Lige pludselig ved jeg, hvorfor jeg ikke før har kritiseret den kristne (selv)censur mere end jeg har: Det er fordi den forekommer mig både barn- og grinagtig… Hvilket den jo selvfølgelig ikke er. Når en biografejer ikke vil vise en film med henvisning til, at han “frygter for, at han kan miste tilladelsen til at drive biograf, hvis han fremviser noget, der er blasfemisk”, så er der noget, der er gået helt galt.
Samtidig er ideen om, at man kan forhindre udbredelsen af fx et skønlitterært værk som “The Da Vinci Code” er – i et digitaliseret samfund, hvor en camcorder-optaget piratkopi af værket sandsynligvis vil være tilgængelig på det svenske site Piratebay inden for ganske få dage (eller timer) af premieren – himmelråbende naivt.