Tag: Jyllandsposten

Kamal – fra ilden til asken?

Kamal QureshiKamal er i ilden i øjeblikket. Hvad der er op og ned i den sag ved jeg ikke, men med afgivelsen af ordførerskaber / pausen fra ordførerskaber / fyringen fra alle poster – eller hvad det nu er, der er sket står det i hvert fald klart at ledelsen af SF’s folketingsgruppe tager sagen seriøst.

Sagen dækkes i de fleste medier i dag, fx:

sf.dk:
For ikke at blande politik og privatliv sammen, har SFs folketingsgruppe sammen med Kamal Qureshi besluttet, at Kamal Qureshi træder tilbage fra sine ordførerposter indtil sagerne er afsluttede.

politiken.dk:
SF har besluttet at Kamal Qureshi får frataget sine ordførerskaber.

ekstrabladet.dk:
Kamal Qureshi fyret fra alle poster.

jp.dk:
Ole Sohn: “Vi har fundet det rigtigt, at give ham den ro, der skal til for at få sagerne afviklet hurtigst muligt. Vi har derfor besluttet at give [Kamal Qureshi] en pause fra ordførerskaberne…”

Religion, ateisme og ytringsfrihed

Jesus really doesn't love youStewart Lee, engelsk komiker, stÃ¥r bag en lille times udsendelse om religion og det stigende religiøse pres mod ytringsfriheden… Udsendelsen ligger – i seks klip – pÃ¥ youtube, og er et kig værd: første del. Den er bÃ¥de tankevækkende og ustyrligt morsom!

Udsendelsen tager udgangspunkt i kristnes protester over tv-visningen af af “Jerry Springer – The Opera” – men nÃ¥r (naturligvis) ogsÃ¥ at slÃ¥ et smut over Jyllandspostens infantile tegninger.

Jeg stÃ¥r ved mit indlæg fra januar – jeg synes faktisk stadig at muhammedkarikaturerne var en unødig provokation som, bortset fra en enkelt perle eller to, var helt og aldeles u-morsom. Men det betyder ikke, at JP ikke havde ret til at trykke dem. En britisk journalist udtaler i udsendelsen:

One of the problems about censorship has always been that you end up defending rubbish – i.e. rubbish porno movies. Polly Toynbee, Guardian Columnist

 

Og det er svært. Det er ikke en nem position at forsvare: At jeg synes at JP’s aktion var tÃ¥belig – men at de selvfølgelig havde lov til at trykke tegningerne. Ligesom de, der fik deres tro udsat for hÃ¥n og latterliggørelse selvfølgelig havde ret til at blive stødt. Evan Harris siger det meget godt (i samme udsendelse, 2. del)

I don’t see why I should be forced by criminal sanction to think before I speak – when I’m not inciting violence, when I’m not defaming people… I think we should all be polite and careful, but I don’t think that it should be adviced back by criminal law. Evan Harris, MP Liberal Democrats

 

Religionens indflydelse har længe været for nedadgÃ¥ende, men præster og imamer og alskens religiøse mørkemænd og -koner er i de seneste Ã¥r begyndt at fremture mere og mere – og at fÃ¥ mere og mere indflydelse. Det gælder præstebrødrene i Dansk Folkeparti, det gælder den offentlige debat, hvor præster og teologer i stigende grad bruges som kommentatorer, det gælder (tilsyneladende) i de muslimske miljøer, som (igen tilsyneladende, jeg har det kun fra pressen) radikaliseres.

Der er al mulig grund til at tage debatten. Og al mulig grund til at grine af det, vi synes er sjovt. Ateistisk Selskab (som jeg har været medlem af et lille halvt års tid) kører i øjeblikket en kampagne for at få folk til at melde sig ud af folkekirken. Hvis folk faktisk tror, og får noget ud af at være medlem, så har jeg svært ved at se det problematiske i, at de er medlemmer. Jeg vil blot opfordre folk til at overveje, om en Gud virkelig er den bedste forklaring på vores vidunderlige verden. Douglas Adams (genial, men nu afdød forfatter) udtaler i et interview i tidsskriftet American Atheist:

I don’t accept the currently fashionable assertion that any view is automatically as worthy of respect as any equal and opposite view. My view is that the moon is made of rock. If someone says to me “Well, you haven’t been there, have you? You haven’t seen it for yourself, so my view that it is made of Norwegian Beaver Cheese is equally validâ€? – then I can’t even be bothered to argue. There is such a thing as the burden of proof, and in the case of god, as in the case of the composition of the moon, this has shifted radically. God used to be the best explanation we’d got, and we’ve now got vastly better ones. God is no longer an explanation of anything, but has instead become something that would itself need an insurmountable amount of explaining. So I don’t think that being convinced that there is no god is as irrational or arrogant a point of view as belief that there is. I don’t think the matter calls for even-handedness at all.Douglas Noel Adams i American Atheist

 

Og husk nu: brug en lille times tid pÃ¥ at se Don’t Get Me Started.
(link fundet på New Humanist)

Ja, Nej, Ja, ?

Byggeriet af Ritts bredt berømmede 5×5 boliger er ved at udvikle sig et et politisk mareridt for SF. Tilbage i juni kaldte Lotte Thiim Bertelsen projektet for “inspirerende og værd at gå videre med” i Jyllandsposten. I august, da de egentlige planer blev kendt og naboer og boldspillere i samlet flok protesterede mod nedlæggelsen af op mod halvdelen af boldbanerne sagde SF stop. En holdning, som der i øvrigt var fuld opbakning til i SF-Københavns bestyrelse (SF-gruppens bagland).

I dag er det ikke Lotte Thiim Bertelsen, der udtaler sig på dr.dk, men derimod Bjarne Fey og Camilla Burgwald. Og nu siger vi ikke længere nej, men ja:

Vi har giver håndslag om Ritts boligprojekt, siger Bjarne Fey, SFs gruppeformand, der endda kan acceptere, at nogle af boldbanerne på Kløvermarken forsvinder.

Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. SF har – på ganske få måneder – drejet rundt og rundt og har gang på gang pantsat SF’s politiske troværdighed. Først hos de protesterende københavnere, som vi allierede os med da Lotte Thiim Bertelsen lovede, at SF ikke ville lægge stemmer til byggeri på Kløvermarken:

Ærlig talt har jeg mere end svært ved at forestille mig et byggeriprojekt på Kløvermarken, som SF vil sige ja til. […] og det må ikke berøre de eksisterende boldbaner

Blot en måned senere pantsætter SF’s gruppe den selvsamme troværdighed på Overborgmesterens kontor – hvor SF’s gruppeformand og budgetordfører tilsyneladende har solgt SF’s politik…

Jeg håber virkelig, at prisen er det værd, og ser frem til – som medlem af den bestyrelse, som skal godkende kursskiftet – at få en forklaring. Og jeg håber, at SF har fået så helt usandsynligt mange og store politiske indrømmelser fra Overborgmesteren, at det fuldt ud dækker det troværdighedstab, som (endnu) en kovending i denne sag vil give…

Æresdrab eller familiehenrettelse?

Ifølge Jyllands Posten gør Dansk Sprognævn sig nu overvejelser om brugen af begrebet æresdrab. (se også SFs debatsider – og Balders indlæg fra MetroXpress.

Det er lidt spøjst at se hvordan Dansk Sprognævns meget nuancerede svar på en forespørgsel fra Kvinder For Frihed i pressen – og her – udlægges som om DSN nu anbefaler en ny sprogbrug – især, når det de siger på deres hjemmeside er

I eller andre kan dog godt benytte ordet kønslemlæstelse i stedet for sådan som I foreslår. Ved at bruge dette udtryk viser man at man tager afstand fra dette indgreb, og man foku­serer på den viden vi i dag har om indgrebet, nemlig at det øde­lægger de kvindelige køns­organer (Klinisk Ordbog, Munksgaard, 2005). Hvis en af de alternative betegnelser således får en større udbredelse, vil den muligvis på lang sigt kunne fortrænge den nuværende.

og

Som i tilfældet med kvindelig omskæring kan man naturligvis vælge at bruge andre betegnelser, fx familiehenrettelse, familielikvidering e.l. Man skal blot være op­mærksom på at de kan misforstås idet de ikke pointerer at der er tale om en særlig art af familiedrab, eller om der er tale om drab udført af eller på en familie. […]
Som konklusion må man sige at æresdrab er den almindelige betegnelse som siger noget om motivet for drabet, set fra den families side hvis ære er blevet krænket. På den måde er det parallelt med ord som jalousidrab og medlidenhedsdrab, der også beskriver drabspersonens motiv.

Der er alt mulig grund til at overveje om de ord, vi bruger om såvel omskæring af piger/kvinder som om ‘drab på familiemedlemmer, hvor motivet er en oplevet krænkelse af familiens ære’. I det første tilfælde (omskæringen) ser jeg egentlig ikke nogen grund til at ændre sprogbrug. Der er for mig ingen positive associationer forbundet med omskæring. I det sidste tilfælde – æresdrabet – er jeg derimod i tvivl. På den ene side giver ordet fejlagtige associationer i retning af, at et æresdrab er et ‘æresfuldt drab’. På den anden side er giver betegnelsen mening ved at lægge sig tæt op af andre – motivbeskrivende – betegnelser. Og uanset, at en ‘krænket ære’ aldrig kan blive en gyldig undskyldning for mord, så kan vi vel ikke komme uden om, at motivet for drabet er, at morderne føler/oplever at deres (families) ære er blevet krænket – og at den korrekte betegnelse (jf. jalousidrab, rovmord, medlidenhedsdrab) derfor er ‘æresdrab’?