Så stiger billetpriserne igen

foto: AlexdecarvalhoMan tror næsten det er løgn… Regeringens skattestop freder bilisterne og forhindrer fornuftig og adfærdsændrende foranstaltninger såsom bompenge, roadpricing og ændrede afgifter som støtter miljøvenlige biler og straffer de værste miljøsvin…

Men alle os andre, os som dagligt bruger busser, tog og metroen, vi skal igen betale endnu mere for billetterne: Pris på busbilletter stiger igen. 18 kroner for en bustur i indre by? Det er det rene galimatias – og den helt forkerte vej at gå.

Vi skal have færre biler i byen – og mens bompenge, roadpricing og parkeringsafgifter kan have en vis effekt… så nytter det altså ikke noget, hvis vi ikke sørger for at alternativerne til bilen er attraktive – hvad angår hyppighed, komfort – men så sandelig også prisen!

Ytringsfriheden under pres

Berlingske bringer i dag en artikel, hvor de refererer en meningsmåling, hvoraf det fremgår, at seks ud af 10 danskere går ind for at man skal kunne dømmes for at ytre sympati for terror. Dansk Folkepartis Peter Skaarup klapper i sine små hænder og kan næsten ikke vente til det bliver muligt at dømme folk for at uenige med den til enhver tid siddende regerings definition af terror.

Berlingske refererer ikke (i hvert fald ikke i online-artiklen) hvordan spørgsmålet har været formuleret eller hvordan meningsmålingen i øvrigt er foretaget. Men hvis det virkelig står til troende, så er jeg igen blevet skræmt. Ikke af terroristerne, men af vores tilsyneladende villighed til at opgive selv de mest basale frihedsrettigheder for at opnå et skær, en løgn, af tryghed.

Trusler er allerede ulovlige. Lige gyldigt om de bliver fremsat gennem Kaj Vilhelmsens højre-nationalistiske Radio Holger eller via løbesedler fra Hizb-ut-tahrir, om de er mod muslimer, jøder, navngivne personer, bøsser, lesbiske eller rødhårede.

Min yndlings-venstrepolitiker, Birthe Rønn-Hornbech, siger det igen så det ikke kan misforstås: “Det er fristende for politikere, der gerne vil vise handlekraft, at man kræver stramninger. Men terror kan ikke i sig selv legitimere, at vi får en politistat”.

Anders Fjog, Blair og Bush siger gerne og ofte, at terroristerne er “onde mennesker”, som intet hellere vil end at se vores demokratier falde. Så lad os dog lade være med at hjælpe dem ved lag for lag at bortskære de personlige og kollektiver rettigheder, som er grundlaget for demokratiet.

Det er mig en gåde, at så mange er så villige til at opgive deres personlige frihedsrettigheder. Videoovervågning, tilbageholdelser på ubestemt tid, aflytninger uden dommerkendelser m.m.m. bliver accepteret, så længe regeringen påstår, at det er for at beskytte os mod terrortruslen. Har folk glemt – eller slet ikke læst – Orwell? Læs Kammerat Napoleon. Læs 1984. Overvej, om du også vil acceptere et overvågningssamfund og en politistat når (måtte det aldrig ske!) Peter Skaarup sidder som justitsminister…

Overvej det nøje.



PS. Berlingske Tidende kræver, at man er registreret bruger for at se artikel. Registreringen er gratis – de vil bare vide mere om dig, så de bedre kan sælge annoncer. På Bugmenot.com kan du finde en bruger og et kodeord du kan bruge hvis du ikke synes, at det er sjovt at skulle oplyse både det ene og det andet for at læse en artikel.

Alle har ret til et toilet

Det er efterhånden mange år siden, at de sidste lokummer i gårdene blev nedlagt. Er det ikke ved at være på tide, at vi sikrer et toilet i alle lejligheder? Mens overborgmesterkandidater i et væk overbyder hinanden med hvor mange og hvor billige boliger de vil være i stand til at bygge lige så snart de får chancen, så er det måske på tide at vende blikket mod de boliger, vi allerede har her i byen. Gør man det, ser man, at vi fx har hele 6.500 boliger uden eget toilet. Det rammer dem, der allerede er svagest. Det er simpelthen ikke godt nok. Derfor foreslår SF nu, at København afsætter 5 mio. kroner til at afhjælpe problemet.

I følge byfornyelsesloven betragtes etablering af et toilet som en forbedring af boligen – at få et toilet medfører derfor huslejestigninger. Alle har ret til et eget toilet – og SF foreslår derfor, at loven laves om, sådan at man kan få sit eget toilet uden at det bliver dyrere at bo i sin egen lejlighed.

Se pressemeddelselsen fra BR-gruppen.

Varemærkebeskyttede guldfisk!?

Så kan vi vist ikke komme længere ud på overdrevet – og lad det være en lektie for danske og europæiske politikere, når nye patentlove skal vedtages.

Firmaet GloFish har taget patent på en fisk. Det i sig selv burde jo være nok til at få folk til at tage sig til hovedet (men patenter på levende organismer, celler m.m. stopper slet ikke her: Selv menneskelige gener forsøges patenteret – og lykkes det, vil personer med den sygdom ikke kunne behandles uden at betale licens til firmaet Myriad Genetics.
Men firmaet bag GloFish går nu skridtet videre, og forbyder deres kunder at lade fiskene formere sig. Læs mere Varemærkebeskyttede guldfisk!?

Venstre: "Man skal være et usandsynlig stort fjols for ikke at blive opstillet"

I følge Politiken.dk udtaler formanden for Venstre i København, at man i Venstre skal være et usandsynligt stort fjols for ikke at blive stillet op på Venstres liste til kommunalvalget i København.

Det forklarer jo meget, for uagtet at Venstres gruppe på Rådhuset jo godt nok får slået nogle skæverter en gang i mellem… Så kræver det jo noget helt særligt at blive erklæret for et usandsynligt stort fjols 😉

Kommunalvalg om et halvt år – og eksamen om 14 dage…

Som titlen antyder, så er der noget, der er vigtigere end valgkamp lige nu – det er blandt andet derfor, at layoutet på denne side ikke er blevet opdateret endnu. Det er også grunden til, at der kommer til at gå lidt flere dage i mellem hver post, end der måske burde… men sådan er det altså ;).

Når min eksamen er overstået (et kvart årsværk denne gang), så mangler jeg kun en lille eksamen og mit speciale. Jeg kan se lyset for enden af tunnelen – men jeg må hellere se at komme tilbage til læsningen/skrivningen…

(Der er tilsyneladende et problem med rss-feedet i den version af WordPress 1.5.1, som jeg ellers lige har opdateret til. Fejlen må rettes senere. Jeg lover!
[edit: så skulle fejlen være rettet – med tak til en anden bruger af WordPress 🙂 ]

Østerbro lokalråd

Østerbro Lokalråd er en forening, hvis fremmeste formål er at sikre, at Østerbro’ske interesser varetages – både i dagligt, aktivistisk arbejde og i forhold til Borgerrepræsentationen.

Jeg var til årsmøde (generalforsamling) i lokalrådet her til aften – og det var faktisk en opløftende oplevelse. Ca. 30 østerbroere havde valgt at bruge en tirsdag aften på at sikre det formelle grundlag for lokalrådets arbejde for bedre, sikrere trafik, badestrand i Svanemøllebugten, afholdelse af økologiske torvedage, miljøuger, etablering af lokaludvalg etc. etc.

Stor cadeau til dem, som også i det daglige bruger deres tid og kræfter på at sikre, at vores alle sammens Østerbro bliver et lidt bedre og lidt mere interessant sted at leve!

1. maj 2005

Så oprandt dagen – 1. maj. En kampdag og en festdag. Denne gang mere det sidste end det første, i det to af mine venner valgte at benytte dagen til at blive gift. De blev viet i Fælledparken (!) af Ensomhedslistens spidskandidat Mikkel Warming. Det var – på trods af de praktikaliteter som førte til Knuds frieri (nemlig skattevæsenet og fradragsregler) – et smukt bryllup. Tillykke til Kristina og Knud!

Inden brylluppet var jeg i SF-Østerbro, hvor en lille sluttet flok på en 10-15 SFØ’ere trodsede fælleskøbenhavnske arrangementer til fordel for en lokal tradition. Som partiforeningens BR-kandidat var loddet som 1. maj-taler faldet i min vægt. Læs mere 1. maj 2005