Hvad mon virker bedst: 8.000 sagsanlæg eller lidt selvransagelse?

Ifpi (pladeselskabernes globale brancheorganisation) har startet en ny runde af sagsanlæg mod fildelere (pressemeddelelse fra IFPI, artikel på slyck.com og Politiken på dansk – der står mærkelig nok intet om sagen, som ellers siges også at have danske udløbere, på antipiratgruppens hjemmeside).

Mpaa (Filmproducenternes globale brancheorganisation) følger nogenlunde samme strategi. Det er bemærkelsesværdigt, at 95% af forsiden på deres website handler om hvordan de fanger filmtyvene, hvordan man kan angive sine venner og hvor meget forældre skal passe på, at deres børn ikke bliver pirater…

Men der er lys forude – måske er den tid, hvor såvel plade- som filmbranchen indser, at den enorme efterspørgsel efter deres produkter som pirateriet er udtryk for, at der er et gevaldigt marked, et kolossalt potentiale for indtjening og profit. Det kræver ‘blot’, at branchen – i stedet for at bruge kræfterne på at lege røvere og soldater med fildelerne – begynder at udnytte den teknologi som enhver ung under 18-20 år allerede har taget til sig: Internettet. Bredbånd. Underholdning-on-demand. Disney-ABC er begyndt, og en repræsentant for mpaa udtrykte for nylig en gryende erkendelse af en væsentlig del af problemet, DRM:

During a question and answer session after the talk, however, Hunt conceded that many people already are frustrated at having to buy multiple copies of the same content to use on different commercial devices.
“I understand that if we frustrate the consumer, they will simply pirate the content,” he said.
(news.yahoo.com, digg.com)

DRM står for “Digital Rights Management”. Industrien kalder det en nødvendighed for at sikre sin indtjening. For forbrugeren er DRM blot ensbetydende med, at den nys indkøbte cd ikke kan afspilles på computeren eller DVD-afspilleren, at den nys købte og downloadede musikfil fra itunes ikke kan afspilles på den mp3-afspiller man lige har købt, og at det er umuligt at lave en backup så ens harddisk kan bryde sammen uden at hele ens musiksamling forsvinder. Med andre ord: for den almindelige bruger betyder DRM, at ens brugsret – som man ellers har betalt for – bliver så forkrøblet, at det svarer til at have købt en cykel og så få at vide at man kun må køre med trekantede hjul. Umuligt og ubrugeligt.