@Søren:
“Det ville totalt skævvride den lille afdeling for religionshistorie, hvis 80% af dens personale skulle være beskæftiget med kristendom.”
Enig. Jeg tror også jeg ville foretrække en løsning a la den for ‘kristendomskundskab’ (altså at fjerne fokus fra én bestemt religion ). Jeg er ikke overbevist om, at faget teologi er langt nok fra den kristne tro og kirke til at faget ikke i sit udgangspunkt er funderet i netop den tro, som faget skal studere.

@Wolf:
Jeg er langt hen ad vejen enig med dig… Men der findes folk, for hvem gud, guder og/eller nisser er uomtvistelige kendsgerninger. De tror. Og selvom det kan synes lidt fjollet, så synes jeg ikke der er nogen grund til at være nedladende, spottende, overfor dem (lidt ligesom jeg ikke kan finde på nogen særligt gode grunde til at tegne muhammed - bare for at provokere). Man bør møde mennesker med respekt.

Som det er nu, er kristendomsundervisning obligatorisk allerede på grundskoleniveau i Danmark. Hvis vi ønsker religionslighed i dette land, bør vi starte i bunden og vente med at køre hetz mod de seriøse forskere og studerende på Teologisk Fakultet.

Ud fra den samme logik er den simpleste forklaring på Jesus’ påståede undere jo også, at Jesus som en jomfru-født Guds søn faktisk gik på vandet, opvakte de døde, blev levende efter at have ligget og rådnet i flere dage, osv. - og så står det jo endda i kilderne. Yeah, right.

På religionsvidenskab i Århus bruges Per Bildes bog “En religion bliver til” som grundbog. Bogen gennemgår de kilder, vi rent faktisk har til rådighed, nogle af de måder, som disse kan bruges på, samt andre inspirationskilder, som har påvirket den tidlige kristendom. Per Bilde formoder, at der har eksisteret en Jesus (eller rettere, at forestillingerne er blevet påvirket af en eller flere faktisk eksisterende personer), men påviser også, at kildesituationen er så problematisk, at det i sidste ende må bero på tro.

Den underviser, som min kæreste havde, var noget mere kritisk, og kritiserede Bilde for at tillægge kilderne mere, end hvad der syntes berettiget, og andre har så vidt jeg ved formuleret en lignende kritik. At forestille sig, at historien om Jesus ikke alene bygger på historier om adskillige personer plus diverse forestillinger, men at de faktisk skulle bygge på én historisk person som både prædikede, blev henrettet og dannede udgangspunkt for en ny religion, kræver en hel del tro. Derimod kræver det mindre tro at tilskrive Paulus den nye religion og at opfatte Jesus som en sammenblanding af adskillige myter.

For teologerne betyder det rigtig meget, om Jesus har eksisteret, for ellers har de ikke rigtig noget, de kan hæve SU for. Religionsvidenskabens fokus er derimod, hvad det er for forestillinger, religiøse mennesker har om deres diverse guder og nisser.

Man kan sagtens mene, at dén særstatus er medicin og jura omfangsmæssigt store nok til at have, mens teologi måske ikke er det. Men det har ikke noget at gøre med, om fagene er mere eller mindre videnskabeligt lødige og mere eller mindre værdige til overhovedet at være universitetsfag. Hvis vi kan være enige om det, så er jeg helt med.

Hvis teologi en gang i fremtiden skulle ophøre med at være et selvstændigt fakultet, tror jeg næppe, det ville være praktisk at lægge det ind under religionshistorie. Det ville totalt skævvride den lille afdeling for religionshistorie, hvis 80% af dens personale skulle være beskæftiget med kristendom. Men man kunne jo sagtens forestille sig, at der blev et selvstændigt institut eller afdeling for teologi side om side med religionshistorie: Der er ikke nogetsomhelst usædvanligt i, at et emneområde behandles af flere selvstændige fag, fx er Søren Kierkegaard pensum på både dansk, filosofi, teologi og religionshistorie.

Sådan et institut for teologi måtte for resten gerne få adresse på Amager, så tæt på religionshistorie som overhovedet muligt, så vi kunne lære noget af hinanden. Jeg har savnet religionshistorikernes bibliotek ganske forbandet lige siden de rykkede ud af deres lokaler på det teologiske fakultet i begyndelsen af 1990′erne.

Jeg er glad for udmeldingerne fra Søren - det lyder jo nærmest som om teologi kunne afskaffes som selvstændigt fag og i stedet lægges ind under religionsvidenskab. Og så ville universitetsstudiet af kristendommen efter min bedste overbevisning være det rigtige sted.

For som Wolf har påpeget, så er kristendommen givet en særlig status på Københavns Universitet (og til dels også på Århus). For så længe teologis hovedrolle er som ‘leverandør’ af præster til Folkekirken, så er det svært - på trods af de mange gode intentioner, gode folk og reelle studieordninger - ikke at opfatte teologi primært som en skoling af i den kristne tro…

Jesper

Du får meget vanskeligt ved at finde en nutidig velorienteret religionshistoriker, som ikke tager fuldstændig for givet, at Jesus har eksisteret, prædikede, blev henrettet - og senere tilbedt af en ny religion. Det er simpelthen den enkleste forklaring på de kilder, vi har. Om vi véd stort mere om ham, er derimod til diskussion. Du behøver ikke tro på, hvad jeg siger — spørg en religionshistoriker.

Teologer diskuterer nemlig ud fra det udgangspunkt, at Jesus har eksisteret, og at han havde et eller andet forhold til den kristne Gud. For religionshistorikere er begge dele højst tvivlsomme - eller rettere, de forholder sig til den kildesituation, der gør det komplet meningsløst at diskutere, hvad en forestillet Jesus måtte have ment.

Men man kan studere de menneskelige udsagn, som rummer synspunkter om Gud. Det gør både religionshistorikere og teologer. De to faggrupper har lånt masser af arbejdsmetoder og indsigter fra hinanden. Et af de vellykkede kurser på teologi i København i dette semester er en gennemgang af teorier om religion hos tænkere som Frazer, Durkheim, Weber, Freud, Eliade og Geertz. Dem tror jeg også, man læser på religionshistorie

Både forskere og studenter på begge fag er hjerteligt velkomne til at tro på Jesus, Thor eller julemanden, hvis de ikke lader det influere på deres faglige hæderlighed. Men det er ikke studiets formål at fremkalde den tro. Formålet er at fremkalde indsigt i stoffet. Vi går ud fra, at studenterne er voksne nok til selv i deres fritid at kunne finde ud af, hvad de skal mene om Gud.

Der er masser af forskelle på de to studier. Ikke mindst mht. stoffet: Teologiske studenter lærer beklageligt lidt om “fremmede” religioner og religionsfænomenologi og -sociologi, til gengæld kan de færreste religionshistorikere nå dem til anklerne mht. indsigt i den kristne idehistories udvikling i Europa. Det er faktisk ikke spor forbavsende, at mange menneker uanset personlig “tro” synes, det er et spændende stof.

Jeg lavede en lille stikprøve med det hold, jeg underviste på det teologiske fakultet i København i går eftermiddags: Inden vi gik i gang med den hebraiske grammatik, spurgte jeg dem, om de havde været ude for undervisere på fakultetet som ønskede at de skulle tro, Jesus er Guds søn. Alle som én svarede enten nej eller rystede på hovedet over det åndssvage spørgsmål, og én sagde “Jeg har klart og tydeligt fået at vide, at hvis jeg siger sådan noget til eksamen, dumper jeg”.