Will the Real Big Brother Please Stand Up?

Google‘s motto er ‘Don’t be Evil‘. Og da Google startede var det nemt. Der var ét Evil Empire i computerverdenen; Microsoft – og vi var alle lykkelige over at der endelig kom nogen som så ud til at kunne udfordre dem.

Men Google voksede og voksede og i dag samler Google så mange oplysninger om os, at det kan være svært at bevare optimismen. De læser din mail (hvis du bruger gmail), de ved hvilke sites (med AdSense, som denne side (!)) du besøger – hvornår, de ved hvilke søgeord du bruger – og hvad du klikker på, når du har søgt. De ved hvor du bor (og har billeder af dig!), og hvis du giver dem lov ved Google også hvad du har liggende på din computer.

Nu er flertallet af danskerne tilsyneladende uhyggeligt ligeglade med at blive overvåget, men hvis man – som jeg – er gammel nok til at synes, at privatlivets fred er værdifuld, så er der ting, man kan gøre (fx lade være med at installere google’s toolbar og google desktop). Man kan også vælge at bruge et af de alternativer til Google-søgninger, der trods alt findes (Microsoft Live Search, Yahoo, Clusty for blot at nævne et par eksempler).

Men hvis man for alvor vil beskytte sig, så findes der flere muligheder for anonymiseret browsing. Tor-netværket fra Electronic Frontier Foundation virker i øjeblikket som det bedste bud på en stabil løsning.

Du kan også – som Politiken i dag anbefaler – bruge en anynomiseret proxy til Google som fx Blackdust.

Men før du gør det, skal du bare lige huske at overveje… Stoler du mere på folkene bag whitedust/blackdust end på folkene bag Google?

Will the real Big Brother please stand up?

p.s. udover EFF’s TOR-netværk kan Prosa og It-politisk Forening‘s CD til beskyttelse mod overvågning (Polippix) anbefales (kan bl.a. hentes som torrent)

5.000 brudte løfter

I dagens Berlinger kan man se Ritt Bjerregaard citeret for en noget opsigtsvækkende udmelding:

‘Jeg har aldrig lovet 5.000 billige boliger på fem år’

og:

jeg [har] aldrig lovet, at de billige boliger ville stå klar efter fem år. Det er et vigtigt princip for mig, at jeg ikke laver kontraktpolitik, jeg er principielt modstander af kontraktpolitik

Men kære Ritt; Inden du går ud med sådanne meldinger burde du da i det mindste sørge for, at du ikke længere på din egen hjemmeside skriver:

Brudte løfter:

Vi vil bygge 5000 boliger til 5000 kroner på fem år. Boligerne skal være på mellem 85 og 100 m2.

Fejlslagne tidsplaner:

2007: Byggeriet af boliger begynder
2011: De sidste boliger er færdige

Og så kan du da godt forsøge at dække dig ind under figenbladet, “det har jeg aldrig lovet”. Men det er politikersnak af værste skuffe. Ingen – ingen – har været i tvivl om, at 5x5x5000 var et løfte. Gang på gang i løbet af valgkampen blev der – fra såvel højre som venstre side – påpeget det ene efter det andet problem med planen. Hver gang var svaret: Det kan lade sig gøre.

Det kunne det altså ikke. Erkend det dog – og tag ansvar for, at du ikke kunne holde hvad du lovede.

Straf, skæld ud og skyld + Sådan afskaffer du Big brother

Min yndlings-rubrikannoncør i Information slog til igen i går. Denne gang er han ikke ude efter en eller flere kvinder at købe hus og begå skattesnyd med. Denne gang er ambitionerne dog nogen helt andre: at afskaffe Big Brother og … tjaah… at forhindre at børn bliver ødelagt?

Sådan afskaffer du Big brother. Sådan afskaffer du formynderiet, så du ikke ender som en spørge Jørgen hele livet, så taber du min ven. Henv. xxxxxxxx – xxxxxxxx.

Straf, skæld ud og skyld er en direkte hindring for lærerig på alle skole i Danmark incl. højere anstalter – den sorte skole. Vi er nummer sjok i verden. Alle børn ødelægges i danmark – big brother er her altid, derfor børnenes protest. Skolen er ikke for livet med (sic!) for mareridtet. Børnene slås ihjel hver dag i danmark og staten er ligeglad. Lærerne er tyranner og sætter børn i gabetok for deres egen karriere. Børnene tromles ned og kasseres i tonsvis og forældrene er aldrig hjemme. Ligegladheden begraves i sladder og druk og ikke at høre efter. Det kan løses så børnene kan få en barndom. Henv. xxxxxxxx – xxxxxxxx