har fundet DR’s programmer, så bliver indholdet også bedre og bedre. Der er stadig en overvægt af ligegyldige mtv og mtv-agtige programmer, men udbuddet bliver stadigt mere varieret.
M.I.A.‘s musik er sært fascinerende… men hvis det her er ungdommens æstetik… Så er jeg ved at blive for gammel:
PS: Billedet yder på ingen måde kakafonien af hoppende, dansende, blinkende, rystende grafikelementer retfærdighed… Klik og se selv efter!
(via)
Engang – før Akismet – var kommentarspam et problem. En af de forsøgte løsninger var at tilføje attributten “rel=nofollow” til alle links i kommentarerne. Attributten betyder, at søgemaskiner (Google, Clusty, MS Live etc) ikke følger linket – og at det linkede websted hverken får trafik eller ‘pagerank’-værdi.
Fra og med i dag er “rel=”nofollow” afskaffet på denne blog. Akismet frasorterer effektivt 99% af al spam – og resten sletter jeg manuelt. Der er derfor ingen grund til ikke at ‘belønne’ dem der kommenterer på bloggen med links tilbage til deres respektive websteder.
Jeg bruger et WordPress plugin – dofollow – fra Semiologic – men der er mange andre måder at få din blog til at sprede kærligheden: plugin-liste
Jeg har – via Morten Frederiksen… jeg tror, det er ham… men det kunne også være denne Morten Frederiksen… Det er ikke sådan, når man kender flere med samme navn ;)…
Tilbage til emnet: Jeg fik mulighed for at afprøve Joost dengang det hed “The Venice Project” og var meget nyt og hemmeligt og spændende… Det er stadig nyt – og TV on-demand er stadig et spændende koncept. Men på min maskine (som trods alt kun er 1½ år gammel, med et nyere og ganske kraftigt grafikkort og en seriøs bredbåndsforbindelse (via Fullrate) er ydelsen i underkanten af acceptabelt. Det hakker lidt for ofte og lidt for meget – og når indholdet så ovenikøbet endnu ikke er af “det må jeg se”-karakter, så er det ikke et program, som jeg har åbent dagligt. Men det bliver bedre hele tiden – både teknikken og indholdet. Om det er fremtidens TV? Jeg er ikke overbevist endnu.
Den eneste måde at få lov at kigge med er ved at få en invitation fra en af dem, som allerede selv er blevet inviteret… Og i øjeblikket har jeg fem invitationer til overs. Læg en kommentar, hvis du vil have en af dem!
Twittervision: Forenet i kedsomhed. Twitter er månedens helt store fantastiske nyskabelse. Siger nogen. Jeg har haft mine tvivl. Og Twittervision (via) er ikke lige frem en lysende reklamesøjle:
“Jeg spiser en Snickers. Meget tilfredsstillende.”, Australien
“Jeg har lige set fjernsyn”, Texas
“Fest i aften?”, UK
Det er for pokker da ikke interessant. Det er ligegyldig baggrundsstøj. Så hold dog op!
AKA første – og forhåbentlig sidste – afsnit i min historie om at skifte til Fullrate:
Alt gik som det skulle. Cybercity lukkede for min forbindelse lørdag. Tele2 for min fastnet mandag morgen. Da jeg kom hjem sent mandag aften og koblede udstyret til, virkede alt som det skulle. Hastigheden var den, jeg betaler for (10 mb ned, 1024 kb op – wooot!). IP-telefonien fungerer uproblematisk med min gamle telefon. Indtil nu er den korte opsummering: Alt gik godt, alt er godt!
(at jeg så har for travlt til at få skrevet blog-indlæg om ting, der er tilnærmelsesvist interessant for andre end mig selv… Det er noget, jeg forhåbentlig får rådet bod på – snart!)
Fra i dag, lørdag – og helt til på mandag – er jeg uden adgang til Internettet. Oh gru – oh rædsel!
Mozilla Firefox er en dejlig browser. Nem at gå til, mere overskuelig end Internet Explorer. Og for nørder er der flere måder at udnytte firefox. Fra tweaking af indstillinger til oplysninger gemt i adresselinjen.
– jeg har fundet en lille ekstra, som især er brugbar for folk, som roder med (x)html. Ved at skrive “view-source:” foran en adresse får man kildekoden til den side, man henviser til. Dét er da en nem måde at henvise til kildekoden – forudsat, at ens brugere bruger Firefox:
Min indre nørd jubler af glæde! 😉
Pernille Bagge, MF for SF er citeret for at mene, at ‘børnepornofiltret’ skal indsamle oplysninger om hvem der ‘går i fælden’ og samkøre oplysningerne med kriminelle og sociale registre. Læs artiklen og græm dig. Jeg fandt artiklen i en historie ovre på Newz.dk, og jeg må give kritikerne ret: Det er et umådeligt dumt forslag. Faktisk er der så meget galt med ræsonnementet, at det er svært at finde et godt sted at starte.
1. Så nemt er det ikke
Udtalelserne viser en eklatant mangel på forståelse af, hvordan Internettet fungerer, og hvem filteret fanger.
For det første deler ‘Seriøse pædofile’ deres snavs gennem lukkede eller anonymiserede netværk. Filtret har ingen effekt der. Hvis de er dumme nok til at gøre det over ‘åbne kanaler’ skal vi nok fange dem – nok før end senere… For det andet ved de fleste, der har bevæget sig bare en lille smule i den flossede kant på Internettet (eller fået en spam-mail eller været uheldig nok til at få sin browser hijacket af virus eller anden malware), hvor nemt og ofte man bliver snydt til at besøge sider, man ikke er interesseret i. Crackede programmer, medicin, porno, piratkopier af både det ene og det andet, russiske brude for under 100$ og meget andet lort er aldrig længere end en enkelt forkert søgning, et klik i en spam-mail eller en browserhijacking væk. Mit gæt er, at 99% af de hits, som børnepornofiltret viser er af denne slags.
2. Velkommen til 1984
For nogle år siden var jeg glad og stolt over at kunne sige, at SF var Folketingets fremmeste beskytter af de individuelle menneskerettigheder. Det ligger dybt forankret i SF’s historie. SF’s formand udgav sågar en bog under titlen “Frihed i Fællesskab”. Friheden fra statens såvel som fra kapitalismens overvågnings- og undertrykkelsesmekanismer var helt grundlæggende elementer i vores politikformulering.
I de senere år – og med dette forslag går det da helt galt – har SF efterhånden overgivet sig til den gældende diskurs; tillid er naivt, kontrol er svaret. Og selvom vi jo da alle sammen kan være enige om, at misbrug af børn skal forhindres og stoppes, så er svaret ikke at bortkaste de basale rettigheder, som sikrer os hver især og alle sammen mod magtmisbrug og vilkårlige indgreb i vores privatlivs fred.
Skridtet til at acceptere registrering af boglån og -køb er skræmmende lille. For hvis vi skal registrere alle som – tilfældigt eller ej – kommer ind på en side med børneporno, hvorfor så ikke registrere og kontrollere alle dem som køber eller låner problematisk litteratur? Vi ved jo, der ikke går røg uden ild, og at købe Nabokovs “Lolita” (eller endnu værre; filmatiseringen af samme) er jo næsten det samme som at tilstå sin perversitet? Og nu vi er ved det; burde vi ikke tage og registrere alle muslimer? Vi ‘ved’ jo at mange af ‘dem’ omskærer deres pigebørn og tvangsgifter dem væk så snart de er kønsmodne. Og hvorfor ikke tage venstrefløjen med i samme omgang? De sympatiserer jo med ballademagerne fra Ungdomshuset – og hvis de ikke allerede har gjort noget, så påtænker de det nok.
Følger det ikke næsten naturligt af argumentet: “- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster.” (Pernille Bagge ifølge dr.dk).
Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti kan foreslå den slags. Totalitarisme ligger ligesom til dem. Men at en parlamentariker fra Socialistisk Folkeparti gør det er er mig komplet uforståeligt. Og jeg ku’ blive så vred når Pernille påkalder ‘børnenes tarv’ som ‘argument’.
Velkommen til 1984:
“Even the Catholic Church of the Middle Ages was tolerant by modern standards. Part of the reason for this was that in the past no government had the power to keep its citizens under constant surveillance. The invention of print, however, made it easier to manipulate public opinion, and the film and the radio carried the process further. With the development of television, and the technical advance which made it possible to receive and transmit simultaneously on the same instrument, private life came to an end.” George Orwell: 1984, part 2, chapter 9
