I limbo

Ankomst

Der er snart gået to uger siden jeg landede i Entebbe – og godt en uge siden mit sidste rejsebrev. Og når alt hvad man oplever, gør, ser, hører og føler er nyt og mærkeligt, så er en uge lang tid.

Først og fremmest kan jeg jo sige, at jeg endnu ikke – overhovedet – er rigtig ‘landet’ her. Dels fordi jeg stadig render rundt og prøver at finde ud af hvad ‘her’ er – og endnu ikke har et hjem hernede. Dels fordi jeg på rigtig mange måder stadig ‘er’ i København.

Meningen er jo selvfølgelig, at jeg med tiden skal føle mig hjemme her i Kampala – og med lidt arbejde og lidt held ender jeg også med at gøre det. Men to uger er altså ikke nok for mig – og der er desværre først udsigt til at kunne flytte ind i mit hus engang i starten/midten af januar 2009. Og så længe mit hjem hernede er et midlertidigt hotelværelse tror jeg ikke, det vil kunne lykkes at tænke på Kampala som min base. Og indtil da er jeg i limbo og føler mig lidt som Jon Arbuckle her:

Mbale

Efter nogle dage med introducerende møder i Kampala var tirsdag dagen, hvor jeg første gang kom ud i landet. Jeg tog til Mbale for at overvære et par dages workshop for Civic Mwalimus fra Nakapiripit og Bukedea (Civic Mwalimus kaldes på engelsk Civic Education facilitators – læs mere om workshoppen og Civic Mwalimus ovre på uganda.laugesen.org (jeg har en plan – ved ikke om den lykkes – om at skrive et mere fagligt indlæg derovre i dag)).

Det var godt at komme en tur ‘up country’ (som synes at være alt andet end Kampala) og få en ide om, hvordan Uganda ser ud uden for Kampala, og hvad den ene del af mit arbejde kommer til at gå med (den anden halvdel kommer til at foregå med MS-partneren UNSA (Ugandan National Students’ Association).

Fra Mbale – og fra vejen tilbage mod Kampala

Pondering the future?World's worst Powerpoint?
Lizard StillebenField of Tea
In the middle of nowhereSome small Ugandan city

1. Datter af en af de Civic Mwalimus, der var på workshop
2. Kandidat til verdens værste PowerPoint
3. Firben på pool-bordet på det hotel workshoppen blev afholdt på
4. Te-marker på vejen fra Mbale til Kampala
5. Skur på vejen
6. Udsyn til typisk billede af små eller store byer i Uganda (indtil videre, i hvert fald 😉 )

DW-møde og jule/farvel/goddag-fest

Fredag gik med at holde møde med de andre DW’ere (Development Worker) Mellemfolkeligt Samvirke har placeret i Uganda – og aftenen med kombineret jule-, farvel-til-tre- og goddag-til-mig-fest. Der er et også et billede eller to derfra på flickr. Go fetch 1, 2, 3. Eller hold dig opdateret på billedsiden ved at abonnere på feedet fra flickr.com/photos/jlaugesen/tags/uganda/. Daglige opdateringer fra Uganda kan du også få – du skal bare kigge forbi twitter.com/laugesen.

Og på fjerdedagen sad jeg fast i trafikken

Jeg begynder så småt at føle mig lidt mere hjemme i Kampala.

Siden sidste post, som jeg skrev blot et par timer efter jeg var landet på MS-Ugandas compund i Kampala, har jeg fået så mange informationer og så mange nye indtryk, at jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal hverken begynde eller slutte. Så jeg tager det dag for dag.

Første dag – i onsdags – var frustrerende begivenhedsløs. Det regnede – voldsomt – midt på dagen, men udover at spise frokost med de ansatte på landekontoret var der ikke lagt nogen planer for mig. Jeg brugte det meste af dagen på at vente på MS-Ugandas Compound og fundere over, hvordan alting mon ville udvikle sig. Og på være frustreret over bare at sidde der og kukkelure når nu jeg så gerne ville i gang med at lave noget. Tålmodighed er en dyd her, som jeg får svært ved at lære at elske.

andendagen – torsdag – begyndte mit introduktionsprogram: Introduktion til MS Compound og til gæstehuset (som jeg måske burde have fået på førstedagen uanset mulig træthed), introduktion af de ansatte på kontoret, forsøg på oprettelse af ugandisk bankkonto og snak med Mads Jørgensen (landedirektør) om MS-Uganda og den overordnede strategi. Dagen sluttede med en – thailandsk – middag med Mads Jørgensen, Thim Andersen (administrator) – og Signe Welleius Plange (som er på kort ophold i Kampala – normalt er hun Development Worker (DW’er) i Koboko – i det aller-nordvestligste Uganda). De fleste arrangementer blev udskudt eller stærkt forsinkede. Tålmodighed er en dyd.

Rita og Simon: Mine to nye kolleger på Democracy as a Way of Life
Rita og Simon: Mine to nye kolleger på Democracy as a Way of Life

Den tredje dag – fredag – blev pludselig travl. De aflyste aftaler, et par nye (herunder et møde med Rita og Simon – mine to kolleger på “Democracy as a Way of Life”) og kørsel med transportofficer Drake som. Af de administrative ting er hvordan jeg kommer til at bo. Mit hus vil først være klar til indflytning i starten af 2009. Indtil da bliver det lidt midlertidigt alt sammen. Indtil på tirsdag bor jeg i MS’ gæstehus. Tirsdag morgen tager jeg til Mbale for at overvære en træningsworkshop med 40 ‘barfodslærere’/’lokaldemokrati-ambassadører’ fra 2 distrikter. Fra jeg kommer tilbage til Kampala igen (onsdag/torsdag) og til mit hus står klar skal jeg bo på Fairway Hotel (tæt på Kampalas centrum).

My new car
Min bil - ganske ny og rar

Udover afklaring af boligforhold var jeg ude at køre i min nye bil. Gode asfaltvej, schweizer-ost-hullede asfalterede veje, grusveje, mudderstier – vi nåede det hele… undtagen der, hvor der er så slemt, at det ville have krævet firehjulstræk. For det har jeg ikke lært endnu.

Det var ikke så svært som jeg havde frygtet – så længe man husker at vejene er elendige og trafikanterne snupper ethvert hul der måtte være foran eller bagved bilen. OG at man kører i venstre side.

Og på fjerdedagen sad jeg fast i trafikken. På Kampala Road stod trafikken stille. Helt stille. Ingen bevægelse. Men heldigvis havde jeg Signe med som guide – og vi fandt en udvej inden vi havde brugt flere timer på ingenting. I morgen søndag skal jeg – for første gang – ud at køre uden guide. Wish me luck ;).

Mie and Peter

I spent yesterday evening in the company of Mie and Peter and their four youngest children. They returned from Uganda this summer, after working 5½ years as DW‘s in Koboko and Kampala. Mie in the project, that I’m going to be working on: “Democracry as a way of life“.

They told me all kinds of things, but most of all, they gave me an impression of what it is actually like to live and work in Uganda. Which probably is the hardest of all: I know that it’ll be so very different from living and working in Denmark. I just don’t have a clue how

But I think I get it just a little bit better now. And now, I’m looking even more forward to get started.

Next week, I’ll be attending a preparation course in Elsinore with seven or eight other DW’s-to-be.

And right now, the time is T-47d19h46m !

Ny tagline

Til alle jer utroligt mange der læser denne blog via feedreader (right… 😉 ) kan jeg som forbrugerinformation meddele, at min tagline er ændret til:

SF’er, snart eksil-københavner og ikke længere studerende

Jeg er stadig SF‘er. Og selvom det i disse så regeringsduelige tider engang i mellem gør lidt ondt, så bliver jeg såmænd nok ved med at være det i mange år endnu 😉

Snart eksil-københavner. Den 2. december kl. 17:45 flyver jeg mod Uganda for – udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke – i to år at arbejde som udviklingsarbejder med base i Kampala.

Ikke længere studerende. Den 9. september i år modtog jeg mit eksamensbevis – og få dage efter brev om, at jeg nu var udskrevet af Universitetet. Det holdt hårdt, især at skrive speciale samtidig med fuldtidsarbejde, diverse SF-aktiviteter og småjobs gennem firmaet. Men færdig, det blev jeg altså 🙂