Jeg er bloddonor (hvilket jeg har skrevet om før). Organdonor også. Begge dele er ‘man’ da – selvfølgelig. For et par måneder siden fandt jeg folderen “Tag stilling til obduktion” på apoteket – og har nu et lille blåt obduktionskort (pdf) hvor jeg giver tilladelse til obduktion. På både donor- og obduktionskortet har jeg dog sat kryds i feltet “forudsætter pårørendes accept”.
Jeg selv er jo død på det tidspunkt – og skal derfor ikke leve med hvad der end sker med mit legeme derefter. Det skal mine pårørende, derfor får de det sidste ord.
Det samme – at de pårørende har det sidste ord – gælder (i hvert fald i praksis), hvis man testamenterer sit ‘afsjælede legeme’ til videnskaben – fx til Medicinsk Anatomisk Institut på Københavns Universitet.
Materialet er godt og sobert. En tak for “den forståelse af positive indstilling overfor lægevidenskaben” indleder informationsmaterialet, som derudover indeholder selve donationserklæringen og en praktisk vejledning til de pårørende.
Umiddelbart giver det rigtig god mening at gøre det. Når jeg er død er jeg jo alligevel færdig med at bruge den – altså kroppen; det afsjælede legeme.
Spørgsmålet er, om ens pårørende er det: “…brugen af den afdødes legeme [på Medicinsk Anatomisk Institur] kan tage på til to år…”. Og det er lang tid at vente på at sige ordentligt og endeligt farvel. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville have det med at skulle vente så længe på at tage afsked, hvis det var mig, der var pårørende…
Døden er en svær en, så indtil videre lægger jeg erklæringen tilbage i kuverten. Jeg dør alligevel ikke foreløbig, så der er masser af tid 🙂
[Links rettet 08-09-2010]
