Der gik lidt tid før jeg forstod meningen med EkstraBladets spiseseddel i dag. Ariel Sharon ligger for døden (eller også nåede lægerne lige akkurat at redde ham), det har været endnu en blodig weekend i Irak, Rusland lukkede og åbnede for gasrørene i sidste uge… Men Ida… Det må være dansk. Er det mon Abdul Wahid Petersens kone? Moses Hansens? Måske har det noget at gøre med den makabre voldtægtssag, som B.T. omtaler på sin løbeseddel? En morddømt rockers elskerinde?!
Men nej. Og jeg undrer mig: Gad vide om de på Ekstra Bladets redaktion sad og lykønskede hinanden med dette årtis mest på en og samme tid hjertegribende og relevante spiseseddel – med den karakteristiske overstørrelse typografi:
“Hva’ ser Ida i det fjols”?
Ekstra Bladets ‘nyhed’ er en omtale af et TV-program. Af Krøniken. Et stykke fiktion. På spisesedlen… Dét medie, som skal få folk til at tænke “… hmm… jeg må vist hellere købe Ekstra Bladet i dag”…
Jeg ku’ godt tænke mig at se Ekstra Bladets salgstal for i dag… For hvis det virker (Krønikens eventuelle kvaliteter upåagtet) er den gennemsnitlige dansker simpelthen bare dummere end jeg tør tro…