“Jeg kommer der kun (i kirken) til begravelser, og det er lige rædselsfuldt hver gang. Et er, man er ked af at sige farvel til en, man holder af, men at man samtidig skal sidde og høre på alt det patetiske vrøvl, der kommer ud af munden på en eventyrfortolker i sort karnevalsfragt, er næsten ikke til at bære.”
Jan Monrad, I Ekstra Bladet.
Det har Jan Monrad helt ret i. Jeg sad med sådan cirka de samme tanker, da min far blev begravet.
Heldigvis havde han gemt et lille kort i ærmet, så han i en vis udstrækning fik det sidste ord overfor præsten. Inden sin død havde han bedt om at få læst de første otte vers op fra dette sted i den kristne bibel: http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=prad&id=1&chapter=3b – hvor præsten fik ordene i den gale hals, da hun nåede til “og tid til at hade”, og hvor jeg sad og smilede skadefro.
Endvidere havde han fundet en særlig udgave af den kristne trosbekendelse, som jeg ikke lige har en kilde på, og som han havde bedt præsten om at bruge i stedet for den traditionelle samme. Den bemærkede sig ved at være “meget mindre Jesus og meget mere ånd”, som jeg udtrykte det, da jeg senere gættede på måtte være årsagen, da jeg måtte forklare min fars valg til en gæst ved den efterfølgende begravelseskaffe.
Nu tror jeg bestemt ikke på gud eller noget der ligner, men må indrømme at jeg faktisk syntes det kan være lidt hyggeligt med en KORT tur i kirken.