At donere eller ikke at donere

Rembrandt: Anatomie des Dr. TulpJeg er bloddonor (hvilket jeg har skrevet om før). Organdonor også. Begge dele er ‘man’ da – selvfølgelig. For et par måneder siden fandt jeg folderen “Tag stilling til obduktion” på apoteket – og har nu et lille blåt obduktionskort (pdf) hvor jeg giver tilladelse til obduktion. På både donor- og obduktionskortet har jeg dog sat kryds i feltet “forudsætter pårørendes accept”.

Jeg selv er jo død på det tidspunkt – og skal derfor ikke leve med hvad der end sker med mit legeme derefter. Det skal mine pårørende, derfor får de det sidste ord.

Det samme – at de pårørende har det sidste ord – gælder (i hvert fald i praksis), hvis man testamenterer sit ‘afsjælede legeme’ til videnskaben – fx til Medicinsk Anatomisk InstitutKøbenhavns Universitet.

Materialet er godt og sobert. En tak for “den forståelse af positive indstilling overfor lægevidenskaben” indleder informationsmaterialet, som derudover indeholder selve donationserklæringen og en praktisk vejledning til de pårørende.

Umiddelbart giver det rigtig god mening at gøre det. Når jeg er død er jeg jo alligevel færdig med at bruge den – altså kroppen; det afsjælede legeme.

Spørgsmålet er, om ens pårørende er det: “…brugen af den afdødes legeme [på Medicinsk Anatomisk Institur] kan tage på til to år…”. Og det er lang tid at vente på at sige ordentligt og endeligt farvel. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ville have det med at skulle vente så længe på at tage afsked, hvis det var mig, der var pårørende…

Døden er en svær en, så indtil videre lægger jeg erklæringen tilbage i kuverten. Jeg dør alligevel ikke foreløbig, så der er masser af tid 🙂

[Links rettet 08-09-2010]

Giv blod – bliv bloddonor

Jeg er bloddonor – og har været det siden jeg var en ca. 20 år gammel. Siden den gang har jeg givet blod nu i alt 34 gange. Den 34. gang var i dag – men det var en ganske anden oplevelse: Denne gang var det nemlig ikke en portion ‘fuldblod’ jeg skulle tappes for, men derimod en portion blodplader ved aferese – jeg tror nok den præcise betegnelse er tromboferese…

Proceduren tog en del længere tid end en almindelig tapning – en god times tid plus det løse – og det er en sær, sær fornemmelse at se sit blod blive hevet ind i en maskine, høre det blive centrifugeret og mærke det blive pumpet ind i venen igen – igen og igen i lidt over en time. Sært, næsten magisk, at centrifugeringen deler blodet op i dets forskellige komponenter og at man derfra er i stand til at tage lige præcis den del af blodet, som skal bruges. Sært, at resten af blodet – plus en smule citrat (stoffet, der forhindrer at blodet størkner – og navnet er vist bare en fancy måde at skrive citronsyre?) – ryger tilbage igen. Sært, at jeg i løbet af de fem kvarter fik hevet i alt små fire liter blod ud – og næsten samme mængde ind igen.

Men væsentligst af alt: Vildt, at jeg ved at bruge et par timer på en briks på Østerbro med en nål i armen fik mulighed for at hjælpe én person, som havde brug for lige netop min blod- og vævstype for at blive rask. Én person, som havde brug for den hjælp lige nu. Det er da for vildt! Så hvad venter du på? Meld dig med det samme: giv blod!