Jesper Laugesen » Digital_Rights_Management

Copyrightovertrædelse = tyveri ?

Jesper Laugesen — Sun, 08 Apr 2007 15:08:56 +0000

Scott Adams - Dilberts ‘far’ - har begået endnu et interessant indlæg om copyright. Adams’ indlæg er tankevækkende - især fordi han ikke forfalder til at grave sig ned i hverken den ene eller den anden af debattens grøfter. Fx har han flere gange meddelt, at han ikke har noget imod, at folk laver private kopier - til sig selv eller til andre. Men han fastholder, at copyrightovertrædelser ikke er en ‘forbrydelse uden offer’:

When you violate a copyright, you take something valuable from the copyright owner that he can’t get back. You take his right to control where his creation is viewed and how. It might be your opinion that the “free publicity�? you provide outweighs the loss – and you might be right – but you’ve taken from the creator the right to make the publicity-versus-overexposure decision himself. That might not seem like a big deal to you, but it feels that way to the person who lost control of his art.

Jeg har virkelig svært ved at tage plade- og filmbranchens klynkeri over påståede tabte indtægter seriøst. En diskussion med Adams’ udgangspunkt (kunsterens kontrol over sin kunst (sit produkt)) er langt mere interessant. Men det er et svært udgangspunkt for diskussion af et område hvor alle andre end kunsteren er i centrum. TV, De multinationale pladelabels og filmstudier har - på godt og ondt - gjort musik og film til et konsumprodukt, som forbruges. Og som forbrugere forventer vi at få adgang til underholdningsprodukter når vi vil, hvordan vi vil og hvor vi vil. Og jeg bliver forrygende irriteret over, at jeg fx ikke kan se Comedy Central-programmer på Joost - eller købe det seneste afsnit af Heroes over iTunes. Hvis jeg vil se de programmer, som gøres tilgængelige for forbrugere i USA henvises jeg til youtube, torrents eller lignende distributionskanaler i den grå og meget mørkegrå zone. Eller til at vente hele og halve år på, at programmerne vises på danske kanaler.

Og for at gøre ondt værre er det ovenikøbet ofte sådan, at den piratkopierede version er i bedre kvalitet end de versioner, som industrien stiller til rådighed. Dels fordi opløsning/bitrate er bedre, dels fordi de officielle versioner (næsten) altid er forkrøblede udgaver (DRM-inficerede), som kun kan afspilles på udvalgte maskiner. Det startede med DVD’ernes ‘regionskoder’ (som enhver radioforhandler med respekt for sig selv i øvrigt hjælper dig med at omgå), gik helt galt med ‘kopisikringen’ af CD’er (som ofte betød, at den eneste måde jeg kunne afspille CD’en i mit musikanlæg var ved at rippe cd’en på min pc og brænde en ny afspilbar kopi til) og er foreløbigt kulmineret med DRM, så du kun kan afspille din lovligt indkøbte musik eller film på udvalgte maskiner eller særligt udvalgt software.

EMI har lige meddelt, at de vil stille hele deres kæmpe musikalske repertoire til rådighed for download i bedre kvalitet - og uden forkrøblende DRM:

“EMI Music today announced that it is launching new premium downloads for retail on a global basis, making all of its digital repertoire available at a much higher sound quality than existing downloads and free of digital rights management (DRM) restrictions.”

Det er det eneste rigtige at gøre, og jeg har for første gang lyst til at få mig en iTunes-konto, så jeg kan få fingre i al den gode musik (som for første gang helt lovligt vil kunne afspilles på min pc (uanset hvilket program jeg bruger), min telefon, min pda, min iPod og mit musikanlæg). Det vil jeg gerne betale for. Men ikke for musik, som dels er i elendig kvalitet, dels kun kan afspilles på en af platformene.

Scott Adams afslutter forøvrigt sin tirade med en underkendelse af et par af de almindelige undskyldninger/argumenter for fildeling:

You may now activate your cognitive dissonance and explain in the comments that every time you violate a copyright, the free publicity it generates for the artist is proof of your goodness. To make your argument extra powerful, note that you once knew a guy who bought an extra CD because of the 12,000 songs he took for free.

Det er en svær diskussion; jeg vil afslutte med at citere en af kommentarerne til Adams’ indlæg: When a large number of people begin to rationalize theft it means that the system is broken. - og så vil jeg i øvrigt gå tilbage til at skrive på mit speciale…

Hvad mon virker bedst: 8.000 sagsanlæg eller lidt selvransagelse?

Jesper Laugesen — Tue, 17 Oct 2006 20:05:04 +0000

Ifpi (pladeselskabernes globale brancheorganisation) har startet en ny runde af sagsanlæg mod fildelere (pressemeddelelse fra IFPI, artikel på slyck.com og Politiken på dansk - der står mærkelig nok intet om sagen, som ellers siges også at have danske udløbere, på antipiratgruppens hjemmeside).

Mpaa (Filmproducenternes globale brancheorganisation) følger nogenlunde samme strategi. Det er bemærkelsesværdigt, at 95% af forsiden på deres website handler om hvordan de fanger filmtyvene, hvordan man kan angive sine venner og hvor meget forældre skal passe på, at deres børn ikke bliver pirater…

Men der er lys forude - måske er den tid, hvor såvel plade- som filmbranchen indser, at den enorme efterspørgsel efter deres produkter som pirateriet er udtryk for, at der er et gevaldigt marked, et kolossalt potentiale for indtjening og profit. Det kræver ‘blot’, at branchen - i stedet for at bruge kræfterne på at lege røvere og soldater med fildelerne - begynder at udnytte den teknologi som enhver ung under 18-20 år allerede har taget til sig: Internettet. Bredbånd. Underholdning-on-demand. Disney-ABC er begyndt, og en repræsentant for mpaa udtrykte for nylig en gryende erkendelse af en væsentlig del af problemet, DRM:

During a question and answer session after the talk, however, Hunt conceded that many people already are frustrated at having to buy multiple copies of the same content to use on different commercial devices.
“I understand that if we frustrate the consumer, they will simply pirate the content,” he said.
(news.yahoo.com, digg.com)

DRM står for “Digital Rights Management”. Industrien kalder det en nødvendighed for at sikre sin indtjening. For forbrugeren er DRM blot ensbetydende med, at den nys indkøbte cd ikke kan afspilles på computeren eller DVD-afspilleren, at den nys købte og downloadede musikfil fra itunes ikke kan afspilles på den mp3-afspiller man lige har købt, og at det er umuligt at lave en backup så ens harddisk kan bryde sammen uden at hele ens musiksamling forsvinder. Med andre ord: for den almindelige bruger betyder DRM, at ens brugsret - som man ellers har betalt for - bliver så forkrøblet, at det svarer til at have købt en cykel og så få at vide at man kun må køre med trekantede hjul. Umuligt og ubrugeligt.

Mere fornuft fra pladebranchen…

Jesper Laugesen — Wed, 22 Mar 2006 19:43:00 +0000

Man gå jo næsten rundt og bliver helt optimistisk: Politiken citerer i dag ifpi-Danmarks Jesper Bay for:

Pladeselskaberne synes kun det er rimeligt, at forbrugerne kan bruge deres musik på flere afspillere, når de har købt den. Og det kan de ikke i dag. Så hvis det her bredes ud, så er det helt fint.

Må du rippe din CD og høre musikken på din iPod?

Jesper Laugesen — Fri, 17 Feb 2006 08:30:58 +0000

Indtil videre har der vist ikke været særlig mange, der mente, at det ikke var “rimeligt brug” af ens indkøbte musik.

Selv RIAA har indtil for nylig anerkendt det rimelige og lovlige i at overføre sin indkøbte musik fra CD til iPod eller lignende…

“The record companies, my clients, have said, for some time now, and it’s been on their website for some time now, that it’s perfectly lawful to take a CD that you’ve purchased, upload it onto your computer, put it onto your iPod.” (fra MGM vs Grokster-sagen for USA’s højesteret).

Det skal være slut. Eller rettere; RIAA synes nu, at det er urimeligt, at man lige frem skal have krav på at høre sin musik som man vil. De vil fremover have mulighed for at bestemme, om, hvordan og hvornår det skal være tilladt at gemme sin musik på et andet medie, end man købte det på. RIAA begår et klassisk eksempel på “nysprog”:

RIAA is saying, “perfectly lawful” means “lawful until we change our mind.” So your ability to continue to make copies of your own CDs on your own iPod is entirely a matter of their sufferance. (Electronic Frontiers Foundation Deeplinks)