Piratebay.org, ifpi og fogedretten

For godt et års tid siden fik ifpi held med at lokke fogedretten til at beordre tele2 til at lukke for deres kunders adgang til allofmp3.com (Censurér internettet!, tele2 lægger sig ned og Censuren af allofmp3.com).

Dengang som nu er der tale om, at en dansk fogedret foregriber udfaldet af en retshandling i udlandet. Dengang i Rusland – denne gang i Sverige. Og dengang som nu er der tale om et potentielt voldsomt indgreb i de danske Internet-brugeres frihed til at tilgå information.

Selvfølgelig bliver der udvekslet filer via thepiratebay.org. Og indtil videre kan man selv forvisse sig om, at 99% af filerne er ophavsretsligt beskyttede værker, som deles. Og det må man ikke.

Men må man linke til dem? I en kommentar på Computerworld har Mikkel deMib Svendsen en glimrende pointe:

Men hvem har så flest “ulovlige filer” indekseret?
Her er der ingen tivl om at Google, Yahoo og MSn har langt de fleste “ulovlige filer” i deres meget store index. Og det er som sagt let at finde dem – meget lettere end antydet ovenfor. Man kan f.eks. bruge Google Custom Search.

Sådan en har jeg, bare lige for at demonstrere det, sat op så der kun søges i PB – flere sites kan så tilføjes efter lyst. Det er blot et eksempel:

Google coop-søgning

Den eneste logiske grund til at APG og IFPI ikke går efter Google er fordi de er nogle fucking tøsedrenge, der ikke tør at tage kampen op mod andre end dem der er mindre end dem selv.

…derudover er det – som det har været siden jeg optog mit første Melodi Grand Prix gennem fjernsynets mono-højtaler og jeg købte mit første bånd med Commodore-64 spil gennem den blå avis – en tabt kamp. Og som Seth Godin skriver i en opsang til musikindustrien: # 2. Kopibeskyttelse i en digital tid er en håbløs drøm og # 5. En skræmt kunde er ikke en glad kunde. Hvornår mon de kære pladeselskaber ser den skrift på væggen, som alle andre har kunnet se i årevis? Internettet er i sin essens at dele. Og Internettet er kommet for at blive. Omfavn det – lad være med at prøve at true jeres kunder til at blive hængende i det samme gamle paradigme, som I selv sidder fast i.

Sidst – men ikke mindst – er det er en håbløs kamp de kæmper. tele2 og resten af tele-industrien kan droppe thepiratebay.org fra deres navneservere… Det kan – og vil blive – omgået. Nemt og simpelt, som beskrevet på fxAminas og Oles sæbekasse. Du kan også kigge forbi thejesperbay.org, hvor flere forskellige – nemme – metoder er beskrevet.

Læs mere om sagen mod thepiratebay.org her:

Copyleft, right and wrong

  • I May Copy It, Right?
    Uanset om du er gymnastiklærer, der bruger musik til opvarmningen, en lærer, der bruger en film i undervisningen, en kontornusser, som har kopieret sin yndlingsplade til harddisken på sin arbejdscomputer, en skrivende, som citerer og refererer andres værker, en 14-årig, der har sat et idolbillede på sin hjemmeside eller, eller, eller… Alle er i kontakt med copyrightlovgivningen. Men hvad må man? Hvor går grænserne? Producenterne og distributørerne har slået sig op som autoriteten på området. Desværre med den effekt, at de tager overpris eller decideret snyder forbrugerne (som Nordisk Film snød folkeskolerne i årtier). Men selvom politikerne er blevet presset af underholdningsindustrien i årevis er der stadig meget du gerne må.Hvad du må – især på internettet – er dog overhovedet ikke nemt at finde ud af. Smashing Magazine har samlet en bunke forklaringer og regler (med links og dokumentation) i artiklen Copyright Explained: I May Copy It, Right? – som – måske – kan hjælpe dig hvis du skriver på nettet og gerne vil citere/kopiere/vise et billede (eller hvis du mener nogen uretmæssigt har brugt noget du har ophavsretten til). Men husk: Copyrightlovgivningen er forskellig fra land til land. Hvad du må i USA kan være forbudt i Danmark. Og vice versa. Det er ikke nemt.

– kommentarer og links til andre ressourcer om copyright (oplysende såvel som argumenterende) modtages meget gerne i kommentarsporet!