Københavns Universitet er – i følge en undersøgelse blandt de studerende – især kendetegnet ved tre værdier:
- Tradition
- Kvalitet og
- Internationalitet
De to første vækker genklang hos mig – men den tredje..? Er Københavns Universitet virkelig så internationalt orienteret? Nåmen; i disse dage sker der i hvert fald ting og sager på internettet, som på hver deres måde forsøger at gøre op med den negative klang af “tradition” (gammeldags, traditionsbunden, forstenet):
Det første eksempel er, at vores rektorat er begyndt at blogge (!). De første par indlæg lover sådan set meget godt – det i skrivende stund seneste indlæg rammer ‘corporate blog-stilen’ meget godt og lægger sig lige i mellem de småtrivielle dagligdags observationer en privat blogger kan tillade sig og de officielle udmeldinger om politikker, strategier og trufne beslutninger, som en virksomheds kommunikation oftest består af.
For det andet bliver der – fra min arbejdsplads – lagt mere og mere information offentligt tilgængeligt på nettet. Fra nye (!) nyheder over dekanens nys afholdte tiltrædelsestale til et dialogsite om byggeriet af det nye Søndre Campus (jeg håber så bare, at det faktum, at vores server er ved at bryde sammen under den stadigt stigende mængde besøgende, vidner mere om fantastisk succes end om dårlig hardware og dårligt kodet software 😉 ).
For det tredje – og sidste i denne omgang – kan man fra i dag læse et interview med KU’s Kommunikationschef Jasper Steen Winkel, hvor han blandt andet giver sin vurdering af “de vigtigste trends i den offentlige kommunikation lige nu”:
Sociale medier såsom blogs er en vigtig trend. De åbner uanede muligheder for videndeling og forskningsformidling. Det mærker vi i universitets verden ved eksplosionen af fagspecifikke blogs, hvor forskerne kan føre dagbog over deres forskning og dele deres nyerhvervede viden med fagfæller. Vi er endnu ikke rigtig kommet med på blog-bølgen her i Danmark, men både Harvard og Stanford tilbyder blogs med stor succes. Og KU er på vej med et stort initiativ.
Nok om det. Dagen er aftaget med 4 timer og 6 minutter – og jeg skal lige nå at skrive en halv eller en hel side mere til det haltende speciale…