Arbejdsdagen (rejsedagbog / 2)

Vilnius UniversityFørste dag af seminaret er vel overstået. Formiddagen gik med først at høre Prof. Ewert Bengtsson fra Uppsala Universitet tale over emnet “The importance of IT for a modern University” og derefter Tom Abbott fra Warwick University om “Digital Reputations: Finding the Interface between Communication, Research and E-Learning”. Umiddelbart før den meget sene frokost gik jeg på. Publikummet bestod af 35-40 kommunikationsfolk, administrative ansatte og forskere fra litauiske universiteter. Det gik vist godt – i hvert fald havde en professor fra Vilnius Universitet hentet et par af sine studerende med til min workshop efter frokosten.

Særligt interesserede kan se min præsentation her. Det er selvfølgelig uden alle de mundtlige guldkorn, men kan da give en ide om, hvad oplægget gik ud på.

Ved femtiden vadede jeg jeg tilbage til hotellet, læssede laptop og papirer af og brugte et par timer på at vandre rundt i byen. Der er meget, meget tomt i Vilnius allerede ved 5-tiden. Det er formentlig årstiden såvel som den konstante regns skyld. Men der er ikke mange mennesker i byen en torsdag aften mellem 18 og 22… Det er der altså ikke.

I morgen er der arbejdsprogram for formiddagen – fra ved 13-tiden har jeg fri. Og a propos Mortens kommentar til indlægget i går, så er det gået op for mig, at jeg bor ca 200 meter fra Uzupio. Så eftermiddagen kommer nok til at gå med at se “Litauens Christiania” og så bare et par af de ufatteligt mange kirker der ligger bogstaveligt talt side om side her i byen. Om aftenen er jeg inviteret ud for at smage på billige øl. Og de resterende 1½ dag er endnu ikke planlagt.

(Foto: neratema)

2 tanker om “Arbejdsdagen (rejsedagbog / 2)”

Der er lukket for kommentarer.