Årets julegave – hjælp Pakistan

I samarbejde med Dansk Røde Kors samler Politiken ind til de hjemløse ofre for jordskælvet i Pakistan, som kostede over 70.000 liv og gjorde over tre millioner mennesker hjemløse. For 140 kroner kan du sende årets julegave til Pakistan.

…fra kvitteringen:
Hvorfor?
Politikens indsamling er til fordel for ofrene efter jordskælvet i Pakistan 8. oktober. Omkring 73.000 mistede livet, tre millioner blev hjemløse.

De, der overlevede, var heldige. I hvert fald i første omgang. For netop nu truer endnu en katastrofe. Denne gang kommer truslen fra den vinter og kulde, som er begyndt at sænke sig over det bjergrige jordskælvsområde.

Politikens indsamling sker i et tæt samarbejde med Dansk Røde Kors, som har udpeget kogesættene som den hjælp, der lige nu er allermest behov for. Behovet er enormt: Uden gryder, kopper og skåle er det umuligt af lave de varme måltider og varme drikke, som kan gøre den store forskel for de mange tusinder mennesker, som slås mod vinter og kulde.

Der er samtidig tale om en vigtig del af en større indsats: Nogle organisationer sørger for telte og tæpper. FN sørger for fødevarer. Organisationer som Røde Kors, Røde Halvmåne og en lang række andre store og små organisationer sender en række andre former for hjælp.

Hvor længe?
Målet er at indsamle 10.000 kogesæt til 140 kroner stykket – inkl. forsendelse. Hvert kogesæt rækker til fem personer. Altså: 10.000 kogesæt til 50.000 mennesker. Det er ikke nogen ringe hjælp. Indsamlingen forsætter frem til 31. december – følg med på www.politiken.dk/pakistan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.