Creative Commons – et projekt der giver mulighed for at licensere værker under en mindre restriktiv licens end den almindelige copyright – er langt om længe på vej i en dansk version: Creative Commons Danmark. Værker, som er licenseret under en Creative Commons licens (som denne blog fx er det) kan under visse betingelser kopieres, omskrives, genbruges m.m (se hvordan her(Creative Commons Comic)). Efter min ydmyge overbevisning er det den fuldstændige rigtige vej at gå – fremfor den vej, som visse kunstner-, forlægger- og pladeselskabsorganer peger på: At benytte metoder, som tilsyneladende bunder i en frygtelig angst for alt det nymodens pjat, som ungdommen (og alle os andre) bruger til at se vores film, høre vores musik og læse vores tekster. Verden udvikler sig, og hver gang et nyt medie er dukket op har disse grupper hylet og skreget op om, at det var enden – ikke på verden, men på kreativiteten. Det go’e gamle kassettebånd, videobåndoptageren (se fx Electronic Frontier Foundations artikel) og cd-brænderen var ‘trusler’, som skulle bekæmpes (fx via punktafgiften, så man kunne begrænse udbredelsen mest muligt – hvilket i øvrigt er stærkt medvirkende til, at der er en livlig grænsehandel med især brændbare cd’er og dvd-rom’er). Det seneste skud på denne stamme er mp3-afspillerne. De er farlige. Næsten lige så farlige som de 14-årige knægte, som Antipiratgruppen gør alt for at stoppe. Men kun næsten ;).
Selvom debatten om copyright for en stor dels vedkommende tager sig afsæt i nye muligheder for kopiering og sampling, så kan en alt for restriktiv copyright-lovgivning ikke kun begrundes med disse teknologiers fremkomst. Kunstnerne (musikere, forfattere, billedkunstnere med videre) skal naturligvis have betaling for deres arbejde – men ligefrem at kalde ophavsretten for en menneskeret (Som Arne Würgler gør det i Politiken i dag “…man skulle få den (ophavsretten) skrevet ind i menneskerettighederne” er noget pjat. Og et meget godt eksempel på en branche, som stadig ikke har forstået, at verden har ændret sig – og at den vil blive ved med det. “Information wants to be free” er en påstand, som ofte fremføres af folk, som bekæmper den nuværende copyright-lovgivning (se fx piratgruppen.org, Slyck.com – nyheder om fildeling). Nogle (som fx. Peter F. Hamilton i Misspent Youth) mener, at det vil føre til enden på kreativiteten. Andre (som fx folkene bag Welcome to the Scene) ser det som en ny udfordring som skal omfavnes, mødes og kæmpes med. Jeg tror selv på de sidste. Det er muligt, at plade- og forlæggergiganterne bliver udskiftet med andre giganter (se fx bare på den magt Apple efterhånden har qua iTunes), men så længe vi lever i en kapitalistisk verden (og det gør vi jo nok længe endnu), lige så længe vil der være nogen, som forstår at udnytte markedet til egen fordel. Og lur mig, hvis det ikke bliver fra den kant, at kunstnernes rettigheder og levebrød på et tidspunkt for alvor bliver truet.
Update 26. september: Et meget godt (eller skidt, alt efter synspunkt) eksempel på arrogancen fra pladeindustrien (i dette tilfælde det finske IFPI): Music exec: quit whining and dump Mac, Linux.