Så er live blog'en fra SF's Landsmøde i luften!

Vi havde vores første session – med Thomas Krog (MF for SF) – her mellem 20 og 21 – og selv uden forudgående opreklamering var det en glimrende succes!

Summer in the City – og blog fra indendørs-mødeholderne i SF

Så kom foråret (ja man fristes jo næsten til at kalde det forsommer) – og en gåtur langs søerne er – langt om længe – et orgie i grønt.

Jeg selv er – jf sidste indlæg – til SF’s landsmøde hele weekenden – blandt andet for at være live blog-aktivist. Forhåbentlig med det resultat, at de heldige, som kan nyde sommervejret en gang i mellem kan kigge forbi bloggen og få et indtryk af, hvad der sker og hvordan det er at være på SF’s landsmøde 2006.

Live blog fra SF's landsmøde 2006

SF-lidt skarpereI år – på SF’s landsmøde – har Balder Mørk Andersen og Morten Frederiksen og jeg arrangeret en live-blog.

Fra fredag den 5. til søndag den 7. maj vil vi sørge for, at SF’ere og andre interesserede kan følge slagets gang på SF’s landsmøde-blog – hvor programmet, gæsteskribenter, løbende foto-reportager m.m. også vil blive præsenteret.

En ung, uerfaren politikers bekendelser…

Camilla Burgwald – nyligt valgt medlem af Københavns borgerrepræsentation for SF-København gør i dag i en kronik i Information status over sine første 100 dage på rådhuset. Det er en nøgtern fortælling om mødet med de øvrige politikere, om konstitueringsforhandlingerne i december (se tidligere indlæg om konstitueringsforhandlingerne) og mødet med pressens repræsentanter.

Én ting, der har overrasket mig som nyvalgt, er, hvor meget personlig kemi betyder i det politiske arbejde. Egentlig skulle man tro, at politikken – det overordnede mål – stod over og var vigtigere, end hvad man end har for eller imod hinanden personligt. Sådan er det ikke nødvendigvis. Til udvalgsmøderne ser man de diskret himmelvendte øjne, på gangene hører man de beske kommentarer: Én er for selvhævdende, en anden naiv; én er for dum og en fjerde for doven. Det er almindeligt kendt, at det borgerlige samarbejde i sidste periode led under dårlig kemi mellem spidserne, og i Økonomiudvalget, hvor jeg har sæde, morer man sig lystigt over Ritts overlegne facon og viser tænder, når dette er det, der kræves. For det kræves. Camilla Burgwald

Camilla lægger ikke skjul på, at virkeligheden ikke ligefrem lever op til hendes forventninger:

Og selv om jeg ikke vakler i barnetroen på, at det gør en forskel at bedrive politik, må jeg nok erkende, at den politiske virkelighed har været noget af en kold spand vand i hovedet på en mavesur mandag morgen. Camilla Burgwald

Som fortælling om mødet med ‘det virkelige liv’ er kronikken faktisk meget god… Men var det ikke fordi jeg kender Camilla fra mit virke i SF-København kunne den godt efterlade mig med en lidt bange fornemmelse af, at SF’s budgetordfører havde opgivet på forhånd… Og det er vel da hverken tilfældet – eller det signal vi ønsker at sende til vores vælgere?
(Hvis Information kræver login og abonnement og alt muligt for at vise kronikken kan den i stedet ses på SF-Københavns websted)

Plakater for 386.575 kr…

At valgkampe er dyre kan vist ikke rigtig komme bag på nogen – men at det kan være dyrt at få taget plakater ned var der vist kun meget få, der havde forestillet sig: SF har fx fået en regning på knap 50.000 kr. Politiken har talt beløbene sammen… 386.575 kr. alt i alt… (!!!).

Tragikomik i Borgerrepræsentationen…

Wallait Khan var valgbar. Så langt så godt. Til gengæld meddeler Ritzau (her på dr.dk) at Socialdemokraten Sikandar Malik Siddique’s far (!), at andre dele af det pakistanske miljø end dem, der støtter Wallait Khan har presset Sikandar til at gå fra Rådhuset fremfor at at stemme på Wallait Khan som næstformand i BR. Et pakistansk opgør på Rådhuset?

“Confused? You won’t be after this week’s episode of Soap!”

UPDATE: Ikke engang SF’erne i SF’s formindskede gruppe på Rådhuset kan tilsyneladende længere holde arme og ben inde i vognen: Frank Hedegaard udtaler nu: Vi er ærlig talt ved at have et demokratisk problem udadtil, med den måde vi forvalter tingene på. Det ligner rent kaos.

En lykkelig slutning?

Hmm… For lidt over en uge siden virkede det som en god ide. Wallait Khan – en af de ubestrideligt mindst troværdige personligheder i Københavns Borgerrepræsentation – sprang fra Venstres gruppe i protest mod deres integrationspolitik og konstitueringsaftalen mellem VCO og stillede i stedet sit mandat til rådighed for centrum-venstre valggruppen (ABFØ). Det var SF’s forhandlere som stod for kontakten til Khan og SF, som i gennem den sidste uge har stået for skud hver gang der – oftest med rette – har været rettet kritik mod Khan’s ikke særligt imponerende karriere i dansk politik.

Jeg støttede fra starten, at SF benyttede sig af de muligheder, som Wallait’s afhopning gav (blogpost(en lykkelig slutning), indlæg på SF’s debatforum). Og jeg gør det sådan set stadig. Gevinsten ved at sikre venstrefløjen indflydelse på konstitueringen i København (herunder, at SF sikrede København Mikkel Warming (Enhedslisten) som borgmester i stedet for Mogens Lønborg (Konservative), samt at en masse af de vigtige poster i Ørestadsselskabet, energiselskaber, bolignævn, Havnen etc. etc. går til venstrefløjen i stedet for Geertsen, Frevert og Lønborg) er så stor og vigtig, at det var ’støjen’ værd.

Men Wallait Khan er en ‘loose cannon’. Ingen tvivl om det. Men er han mere end det? De næste par dage vil formentlig afsløre det. Spørgsmålet er, hvor går vores (og valggruppens) grænse for hvad vi kan acceptere? Støtte til Hizb-ut-Tahrir og lignende anti-demokratiske bevægelser er en klar deal-breaker, ligesom støtte til indførelse af Sharia i Danmark er det. Men Wallait selv afviser også denne støtte: “Så længe organisationerne er lovlige, skal de have ret til at leje og låne kommunens lokaler. Men jeg har en anden ideologi end dem. Jeg støtter demokratiet, jeg er en del af demokratiet”. Og så længe Wallait står ved denne udtalelse er han så fuldt inden for rammerne af, hvad jeg kan acceptere (faktisk er jeg enig ;)).

At skille skidt fra kanel er svært i denne sag. Hvor meget er ubegrundede anklager? Hvor meget er forsøg på at få ‘valgflæsk’ til at tage sig så skidt ud som overhovedet muligt? Hvad er reelt? Venstres bemærkelsesværdige hævnkampagne – via Venstres Ungdom – overfor deres frafaldne gruppemedlem (som i parentes bemærket stadig er medlem af Venstre) mudrer billedet endnu mere. Anklager fra forsmåede partifæller kan aldrig være en dealbreaker – om end det jo giver sig selv, at hvis Venstre har opstillet en kandidat til BR, som slet ikke er valgbar, så kan han ikke være valgt. Og så har vi en ny og anden situation.

(og så er det jo værd at understrede, at det er Venstre som stillede Wallait Khan op til Borgerrepræsentationen. Og fordi man kan undre sig over, at partiet først nu – efter han har været medlem af Venstres gruppe i fem år – har opdaget, at Khan er en noget så skidt fyr).

…og så til sidst: At indgå en konstitueringsaftale er én ting – og i en konstitueringsaftale sluger man, som i enhver anden politisk aftale, kameler for at opnå noget man anser for vigtigere. Wallait er ikke den eneste kamel, SF har slugt i den anledning. Men det er en stor kamel. Og i øjeblikket føles det som om, at vi prøvede at bide over lidt mere end hvad godt er. Men medlemskab af SF er noget helt andet. Og Wallait hverken er eller bliver medlem af SF.

Resultatet-5 (Resultatet)

SÅ blev de endelig færdige med at tælle ude i Svanemøllehallen. Og sikken et sølle resultat det blev for mit vedkommende. Men stort tillykke til vores nyvalgte gruppe!

Klokken er mange, så indtil videre må det stå uden yderligere kommentarer… Here goes:

Bo Asmus Kjeldgaard (8763 – valgt som nr. 1)
Ninna Thomsen (1627 – valgt som nr. 2)
Lotte Thiim Bertelsen (584 – valgt som nr. 3)
Camilla Burgwald (460 – valgt som nr. 4)
Bjarne Fey (411 – valgt som nr. 5)
Signe Goldmann (380 – valgt som nr. 6)
Frank Hedegaard (291 – valgt som nr. 7)

Torben Kastrup (282 – suppl. nr. 1)
Heinrich Metz (256 – suppl. nr. 2)
Trine Schaltz (231 – suppl. nr. 3)
Hellen Hedemann (195 – suppl. nr. 4)
Kresten Thomsen (187 – suppl. nr. 5)
Rolando Muñoz (158 – suppl. nr. 6)
Jesper Laugesen (133 – suppl. nr. 7)
Sven Milthers (129 – suppl. nr. 8 )
Lise Granerud (126 – suppl. nr. 9)
Jens Johansen (122 – suppl. nr. 10)
Nicholas T. Farr (121 – suppl. nr. 11)
Bjarne Petersen (77 – suppl. nr. 12)
Erik Willumsgaard (57 – suppl. nr. 13)
Henrik Brandt (56 – suppl. nr. 14)
Claus Knudsen (45 – suppl. nr. 15)
Thomas Skovhus Eriksen (42 – suppl. nr. 16)
Britt Lisbjerg (31 – suppl. nr. 17)
Claus Staal (19 – suppl. nr. 18)

SF, Bo Asmus Kjeldgaard og Ritt Bjerregaard

I løbet af den sidste tid har jeg spenderet utallige timer på gaden. Ikke som en som led i en kulturel/politisk manifestation, som den Kraftwerket gennemførte i weekenden – men med ‘ganske almindelig’ vælgerkontakt og propagandering for øje. Uhyggeligt mange af de mennesker jeg møder siger, at de denne gang vil stemme på Ritt. Ikke fordi de er socialdemokrater – og heller ikke fordi de er synderligt begejstrede for hende. Men fordi de gerne vil være med til at sikre, at Pinden, Frevert, Bondam og Lønborg ikke får magt som de har agt. Det rigtigt bemærkelsesværdige er dog, at det kun sjældent er særligt svært at overtale folk til at stemme med hjertet: En stemme på Ritt er sikrer jo ikke andet, end at socialdemokraterne får mulighed for – som de gjorde i forrige valgperiode fra 1997-2001 – at føre politik uden om venstrefløjen i København… Eller – som det er sket i den nuværende valgperiode fra 2001-2005 – at føre en ansvarlig økonomisk, socialt retfærdig og kulturelt udfordrende politik med venstrefløjen i BR. En stemme på Ritt er en stemme ud i det blå (i mere end en forstand 😉 ).

En stemme på SF er derimod en stemme på hvilken politik der skal føres i København. En stemme på SF er ikke blot med til at sikre, at Københavns næste overborgmester ikke hedder Søren Pind (se fx udmeldingen på boasmus.dk eller Jyllandsposten/KBH) – men er også en stemme på, at Pind, Frevert og resten af det borgerlige slæng ikke får mulighed for at rulle alle de forbedringer tilbage, som S og SF som hovedkræfter har gennemført i København.

[redigeret 27/6-2007; link til boasmus.dk ændret til arkiv på sfkbh.dk, diverse html-syntaksfejl rettet]

Hver valgkamp sine plakater…

Jesper Laugesen, SF - valgplakatDet varer ikke så længe før vi alle konstant vil blive mindet om, at der er kommunalvalg den 15. november. I skrivende stund har 125 (et hundrede fem og tyve!) kandidater, på DR’s kommunalvalgssider uofficielle liste meldt deres kandidatur – og så vidt jeg kan se mangler der stadig en hel del kandidater. Med andre ord: Der bliver hård kamp om vælgernes – jeres – opmærksomhed i den halvanden måned der er til det hele er overstået igen.

I år bruger SF valgplakaterne til – bogstaveligt talt – at sætte tingene på hovedet. Vi har bud på, hvordan man (bedre) kan møde de udfordringer København står overfor, og spørger “Tør du…”.

Til højre kan du se en lille udgave, af min plakat. Jeg – og SF – tør se folkeskolen på en ny måde. Flere og flere forældre fravælger i dag den københavnske folkeskole. Og det er trist. Vi har en vision for en folkeskole, vi kan være stolte af. En folkeskole, som er vores børn værdig:
  • Der skal afsættes 100 mio. årligt ekstra til at vedligeholde og modernisere de københavnske folkeskoler. Det skal være slut med ulækre toiletter og nedslidte faglokaler.
  • Læreren er den, der betyder mest for en god skolegang. Vi skal have topkvalificerede og engagerede lærere for at sikre et højt fagligt niveau – børn bliver ikke klogere af at blive testet, men af engagerede og dygtige lærere. Derfor skal der afsættes 25 mio. årligt til styrket efteruddannelse, og hver skole skal udarbejde en plan for lærernes efteruddannelse.
  • Et gratis måltid sund, økologisk mad hver dag til alle børn i skoler og daginstitutioner.
  • Fordeling af sprogligt og socialt dårligt stillede elever skal ske gennem målrettet information til forældrene, ikke gennem tvang og kvoter.
  • Sårbare skoler, som ressourcestærke elever søger væk fra, skal gøres til flagskibe med gode selvstændige skoleprofiler og tilføres ekstra ressourcer til lærere og vedligeholdelse.