Slyck News – P2P Wrap-up for 2005

Hvad skete der i p2p/fildelings-verdenen i 2005? Denne mærkelige verden af pirater, idealister, opportunister, gratister, røvere og soldater… Mange kendte Napster, mange kender Kazaa, Limewire, eDonkey og Bittorrent. Cirka lige så mange kender Antipiratgruppen – og de fleste foragter dem for deres metoder og klapjagt på især “den lille” fildeler… En (del) færre kender Piratgruppen.org…Men hvad skete der egentlig på den internationale fildelingsscene i 2005? Hvilke sites blev lagt ned, hvilke blev truede til det? Hvem blev tvunget? I hvilke lande blev hvor mange anklaget for ulovlig fildeling? Hvilke programmer findes stadig, hvilke opstod, hvilke døde en stille eller larmende død? På slyck.com er der en glimrende opsamling på 2005: P2P Wrap-up for 2005 (samme sted er forøvrigt en glimrende kilde til løbende nyt om denne specifikke del af internettet).

Godt nytår!

🙂 Jesper

Piratkopiering er godt?

En meget interessant analyse af hvilken betydning peer-to-peer teknologien har – og vil få – for tv i fremtiden. Essensen af analysen – som er foretaget af Mark Pesce – er, at peer-to-peer distribution ikke er et onde – men selve fremtiden for tv (så længe vi ikke snakker fx nyheder eller direkte sportsbegivenheder).
Se mere på Mindjack – Piracy is Good? How Battlestar Galactica Killed Broadcast TV

Fusk med afstemning koster Lønborgs presseansvarlige jobbet

Med vanlig sans for sensationen i det små har Berlingske Tidende i dag “afsløret”, at Lønborgs pressemand har opfordret til at snyde på vægten i Berlingske Tidendes net-afstemning om hvem der skal være Københavns nye overborgmester (det skal selvfølgelig være Bo Asmus Kjeldgaard – men det er en helt anden historie).

Man må ikke snyde – selvfølgelig må man ikke det. Men i virkeligheden siger sagen mere hvor nemt der er at snyde med de internetafstemninger, som aviserne lægger til grund for artikler og vinklinger på snart sagt hvad som helst. Så bliv ikke forarget – eller for den sags skyld forbavset – over, at sikkerhedshuller på størrelse med månekratere bliver udnyttet: Det er med garanti ikke første gang – og desværre næppe heller den sidste. Bliv i stedet forarget over, at det kan betale sig. Undr dig over, at aviser (og her er Berlingske Tidende absolut ikke alene) lægger så løse og usikre data til grund for artikler og forside-overskrifter. Og næste gang du støder på en afstemning på en hjemmeside – eller en artikel på baggrund af en sådan: Husk, at grundlaget er det spinklest mulige – og at hvis der er nogen, som kunne have interesse i at manipulere resultatet; så er der nok nogen der har gjort det…

Nu har Berlingske Tidende fået fyret Lønborgs presseansvarlige. Måske burde Berlingske samtidig overveje at fyre den, der er ansvarlig for at avisen baserer artikler på afstemninger som de nu selv har afsløret er dybt utroværdige?

[dags dato sendt til Berlingske Tidende]

Creative Commons Danmark

Creative Commons – et projekt der giver mulighed for at licensere værker under en mindre restriktiv licens end den almindelige copyright – er langt om længe på vej i en dansk version: Creative Commons Danmark. Værker, som er licenseret under en Creative Commons licens (som denne blog fx er det) kan under visse betingelser kopieres, omskrives, genbruges m.m (se hvordan her(Creative Commons Comic)). Efter min ydmyge overbevisning er det den fuldstændige rigtige vej at gå – fremfor den vej, som visse kunstner-, forlægger- og pladeselskabsorganer peger på: At benytte metoder, som tilsyneladende bunder i en frygtelig angst for alt det nymodens pjat, som ungdommen (og alle os andre) bruger til at se vores film, høre vores musik og læse vores tekster. Verden udvikler sig, og hver gang et nyt medie er dukket op har disse grupper hylet og skreget op om, at det var enden – ikke på verden, men på kreativiteten. Det go’e gamle kassettebånd, videobåndoptageren (se fx Electronic Frontier Foundations artikel) og cd-brænderen var ‘trusler’, som skulle bekæmpes (fx via punktafgiften, så man kunne begrænse udbredelsen mest muligt – hvilket i øvrigt er stærkt medvirkende til, at der er en livlig grænsehandel med især brændbare cd’er og dvd-rom’er). Det seneste skud på denne stamme er mp3-afspillerne. De er farlige. Næsten lige så farlige som de 14-årige knægte, som Antipiratgruppen gør alt for at stoppe. Men kun næsten ;).

Selvom debatten om copyright for en stor dels vedkommende tager sig afsæt i nye muligheder for kopiering og sampling, så kan en alt for restriktiv copyright-lovgivning ikke kun begrundes med disse teknologiers fremkomst. Kunstnerne (musikere, forfattere, billedkunstnere med videre) skal naturligvis have betaling for deres arbejde – men ligefrem at kalde ophavsretten for en menneskeret (Som Arne Würgler gør det i Politiken i dag “…man skulle få den (ophavsretten) skrevet ind i menneskerettighederne” er noget pjat. Og et meget godt eksempel på en branche, som stadig ikke har forstået, at verden har ændret sig – og at den vil blive ved med det. “Information wants to be free” er en påstand, som ofte fremføres af folk, som bekæmper den nuværende copyright-lovgivning (se fx piratgruppen.org, Slyck.com – nyheder om fildeling). Nogle (som fx. Peter F. Hamilton i Misspent Youth) mener, at det vil føre til enden på kreativiteten. Andre (som fx folkene bag Welcome to the Scene) ser det som en ny udfordring som skal omfavnes, mødes og kæmpes med. Jeg tror selv på de sidste. Det er muligt, at plade- og forlæggergiganterne bliver udskiftet med andre giganter (se fx bare på den magt Apple efterhånden har qua iTunes), men så længe vi lever i en kapitalistisk verden (og det gør vi jo nok længe endnu), lige så længe vil der være nogen, som forstår at udnytte markedet til egen fordel. Og lur mig, hvis det ikke bliver fra den kant, at kunstnernes rettigheder og levebrød på et tidspunkt for alvor bliver truet.

Update 26. september: Et meget godt (eller skidt, alt efter synspunkt) eksempel på arrogancen fra pladeindustrien (i dette tilfælde det finske IFPI): Music exec: quit whining and dump Mac, Linux.

FairSite.dk – Hold jer fra dem…

En gang for flere år siden blev laugesen.org hostet af FairSite.dk. Det gør jeg ikke længere – og jeg vil anbefale ALLE at holde sig langt væk fra dem – og fra deres nuværende ejere (VIP Group ApS). Det tog mig uanede mængder af tid at fravriste dem kontrollen over mit eget domæne – og de har – på trods af utallige opfordringer og krav ikke slettet den anbefaling af Fairsite jeg gav dem en gang i starten af 2004: • FairSite.dk • Anbefalinger. Jeg gentager: Jeg anbefaler IKKE Fairsite. Tværtimod.