Prøver at lære noget nyt

Foto: ruminatrix / Flickr

Jeg prøver at lære noget nyt. Og det er altså en proces jeg befinder mig rigtig godt i. Ukendt territorium, et par pejlemærker. Masser af research og dygtige mennesker i mit netværk der kan skubbe mig videre i rigtige retninger.

Regnskabsskolen skal tilbyde netbaseret undervisning. Noget af det er forholdsvis simpelt og handler bare om, at man skal kunne købe adgang til en video og andet selvstudie-materiale. Easy peasy. En beskyttet side i WordPress, og så kører vi.

Men vi vil gerne tilbyde mere. Hele forløb, med interaktive tests, individualiserede tidsplaner, mulighed for at chatte/skype med læreren, fora for længerevarende hold. Og så begynder vi altså at presse WordPress liige lovlig meget. Især når det begynder at være så mange hold/moduler/elementer, at vi også har brug for at systemet hjælper os med at have overblik over det hele. Enter: et learning management system. Men jeg har aldrig brugt et lms – endsige sat et op… Så  jeg er lidt på bar bund. Lige nu kigger jeg på Moodle – blandt andet fordi Moodle integrerer op imod vores medlemsløsning aMember.

Og med det, endnu et område jeg kun har perifært kendskab til på forhånd: webshops. Jeg har brugt dem, javel. Og har masser af holdninger til dem. Men eftersom mit arbejde på web hidtil har været for Københavns Universitet, Socialistisk Folkeparti eller ganske privat, så har jeg ikke haft anledning til at sætte et system op. Her er systemet dog valgt, og det ‘eneste’ der mangler er at få strømlinet betalingsprocessen så det ligner noget fra 2010.

Men jer derude: Learning Management Systemer. Hvad skal man vælge? Hvad skal man holde sig fra? Vi leder ikke nødvendigvis efter det bedste. Men efter det nemmeste – for både admin, undervisere og elever (og så gør det ikke noget, hvis det er billigt ;)).

Flickr – må man frit bruge alle fotos?

“Hvordan er det… kan man frit bruge alle fotos på Flickr, eller skal man spørge om lov?”

Det kommer an på hvordan billedet er licenseret. Som udgangspunkt må man ikke bruge billederne uden at spørge om lov. Men hvis de er licenseret med en passende Creatice Commons licens må du.

Dette billede af min niece er fx fuldt copyrightet (og du må derfor ikke gengive det (på tryk, på internettet eller nogen andre steder) uden min tilladelse).

 

Men dette billede fra 1. maj i år er licenseret med en Creative Commons By-NonCommercial licens, derfor du må bruge det så længe du krediterer fotografen og ikke bruger det kommercielt.

 

Du kan se licensen for det enkelte billede under “Additional Information” – eller søge efter billeder du må bruge ved at starte her: http://www.flickr.com/creativecommons/ – her er også en kort beskrivelse af, hvad de forskellige Creative Commons ikoner betyder. Vil du vide mere kan Creative Commons Danmarks beskrivelse af CC-licenser anbefales.

The Pirate Bay – retsdækning

Den svenske retssag mod The Pirate Bay er efter 10 dages retsmøder så godt som overstået. Og uanset hvad man ellers mener om websitet, projektet og folkene bag bliver det vældig interessant at se hvad dommeren kommer frem til.

Interesseret? Den bedste dækning af sagen – bedre end dækningen af nogen anden retssag jeg har set – har jeg fundet på Torrentfreak.com – under tagget #spectrical.

Og i øvrigt: Nu hvor ed fleste af de danske ISP’er er faldet til patten og deltager i censuren af internettet og blokerer for thepiratebay.org er det værd at minde om, at blokaden er farlig, latterlig og inderligt ligegyldig fordi den er så nem at omgå. Min ISP i gennem flere år – Fullrate – følger trop, men støtter heldigvis op om at få prøvet afgørelsen for Højesteret.

Rimfrost

nabaztagtagJeg har vundet en kanin. Den hedder Rimfrost. Den snakker og lyser og er online – og er af racen Nabaztag:tag. Hvad den skal gøre godt for – andet end at stå i hjørnet og pludre og blinke har jeg ikke helt fundet ud af endnu… Men indtil videre får den lov til at bruge standby-strøm og læse nyheder op for mig.

Hvis du ejer en skal du være så hjertelig velkommen til at add’e mig – og/eller lægge en kommentar og fortælle om hvad du bruger din kanin til!

(Jeg vandt den ved Twestivallen i København i sidste uge – greit arrangement!)

Nyt job

Starter på nyt job i morgen. Samme institution (Københavns Universitet), men nyt fakultet. Jeg har arbejdet på Humaniora, i den fælles kommunikationsafdeling, og i morgen starter jeg som webmaster i kommunikationsafdelingenDet Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer. Stay tuned. Her, og/eller på twitter.com/laugesen.

plaintxtBlog 4.6.1 på dansk

Jeg har oversat wordpress-temaet plaintxtBlog 4.6.1 til dansk til brug på blogs.ku.dk. Det skal også komme andre til gode, så her er filerne:

Hvis du ‘bare’ vil have temaet oversat skal du uploade “da_DK.mo” til sammen med temaet (i “/wp-content/themes/plaintxtBlog/”.

“.pot”-filen kan du bruge hvis du vil oversætte til et andet sprog. “.po”-filen, hvis du vil ændre noget i oversættelsen (skriv gerne en kommentar hvis du finder og/eller retter en fejl!).

Freedom not fear

Lørdag den 11. oktober mobiliseres der nu i en lang række storbyer i Europa, USA og Asien til en verdensomspændende aktionsdag under sloganet ”Freedom Not Fear”. Se filmen her og læs mere her: “Hvorfor holder vi en fest mod overvågning?“.

Skal vi acceptere overvågning af det offentlige rum? At vores data gemmes af statsmagten? At opgive basale rettigheder – som retten til privatliv og brevhemmeligheden?

Frygten for alting og enhver har overtaget store dele af den offentlige debat. Dansk Folkeparti lever af den. Selv SF er blevet smittet. Hvis vi lader frygten vinde ender vi uden privatliv, isolerede bag hver vores dobbeltlåste døre og pigtrådsomhegnede reservater hvorfra vi ængsteligt kan kigge ud på ‘de andre’.

Sig nej til frygten, luk friheden ud. Hvis du – som jeg – vil lægge en reklame for arrangementet på dit website kan du finde vejledning hos Prosa.

(og i øvrigt: Kudos til Prosa for at støtte op om kampagnen!)

5 simple værktøjer

Nogen gange er de simple ideer de bedste.
Simplicity, by Will Lion
Her er 5, som jeg enten er decideret afhængig af – eller bare nyforelsket i:

  1. ugenr.dk
    Jeg fatter ikke når folkeskolelærere og andet godtfolk insisterer på at referere til tidspunkter vha. ugenumre. De første 7-8 uger af året går nok, men helt ærligt, hvem ved hvilke datoer der gemmer sig bag uge 37? Ugenr.dk gør.
  2. ipnr.dk
    Hvis man arbejder med web og servere og den slags, vil man før eller siden få brug for at finde ens ip-nummer. Og selvom der findes alle mulige og umulige kommandoer i både windows og linux og en masse forskellige avancerede programmer til at finde ud af alt muligt, så er ipnr.dk en forrygende service.
  3. copypastecharacter.com
    Hvor er det lige, at ® sidder på tastaturet? Eller ✔? eller ß? eller ÆØÅ, hvis nu man sidder på et udenlandsk tastatur? copypastecharacter.com giver nem og hurtig adgang til at kopiere og indsætte de mest almindelige af de ‘mærkelige’ tegn.
  4. kuler.adobe.com
    Laver du nogensinde grafik eller webarbejde (uden for de strenge rammer af et designprogram), så har du næsten med garanti siddet og prøvet at finde på gode farver til dit projekt. kuler.adobe.com giver dels eksempler på farver der spiller godt sammen, dels mulighed for let og elegant at lave dine egne paletter og eksportere dem som swatches til fx Photoshop.
  5. rememberthemilk.com
    Lister, lister, lister. Hvis du – som jeg – har lidt for mange jern i ilden til at kunne huske alt det du skal huske selv… og altid glemmer hvor du har lagt den gule seddel med din seneste todo-liste, så er Remember The Milk et udmærket bud på en nem, hjælpende hånd. Det kan ikke så meget andet end at lave simple todo-lister, til gengæld er den nemmere at gå til end nogle af de mere avancerede (=komplicerede) online alternativer. Og så kan man bruge det på sin telefon, integrere med Twitter og det hele ovenikøbet på dansk.

Andre bud på simple online-løsninger på hverdagens små og store problemer er meget velkomne i kommentarerne!

Foto: Simplicity by Will Lion