Tragikomik i Borgerrepræsentationen…

Wallait Khan var valgbar. Så langt så godt. Til gengæld meddeler Ritzau (her på dr.dk) at Socialdemokraten Sikandar Malik Siddique’s far (!), at andre dele af det pakistanske miljø end dem, der støtter Wallait Khan har presset Sikandar til at gå fra Rådhuset fremfor at at stemme på Wallait Khan som næstformand i BR. Et pakistansk opgør på Rådhuset?

“Confused? You won’t be after this week’s episode of Soap!”

UPDATE: Ikke engang SF’erne i SF’s formindskede gruppe på Rådhuset kan tilsyneladende længere holde arme og ben inde i vognen: Frank Hedegaard udtaler nu: Vi er ærlig talt ved at have et demokratisk problem udadtil, med den måde vi forvalter tingene på. Det ligner rent kaos.

En lykkelig slutning?

Hmm… For lidt over en uge siden virkede det som en god ide. Wallait Khan – en af de ubestrideligt mindst troværdige personligheder i Københavns Borgerrepræsentation – sprang fra Venstres gruppe i protest mod deres integrationspolitik og konstitueringsaftalen mellem VCO og stillede i stedet sit mandat til rådighed for centrum-venstre valggruppen (ABFØ). Det var SF’s forhandlere som stod for kontakten til Khan og SF, som i gennem den sidste uge har stået for skud hver gang der – oftest med rette – har været rettet kritik mod Khan’s ikke særligt imponerende karriere i dansk politik.

Jeg støttede fra starten, at SF benyttede sig af de muligheder, som Wallait’s afhopning gav (blogpost(en lykkelig slutning), indlæg på SF’s debatforum). Og jeg gør det sådan set stadig. Gevinsten ved at sikre venstrefløjen indflydelse på konstitueringen i København (herunder, at SF sikrede København Mikkel Warming (Enhedslisten) som borgmester i stedet for Mogens Lønborg (Konservative), samt at en masse af de vigtige poster i Ørestadsselskabet, energiselskaber, bolignævn, Havnen etc. etc. går til venstrefløjen i stedet for Geertsen, Frevert og Lønborg) er så stor og vigtig, at det var ’støjen’ værd.

Men Wallait Khan er en ‘loose cannon’. Ingen tvivl om det. Men er han mere end det? De næste par dage vil formentlig afsløre det. Spørgsmålet er, hvor går vores (og valggruppens) grænse for hvad vi kan acceptere? Støtte til Hizb-ut-Tahrir og lignende anti-demokratiske bevægelser er en klar deal-breaker, ligesom støtte til indførelse af Sharia i Danmark er det. Men Wallait selv afviser også denne støtte: “Så længe organisationerne er lovlige, skal de have ret til at leje og låne kommunens lokaler. Men jeg har en anden ideologi end dem. Jeg støtter demokratiet, jeg er en del af demokratiet”. Og så længe Wallait står ved denne udtalelse er han så fuldt inden for rammerne af, hvad jeg kan acceptere (faktisk er jeg enig ;)).

At skille skidt fra kanel er svært i denne sag. Hvor meget er ubegrundede anklager? Hvor meget er forsøg på at få ‘valgflæsk’ til at tage sig så skidt ud som overhovedet muligt? Hvad er reelt? Venstres bemærkelsesværdige hævnkampagne – via Venstres Ungdom – overfor deres frafaldne gruppemedlem (som i parentes bemærket stadig er medlem af Venstre) mudrer billedet endnu mere. Anklager fra forsmåede partifæller kan aldrig være en dealbreaker – om end det jo giver sig selv, at hvis Venstre har opstillet en kandidat til BR, som slet ikke er valgbar, så kan han ikke være valgt. Og så har vi en ny og anden situation.

(og så er det jo værd at understrede, at det er Venstre som stillede Wallait Khan op til Borgerrepræsentationen. Og fordi man kan undre sig over, at partiet først nu – efter han har været medlem af Venstres gruppe i fem år – har opdaget, at Khan er en noget så skidt fyr).

…og så til sidst: At indgå en konstitueringsaftale er én ting – og i en konstitueringsaftale sluger man, som i enhver anden politisk aftale, kameler for at opnå noget man anser for vigtigere. Wallait er ikke den eneste kamel, SF har slugt i den anledning. Men det er en stor kamel. Og i øjeblikket føles det som om, at vi prøvede at bide over lidt mere end hvad godt er. Men medlemskab af SF er noget helt andet. Og Wallait hverken er eller bliver medlem af SF.