Ateist eller ej; Bobby McFerrin er guddommelig. Og Youtube giver os mulighed for at opleve ham:
– se også dette klip fra en optræden i Montreaux. Det er for vildt! En ting er at være så über-musikalsk og velsyngende… Noget andet er at have en så stærk, umiddalbar og tilsyneladende intuitiv forbindelse med publikum. WeltKlasse.
…og ja, det er også ham bag firserhittet Don’t Worry – Be Happy. Gad vide, om han kommer til Danmark igen engang?
(Endnu engang props til ZeFrank)
Ved du, hvad du sku? Du skulle tage forbi MySpace og lytte til et par numre med Ena Lawson. Det er (endnu) det eneste sted du kan høre hende – så der er ingen undskyldning. Jeg er meget stolt af min lillesøster!
[update 16. juli 2007] Projektet er skrinlagt. Efter Maries eget ønske. Hun er fandeme en pige med ben i næsen!
Kan det passe? Ovre på New Media Trends skriver Jon Lund at den danske musikdistributør (?) MBO har tænkt sig at følge i EMI’s fodspor og tilbyde musik-downloads uden drm (digital rights management; forkrøblede filer, der besværliggør visse former for brug af filerne). Hvis det er rigtigt, er det endnu et skridt i den rigtige retning!
(Jeg har ikke læst om det andre steder, men jeg har også været svært bagude med alting i et par uger. Hvis der er nogen, der har et link til mere info, så post det endelig i kommentarsporet!)
M.I.A.‘s musik er sært fascinerende… men hvis det her er ungdommens æstetik… Så er jeg ved at blive for gammel:
PS: Billedet yder på ingen måde kakafonien af hoppende, dansende, blinkende, rystende grafikelementer retfærdighed… Klik og se selv efter!
(via)
Scott Adams – Dilberts ‘far’ – har begÃ¥et endnu et interessant indlæg om copyright. Adams’ indlæg er tankevækkende – især fordi han ikke forfalder til at grave sig ned i hverken den ene eller den anden af debattens grøfter. Fx har han flere gange meddelt, at han ikke har noget imod, at folk laver private kopier – til sig selv eller til andre. Men han fastholder, at copyrightovertrædelser ikke er en ‘forbrydelse uden offer’:
When you violate a copyright, you take something valuable from the copyright owner that he canât get back. You take his right to control where his creation is viewed and how. It might be your opinion that the âfree publicityâ? you provide outweighs the loss â and you might be right â but youâve taken from the creator the right to make the publicity-versus-overexposure decision himself. That might not seem like a big deal to you, but it feels that way to the person who lost control of his art.
Jeg har virkelig svært ved at tage plade- og filmbranchens klynkeri over pÃ¥stÃ¥ede tabte indtægter seriøst. En diskussion med Adams’ udgangspunkt (kunsterens kontrol over sin kunst (sit produkt)) er langt mere interessant. Men det er et svært udgangspunkt for diskussion af et omrÃ¥de hvor alle andre end kunsteren er i centrum. TV, De multinationale pladelabels og filmstudier har – pÃ¥ godt og ondt – gjort musik og film til et konsumprodukt, som forbruges. Og som forbrugere forventer vi at fÃ¥ adgang til underholdningsprodukter nÃ¥r vi vil, hvordan vi vil og hvor vi vil. Og jeg bliver forrygende irriteret over, at jeg fx ikke kan se Comedy Central-programmer pÃ¥ Joost – eller købe det seneste afsnit af Heroes over iTunes. Hvis jeg vil se de programmer, som gøres tilgængelige for forbrugere i USA henvises jeg til youtube, torrents eller lignende distributionskanaler i den grÃ¥ og meget mørkegrÃ¥ zone. Eller til at vente hele og halve Ã¥r pÃ¥, at programmerne vises pÃ¥ danske kanaler.
Og for at gøre ondt værre er det ovenikøbet ofte sÃ¥dan, at den piratkopierede version er i bedre kvalitet end de versioner, som industrien stiller til rÃ¥dighed. Dels fordi opløsning/bitrate er bedre, dels fordi de officielle versioner (næsten) altid er forkrøblede udgaver (DRM-inficerede), som kun kan afspilles pÃ¥ udvalgte maskiner. Det startede med DVD’ernes ‘regionskoder’ (som enhver radioforhandler med respekt for sig selv i øvrigt hjælper dig med at omgÃ¥), gik helt galt med ‘kopisikringen’ af CD’er (som ofte betød, at den eneste mÃ¥de jeg kunne afspille CD’en i mit musikanlæg var ved at rippe cd’en pÃ¥ min pc og brænde en ny afspilbar kopi til) og er foreløbigt kulmineret med DRM, sÃ¥ du kun kan afspille din lovligt indkøbte musik eller film pÃ¥ udvalgte maskiner eller særligt udvalgt software.
EMI har lige meddelt, at de vil stille hele deres kæmpe musikalske repertoire til rÃ¥dighed for download i bedre kvalitet – og uden forkrøblende DRM:
“EMI Music today announced that it is launching new premium downloads for retail on a global basis, making all of its digital repertoire available at a much higher sound quality than existing downloads and free of digital rights management (DRM) restrictions.”
Det er det eneste rigtige at gøre, og jeg har for første gang lyst til at få mig en iTunes-konto, så jeg kan få fingre i al den gode musik (som for første gang helt lovligt vil kunne afspilles på min pc (uanset hvilket program jeg bruger), min telefon, min pda, min iPod og mit musikanlæg). Det vil jeg gerne betale for. Men ikke for musik, som dels er i elendig kvalitet, dels kun kan afspilles på en af platformene.
Scott Adams afslutter forøvrigt sin tirade med en underkendelse af et par af de almindelige undskyldninger/argumenter for fildeling:
You may now activate your cognitive dissonance and explain in the comments that every time you violate a copyright, the free publicity it generates for the artist is proof of your goodness. To make your argument extra powerful, note that you once knew a guy who bought an extra CD because of the 12,000 songs he took for free.
Det er en svær diskussion; jeg vil afslutte med at citere en af kommentarerne til Adams’ indlæg: When a large number of people begin to rationalize theft it means that the system is broken. – og sÃ¥ vil jeg i øvrigt gÃ¥ tilbage til at skrive pÃ¥ mit speciale…
Den originale My Humps med Black Eyed Peas er en af de mange jævnt hen kedelige popnumre fra sidste år.
Jeg tror nu nok, at originalens bryster og baller, forbrugerisme og sex-for-smykker i sig selv er satire… Men en wicked en af slagsen. Alanis Morissette har genindspillet musik og video som en ballade. Og Alanis pwns Fergie:
(via).
PS: Værste e-kort. Nogensinde.
Dave Matthews Band har gennem mange år tilladt deres fans at optage lyden fra deres koncerter – og at dele disse optagelser med andre fans. Slyck rapporterer, at AntsMarching.org nu har oprettet et forum, hvor disse optagelser kan deles ved hjælp af Bittorrent (ligesom en del af BBC’s programmer bliver det inden længe).
Et glimrende eksempel på, hvordan man også kan imødegå ulovlig kopiering og fildeling – og hvordan deling af musik kan være med til at øge indtjeningen for kunstnere (uden en gratis downloadet bootleg-optagelse ville jeg aldrig have opdaget at der var noget der hed Dave Matthews Band, og jeg ville aldrig være blvet så begejstret for deres musik, at jeg havde købt samtlige studiealbums og op til flere officielle koncertoptagelser. Og jeg ville aldrig have købt billetter til Dave Matthews-koncerten i Vega 14. marts – og nøj hvor jeg glæder mig!
– i samme boldgade: CC-blog rapporterer, at den nye film Children of Men – som i øvrigt er klart anbefalelsesværdig – benytter en lydbid fra Freesound – licenseret under Creative Commons-licensen “Sampling+“.
+2 til the good guys 😉
Ifpi (pladeselskabernes globale brancheorganisation) har startet en ny runde af sagsanlæg mod fildelere (pressemeddelelse fra IFPI, artikel på slyck.com og Politiken på dansk – der står mærkelig nok intet om sagen, som ellers siges også at have danske udløbere, på antipiratgruppens hjemmeside).
Mpaa (Filmproducenternes globale brancheorganisation) følger nogenlunde samme strategi. Det er bemærkelsesværdigt, at 95% af forsiden på deres website handler om hvordan de fanger filmtyvene, hvordan man kan angive sine venner og hvor meget forældre skal passe på, at deres børn ikke bliver pirater…
Men der er lys forude – måske er den tid, hvor såvel plade- som filmbranchen indser, at den enorme efterspørgsel efter deres produkter som pirateriet er udtryk for, at der er et gevaldigt marked, et kolossalt potentiale for indtjening og profit. Det kræver ‘blot’, at branchen – i stedet for at bruge kræfterne på at lege røvere og soldater med fildelerne – begynder at udnytte den teknologi som enhver ung under 18-20 år allerede har taget til sig: Internettet. Bredbånd. Underholdning-on-demand. Disney-ABC er begyndt, og en repræsentant for mpaa udtrykte for nylig en gryende erkendelse af en væsentlig del af problemet, DRM:
During a question and answer session after the talk, however, Hunt conceded that many people already are frustrated at having to buy multiple copies of the same content to use on different commercial devices.
“I understand that if we frustrate the consumer, they will simply pirate the content,” he said.
(news.yahoo.com, digg.com)
DRM står for “Digital Rights Management”. Industrien kalder det en nødvendighed for at sikre sin indtjening. For forbrugeren er DRM blot ensbetydende med, at den nys indkøbte cd ikke kan afspilles på computeren eller DVD-afspilleren, at den nys købte og downloadede musikfil fra itunes ikke kan afspilles på den mp3-afspiller man lige har købt, og at det er umuligt at lave en backup så ens harddisk kan bryde sammen uden at hele ens musiksamling forsvinder. Med andre ord: for den almindelige bruger betyder DRM, at ens brugsret – som man ellers har betalt for – bliver så forkrøblet, at det svarer til at have købt en cykel og så få at vide at man kun må køre med trekantede hjul. Umuligt og ubrugeligt.
Ifølge Politiken, har pladeselskaberne nu – kun alt for mange år efter alle os andre – opdaget, at internettet og deling af viden om musik og musikere er med til at øge salget af musik – både via internettet og på go’e gammeldags CD’er… (tiden er nok ikke moden til at tage fildeling med i opremsningen – endnu). Utroligt, at det skulle tage så lang tid før vi så branchen tage de første spæde skridt ind i en ny verden… (forudsat altså, at det ikke er en and fra Politikens side – det ville i så fald ikke være første gang, at de var løbet med en halv vind i deres IT-redaktion!).
Indtil videre har der vist ikke været særlig mange, der mente, at det ikke var “rimeligt brug” af ens indkøbte musik.
Selv RIAA har indtil for nylig anerkendt det rimelige og lovlige i at overføre sin indkøbte musik fra CD til iPod eller lignende…
“The record companies, my clients, have said, for some time now, and it’s been on their website for some time now, that it’s perfectly lawful to take a CD that you’ve purchased, upload it onto your computer, put it onto your iPod.” (fra MGM vs Grokster-sagen for USA’s højesteret).
Det skal være slut. Eller rettere; RIAA synes nu, at det er urimeligt, at man lige frem skal have krav på at høre sin musik som man vil. De vil fremover have mulighed for at bestemme, om, hvordan og hvornår det skal være tilladt at gemme sin musik på et andet medie, end man købte det på. RIAA begår et klassisk eksempel på “nysprog”:
RIAA is saying, “perfectly lawful” means “lawful until we change our mind.” So your ability to continue to make copies of your own CDs on your own iPod is entirely a matter of their sufferance. (Electronic Frontiers Foundation Deeplinks)