Pernille Bagge, MF for SF er citeret for at mene, at ‘børnepornofiltret’ skal indsamle oplysninger om hvem der ‘går i fælden’ og samkøre oplysningerne med kriminelle og sociale registre. Læs artiklen og græm dig. Jeg fandt artiklen i en historie ovre på Newz.dk, og jeg må give kritikerne ret: Det er et umådeligt dumt forslag. Faktisk er der så meget galt med ræsonnementet, at det er svært at finde et godt sted at starte.
1. Så nemt er det ikke
Udtalelserne viser en eklatant mangel på forståelse af, hvordan Internettet fungerer, og hvem filteret fanger.
For det første deler ‘Seriøse pædofile’ deres snavs gennem lukkede eller anonymiserede netværk. Filtret har ingen effekt der. Hvis de er dumme nok til at gøre det over ‘åbne kanaler’ skal vi nok fange dem – nok før end senere… For det andet ved de fleste, der har bevæget sig bare en lille smule i den flossede kant på Internettet (eller fået en spam-mail eller været uheldig nok til at få sin browser hijacket af virus eller anden malware), hvor nemt og ofte man bliver snydt til at besøge sider, man ikke er interesseret i. Crackede programmer, medicin, porno, piratkopier af både det ene og det andet, russiske brude for under 100$ og meget andet lort er aldrig længere end en enkelt forkert søgning, et klik i en spam-mail eller en browserhijacking væk. Mit gæt er, at 99% af de hits, som børnepornofiltret viser er af denne slags.
2. Velkommen til 1984
For nogle år siden var jeg glad og stolt over at kunne sige, at SF var Folketingets fremmeste beskytter af de individuelle menneskerettigheder. Det ligger dybt forankret i SF’s historie. SF’s formand udgav sågar en bog under titlen “Frihed i Fællesskab”. Friheden fra statens såvel som fra kapitalismens overvågnings- og undertrykkelsesmekanismer var helt grundlæggende elementer i vores politikformulering.
I de senere år – og med dette forslag går det da helt galt – har SF efterhånden overgivet sig til den gældende diskurs; tillid er naivt, kontrol er svaret. Og selvom vi jo da alle sammen kan være enige om, at misbrug af børn skal forhindres og stoppes, så er svaret ikke at bortkaste de basale rettigheder, som sikrer os hver især og alle sammen mod magtmisbrug og vilkårlige indgreb i vores privatlivs fred.
Skridtet til at acceptere registrering af boglån og -køb er skræmmende lille. For hvis vi skal registrere alle som – tilfældigt eller ej – kommer ind på en side med børneporno, hvorfor så ikke registrere og kontrollere alle dem som køber eller låner problematisk litteratur? Vi ved jo, der ikke går røg uden ild, og at købe Nabokovs “Lolita” (eller endnu værre; filmatiseringen af samme) er jo næsten det samme som at tilstå sin perversitet? Og nu vi er ved det; burde vi ikke tage og registrere alle muslimer? Vi ‘ved’ jo at mange af ‘dem’ omskærer deres pigebørn og tvangsgifter dem væk så snart de er kønsmodne. Og hvorfor ikke tage venstrefløjen med i samme omgang? De sympatiserer jo med ballademagerne fra Ungdomshuset – og hvis de ikke allerede har gjort noget, så påtænker de det nok.
Følger det ikke næsten naturligt af argumentet: “- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster.” (Pernille Bagge ifølge dr.dk).
Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti kan foreslå den slags. Totalitarisme ligger ligesom til dem. Men at en parlamentariker fra Socialistisk Folkeparti gør det er er mig komplet uforståeligt. Og jeg ku’ blive så vred når Pernille påkalder ‘børnenes tarv’ som ‘argument’.
Velkommen til 1984:
“Even the Catholic Church of the Middle Ages was tolerant by modern standards. Part of the reason for this was that in the past no government had the power to keep its citizens under constant surveillance. The invention of print, however, made it easier to manipulate public opinion, and the film and the radio carried the process further. With the development of television, and the technical advance which made it possible to receive and transmit simultaneously on the same instrument, private life came to an end.” George Orwell: 1984, part 2, chapter 9