Piratebay.org, ifpi og fogedretten

For godt et års tid siden fik ifpi held med at lokke fogedretten til at beordre tele2 til at lukke for deres kunders adgang til allofmp3.com (Censurér internettet!, tele2 lægger sig ned og Censuren af allofmp3.com).

Dengang som nu er der tale om, at en dansk fogedret foregriber udfaldet af en retshandling i udlandet. Dengang i Rusland – denne gang i Sverige. Og dengang som nu er der tale om et potentielt voldsomt indgreb i de danske Internet-brugeres frihed til at tilgå information.

Selvfølgelig bliver der udvekslet filer via thepiratebay.org. Og indtil videre kan man selv forvisse sig om, at 99% af filerne er ophavsretsligt beskyttede værker, som deles. Og det må man ikke.

Men må man linke til dem? I en kommentar på Computerworld har Mikkel deMib Svendsen en glimrende pointe:

Men hvem har så flest “ulovlige filer” indekseret?
Her er der ingen tivl om at Google, Yahoo og MSn har langt de fleste “ulovlige filer” i deres meget store index. Og det er som sagt let at finde dem – meget lettere end antydet ovenfor. Man kan f.eks. bruge Google Custom Search.

Sådan en har jeg, bare lige for at demonstrere det, sat op så der kun søges i PB – flere sites kan så tilføjes efter lyst. Det er blot et eksempel:

Google coop-søgning

Den eneste logiske grund til at APG og IFPI ikke går efter Google er fordi de er nogle fucking tøsedrenge, der ikke tør at tage kampen op mod andre end dem der er mindre end dem selv.

…derudover er det – som det har været siden jeg optog mit første Melodi Grand Prix gennem fjernsynets mono-højtaler og jeg købte mit første bånd med Commodore-64 spil gennem den blå avis – en tabt kamp. Og som Seth Godin skriver i en opsang til musikindustrien: # 2. Kopibeskyttelse i en digital tid er en håbløs drøm og # 5. En skræmt kunde er ikke en glad kunde. Hvornår mon de kære pladeselskaber ser den skrift på væggen, som alle andre har kunnet se i årevis? Internettet er i sin essens at dele. Og Internettet er kommet for at blive. Omfavn det – lad være med at prøve at true jeres kunder til at blive hængende i det samme gamle paradigme, som I selv sidder fast i.

Sidst – men ikke mindst – er det er en håbløs kamp de kæmper. tele2 og resten af tele-industrien kan droppe thepiratebay.org fra deres navneservere… Det kan – og vil blive – omgået. Nemt og simpelt, som beskrevet på fxAminas og Oles sæbekasse. Du kan også kigge forbi thejesperbay.org, hvor flere forskellige – nemme – metoder er beskrevet.

Læs mere om sagen mod thepiratebay.org her:

En tanke om “Piratebay.org, ifpi og fogedretten”

  1. Ifølge Politiken har Tele2 nu taget handsken op – og vil have fogedrettens afgørelse prøvet ved byretten.

    Bag Tele2 står flere andre teleselskaber. Direktøren for Telekommunikationsindustrien i Danmark (TI) Ib M. Tolstrup siger til Computerworld, at Tele2 gav besked om beslutningen på et møde i TI i dag , og at flere andre teleselskaber allerede meddelte deres økonomiske støtte til retssagen.

    Så får vi i det mindste en ordentlig kendelse – og måske den principielle stillingtagen til censurering af Internettet som har manglet hidtil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.