Nuvel. Torsdagens oplæg gik som sagt godt. Gruppearbejdet var en begrænset succes (jeg havde ikke regnet med, at det ville være SÅ svært at lokke litauere til at sige noget). Fredag startede med en privat rundvisning i de mest interessante (læs: gamle) bygninger på Vilnius Universitet. Nijole garnerede turen med en imponerende mængde facts. Cirka 10:30 mødtes jeg (som den eneste af de tre oplægsholdere fra dagen før) med folk fra Vilnius Universitet (3 fra kommunikationsafdelingen, et par fra bibliotekets webgruppe og et par andre jeg aldrig helt fandt ud af hvor kom fra). Vi udvekslede erfaringer, og jeg måtte beklage, at min viden om systemintegration er begrænset til, at ‘det er en god ide ;)). Jeg fik et VU-krus til KOM’s samling, og forlod universitetet ved 1-tiden.

Resten af fredagen (og en god del af lørdagen… Og også i dag, søndag) gik med at trave vilnius igennem. Det er sådan noget jeg altid kommer til, når jeg rejser alene: at gå og gå og gå. Uden ophold eller pause. Det går meget bedre med end rejsekammerat, som kan insistere på en kaffepause - bare en gang i mellem. En fordel er dog, at kunne slentre uden mål, gå til højre her, venstre der, ind i kirken, museet, op på bakken, tilbage og frem helt som det passer mig. Og især lørdag kom jeg langt omkring. Fredag blev jeg inde i den gamle bykerne…

(aah - kaffe! Selvom det er en gang frysetørret sjask til 7 lita er det saliggørende!)

Fredag. Bykerne. Ja. Den gamle bykerne i Vilnius er spækket med gamle kirker og klostre. Alle har de været misligholdt da Litauen var under sovjettisk overherredømme (de blev i det mindste ikke revet ned - bare brugt som lagerbygninger). Nogle er restaurerede - andre ligner stadig noget man skulle tro var løgn (fx den græsk-katolske jeg tilfældigvis kom forbi søndag).

Lørdag gik jeg gennem Uzupio (stave?). Enten fandt jeg aldrig det ‘rigtige’ Uzupio, eller også vil jeg have lov til at være skuffet. For det var sgu’tte imponerende. Til gengæld fortsatte jeg ud af byen og endte i noget faldefærdigt forstadsagtigt noget. En blanding af kartoffelrækkerne (hvis de altså havde stået uden vedligeholdelse i 20-30 år) og noget socialt boligbyggeri-agtigt noget, som sikkert var opført som en del af en glorværdig 5-årsplan i begyndelsen af 70erne, men som nu - som så meget andet - mere lignede noget der burde rives ned… Inden det falder af sig selv.

Jeg endte med at fare lidt vild, men fandt Neris - den store flod, der løber gennem Vilnius - og fulgte den tilbage til nationalmuseet, den gamle befæstning, katedralen m.v. Henover floden og ind i en helt ny verden; højhuse og glas og stål så selv havnefronten i København kunne blive lidt misundelig.

Efter gode 6 timers vandring tumlede jeg tilbage på hotellet - fyldte koffeindepoterne op og skrev sågar et par afsnit i mit speciale færdige (Lene: jeg sender noget til dig i morgen!).

Søndag var der - i modsætning til torsdag-lørdag - masser af mennesker på gaden. Rigtig mange rendte rundt med små buketter af blomster og/eller kviste - og ind og ud af de alt for mange kirker. I dag må være en særlig søndag i det ortodokse og/eller katolske kirkeår.

Jeg nåede sågar at overvære et par gudstjenester/messer - en russisk-ortodoks (lød det som) og en, jeg ikke helt kunne gennemskue - for i hvilken kristen retning går præsten rundt og velsigner folk med håndspålæggelse til akkompagnement af kor og akustisk guitar? Hmm…

Inden det bliver for langt må jeg hellere konkludere: Vilnius er en fed by, som jeg absolut må tilbage til. Men næste gabg vil jeg have en rejsekammerat med - det gør altså oplevelsen sjovere.

Om lidt er jeg hjemme igen, og i morgen tidlig står jeg og underviser et lille hold forskere i at blogge (på KUA). Og så er hverdagen allerede i gang igen. Det er dog ikke så galt endda. Jeg holder af hverdagen. Og inden den rammer mig når jeg vist også lige et par timer i ualmindeligt godt selskab

Del dette

Del dette

Men altså: Det er først i morgen. Her til aften gik jeg mig en tur i støvregnen i Vilnius’ gamle bydel. Indtil videre ser den ud som en meget smuk by. Glæder mig til at se den i dagslys.

Hotelværelset, derimod… Det kunne være hvor som helst:
 

Det er rent, venligt, kedeligt og lugter lidt at opløsningsmiddel… Men udsigten kan jeg ikke klage over:

Hvis jeg ikke tager meget fejl er det Church of St. Anne til venstre og Church of St. Francis and St. Bernadino lige bagved.

Del dette

Men hvad - eftersom jeg blev stukket for at få sprøjtet kontrastvæske i mig i forbindelse med en ct-scanning, hvor der ikke blev fundet noget som helst farligt, ubehageligt eller bare ubelejligt, så vil jeg undlade at brokke mig mere end som så

Del dette

Det bliver ikke i denne jul - de sidste krampetrækninger i specialeskrivningen mangler at falde til ro - et afsnit er slettet, et par nye skal skrives og der er - åhjo - også et par andre afsnit eller tre som kræver seriøs gennemskrivning før det kan afleveres… Men jeg kommer tættere og tættere på. Og nu, hvor der er indgået specialekontrakt (*uuuuh!*) har jeg også endelig en hård deadline: 1. juni 2008. Jeg satser stærkt på at være færdig op til flere måneder før - men hvis ikke jeg når den deadline får jeg smæk af studieadministrationen!

Del dette

Sjælland er bare ikke særlig stor når man ser det hele oppefra - selv i den relativt lave højde af max 1500 vi måtte holde. Og sigtbarheden var i top - lige bortset fra når vi fløj gennem regn eller skyer, selvfølgelig…

Lige pludselig forstod jeg, hvorfor Thue har brugt alle de mange penge for at få lov til at gøre det!

Pics efter hoppet. (more…)

Del dette