Der er en glimrende kronik i Dagens Information (den fulde tekst er først tilgængelig 29/10).
Henrik Nielsen opsummerer og beskriver præcist og forståeligt tre typer bistand; den ‘amerikanske’ der fokuserer på erhvervsliv og vækst, den ‘europæiske’ der fokuserer på statsbygning og den ‘tredje’, som gennem NGO’er fokuserer på styrkelse af civilsamfundet. Men mest af alt problematiserer han det ‘nul-tolerante’ paradigme, som dansk udviklingsbistand bevæger sig i i øjeblikket, og som potentielt marginaliserer de svageste af de svage: “de komplicerede sektorprogrammer kan kun gennemføres i de lande i Afrika, hvor det allerede gå forholdsvis godt”:
Regeringen siger, at årsagen til ulykkerne i Afrika er mangel på ‘god regeringsførelse’ samt den udbredte korruption. Det er et dilemma, for man nægter således at have noget med de lande at gøre, der ikke kan leve op til kravene. Lidt som et cancerhospital, der nægter rygerne adgang
