politi

You are currently browsing articles tagged politi.

Lisbeth Knudsen fortsætter med at skrive ualmindeligt interessante indlæg i sin (stadigt ganske nyslåede) blog. Sobert og velovervejet, men båret af indlevelse og indignation. Senest i indlægget Brand i gaderne i bedste sendetid, hvor Lisbeth Knudsen reflekterer over mediernes rolle før, under og efter rydningen af Jagtvej 69 og de deraf følgende uroligheder.

En håndfuld citater (de står langt stærkere i det samlede indlæg. Læs det her):

“…medierne har til opgave at dække troværdigt og så objektivt som muligt, hvad der sker. Vi blander os ikke i, hvorfor det sker. Men så enkel er virkeligheden ikke længere, for medierne er en del af spillet.”

“Medierne har et ansvar for at holde proportioner og ikke medvirke til iscenesættelse af vold og hærværk. Det er en vanvittig svær balancegang. De danske medier levede ikke op til den balancegang i denne omgang.”

“Medierne har holdt mikrofonen for ukritisk både for de unge og for politiets dygtige kommunikationsstrateger. Hvad er det - vurderet kritisk og helt i dybden - at Ungdomshuset egentlig har haft af betydning?”

“De gamle medier - aviser, tv og radio - har mistet kontakten til de unge. De taler om de unge men ikke med de unge, og har intet brugbart kildenet blandt de unge.”

Det måtte jo ske. Med antiterrorkorpset som spydspids (?) indtog politiet i dag Ungdomshuset i hvad der ligner en velplanlagt og -udført aktion. Men som de unge siger: “Sålænge der ikke er et Ungdomshus, er der en kamp for et Ungdomshus!” - og som sådan er aktivister over hele byen lige nu i gang med større og mindre aktioner.

Den borgerlige presse dækker begivenhederne naturligvis begivenhederne intensivt - og lige i øjeblikket virker det som om, at rapporterne er reelle. Dog kan det kun anbefales løbende at holde sig orienteret i modpressen: Indymedia.dk (især Indymedia’s Newswire og Openwire) og modkraft.dk .

Det er trist, og protesterne (som allerede er begyndt over hele byen) ender jo desværre nok med gadekampe, brosten, bål og og brand. Det eneste man kan håbe på er, at politiet er godt nok forberedt, og ikke lader sig løbe over ende som tilbage i hin ulykkelige dag i 93. For det bliver ikke de unge, der udviser tilbageholdenhed eller modenhed. Tværtimod.

Gadekampe på Nørrebro, december 2006
Så skete det - låget røg af trykkogeren, og Ungdomshuset spændte ben for sig selv igen…

Det sørgelige - udover, at urolighederne lørdag kostede tilskadekomne blandt politi og demonstranter - er, at den forventede og forventelige konfrontation (igen) vil give Ungdomshusets modstandere lejlighed til at ignorere alt det gode, som sker i og omkring huset og udelukkende fokusere på de voldelige sammenstød mellem Ungdomshusets brugere og politiet… (pressen har så rigeligt dækket urolighederne - og artikler og webcasts kan på alle danske mediers hjemmesider (se også modkraft.dk og barfodsreportager hos Dalager).

Var det forventeligt? Ja. Dumt? Ja. Enhver med blot et minimum af tankekraft har vidst, at hvis der ikke kom en løsning (at der fortsat er et sted for de unge, som i dag - og i gennem de sidste 25 år - bruger Ungdomshuset i København), så ville der før eller siden komme en konfrontation. Det skete så i går. Hvilket enhvert fornuftig tænkende menneske kunne have forudset. Brosten, jernrør og -bjælker, bål og brand kan selvfølgelig aldrig accepteres. Read the rest of this entry »

Bad Behavior has blocked 1181 access attempts in the last 7 days.