Afsløring!

Pålidelige kilder, alle centralt placeret i magtens centre: Slotsholmen, Downing street, Marienborg, Pennsylvania Avenue og ikke mindst Lyngbyvej, bekræfter nu, hvad mange allerede havde gættet – og endnu flere frygtet. Nedskæringerne rammer fra i dag også dagenes længde. I løbet af de næste ca. 180 dage vil der hver eneste dag blive skåret nogle minutter af dagenes længde. Det er frygteligt, men sandt – vil de ansvarlige erkende deres ansvar og gøre noget ved skandalen? Eller bliver vi – folket – igen tvunget til tavst at iagttage dagene blive kortere og kortere og mørkere og mørkere? Er der da ingen, som vil gøre noget for at sikre bevarelsen af de lyse nætter?

13 ting der ikke giver mening

Fra placebo-effekten over mørkt stof (dark matter) og kold fusion til ikke-konstante konstanter. I en artikel i New Scientist fra 2005 tager Michael Brooks 13 ting op, som ikke giver mening. Interessant læsning – især hvis man vover sig videre ud i at læse mere om mærkværdighederne!

Smertefrit selvmord

Jeg kan ikke huske præcis hvornår – og jeg kan ikke have været særlig gammel. Men M*A*S*H 4077 er en af de tv-serier, som gjorde indtryk på mig som barn. I hvert fald kan jeg ikke høre temaet fra serien – Suicide is painless – uden at bringer mig tilbage til en helt anden tid…

Men en ting er minder, noget andet er at samle og sammenligne samtlige inkarnationer af åbningssekvensen fra tv-serien. Nogen har for meget tid (det gælder også visse danske fans). (via)

Nyt job

Jeg har fået nyt arbejde – som webredaktør på Københavns Universitet. En af mine første væsentlige arbejdsopgaver bliver at konsolidere og udvikle vores tilbud om blogs til forskere og ledelse (og måske på sigt også til studerende (!)).

… jeg har lige fået ansættelseskontrakt – første linje lyder:

Københavns Universitet overgår herved til ansættelse som webredaktør ..! 😉

Hverdag

Jeg er kun knap og nap kommet hjem fra en mindre Tour de Storbritannien: København -> London -> York
-> London -> Manchester -> Wigton -> Edinburgh -> London -> København (studietur i forbindelse med projektet Universitets- og Erhvervsportalen). I dag – dagen efter – var jeg til møde med min nye chef i Københavns Universitets kommunikationsafdeling i dag. Der er deadline på den trykte udgave af Humanist (på mit nuværende arbejde) i morgen. Jeg skal til møde i Århus torsdag. Fredag skal jeg til undervisning – og jeg har intet overblik over hvor i undervisningsplanen vi efterhånden er kommet til. Lørdag-søndag ville jeg egentlig gerne til SF’s Landsmøde i Vejle… Men mit speciale trænger til lidt opmærksomhed, og jeg skal også have skrevet en mindre opgave til slutningen af maj. Og i hverdagene er der ikke meget tid til overs i øjeblikket: Mandag skal jeg til bestyrelsesmøde på HF-Centret Efterslægten og tirsdag skal 1. maj fejres i Fælledparken. Onsdag er første dag på mit nye job og sådan får man tiden til at gå… 😉

Deres køkkenkammerat

Fra en helt anden tid fandt jeg en laset kopi af “Den røde Kogebog – Moderne Mad” med “Nemme gasbesparende Kød- og Fiskeretter”. En klassiker fra Tørsleff i en udgave, som med antikveret sprogbrug, skamløs promovering af egne produkter og gode råd i en tid, hvor “Vareknaphed, Dyrtid og andre Ubehageligheder” gør livet svært for Husmoderen.

Der er ikke årstal på bogen, men jeg gætter på, at den er fra 40’erne eller begyndelsen af 50’erne. Det er bogens 5. oplag, Forlagets telefonnummer er “Central 612” og prisen er 1 Kr.

Der er meget langt til vor tids kogebøger fra Anthony Bourdain, Nigella Lawson, Jamie Oliver og hvad vor tids køkken-guruer ellers hedder alle sammen. Men nok snak, her er en flok citater, som taler deres helt eget sprog:

Fra forord og indledning:

Kan vi hjælpe dem?
[…]Vi ved, at mange Unge hopper lige fra Kontorstolen ind i Ægteskabet, og støder på huslige Faldgruber og Skær. Baade disse Unge og den erfarne Husmoder kan ofte staa og trænge til en sagkyndig vejledning, og det vil Tørsleffs Husmoder-Service med Fornøjelse give Dem. […] Ring blot til Central 612…

Det er dejligt med en stor, tyk, altomfattende Kogebog. Men man holder ikke af at lade den komme for meget i Køkkenet. Det giver nemt Fedtpletter, eller den bliver løs i Sammenføjningen. Derfor er det næsten ligesaa uundværligt med en lille nem og billig Kogebog ved Siden af. […] Een, der skriver om Mad, som er aktuel netop i Dag, og kan give nye Ideer i en Tid, hvor det er vanskeligt at variere Spisesedlen paa Grund af Vareknaphed, Dyrtid og andre Ubehageligheder. […] – kort sagt, den er en god og ligetil Kammerat i det daglige, og skulde den blive en Smule medtaget, gør det ikke noget – den faar en afløser til næste Aar, ligesaa aktuel, ligesaa fordringsløs og ligesaa usart! “Moderne Mad” skulde gerne være den gode Køkken-Kammerat. Det har den været for mange Husmødre tidligere. Det bliver den nok ogsaa for Dem!

– om Maageæg:

I Sæsonen (April-Maj) kan man udmærket anvende Maageæg. Særlig til Bagning, men mange Husmødre anvender dem ogsaa til Spisebrug. Husk, at de altid skal koge lidt længere end Hønseæg.

Læs mere Deres køkkenkammerat

Kræft er en bitch!

Det er sådan set ikke min plads at fortælle om. Så der kommer ingen detaljer her på bloggen. Men kræft er en forbandet sygdom – især når den rammer i ens nærmeste familie. Den kommer altid ubelejligligt og er pisse skræmmende. Og selvom det værste synes at være overstået nu, så kommer sygdommen og dens følgevirkninger til at følge den ramte og familien i mange år fremover (Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg i øjeblikket bare taknemmelig for, at operationen gik godt og at alting tyder på, at de “mange år fremover” faktisk vil være der!).

Zeitgeist – året der gik på laugesen.org

Når nu jeg selv synes, at de væsentligste indlæg her på min blog er de politiske, så er det ikke nødvendigvis rart at se på top-10 listen over året mest læste indlæg. Et semi-sarkastisk indlæg om Arto.dk er den klare topscorer, et undrende indlæg om teposefoldning er på andenpladsen og den personlige kommentar på firemånedersdagen (!) for mit rygestop er nr. 3.

(Et lille forbehold: Listen tager ikke højde for de indlæg, der er blevet læst på arkiv– og kategorisider eller på forsiden – som ikke overraskende er den mest læste side overhovedet)

1. wtf? Hvad laver Arto.dk i min … (1269 sidevisninger)
2. Teposefoldning? (356 sidevisninger)
3. Rygning (264 sidevisninger)
4. Dybe links er atter lovlige (205 sidevisninger)
5. Danske kort og Google Earth (166 sidevisninger)
6. Farvel RUC? (161 sidevisninger)
7. Poesi for nørder… (154 sidevisninger)
8. FairSite.dk – Hold jer fra dem… (139 sidevisninger)
9. Muhammedtegninger og jesussandaler (111 sidevisninger)
10. God jul og godt nytår! (104 sidevisninger)
10. Landsretten: Ungdomshuset skal ryddes (104 sidevisninger)

Alle 183 indlæg på bloggen er blevet vist mindst én gang i løbet af året, der er blevet skrevet i alt 110 kommentarer til indlæg, og på et lille halvt års tid har jeg slettet 2085 spam-kommentarer…

I ønskes alle et godt og lykkebringende nytår – vi ses i 2007!

God Jul og godt nytår!

Til ungerne i Ungeren og til de betjente der holder øje med dem. Til samvittighedsfanger og ulovligt tilbageholdte overalt i verden. Til asiater, lige nu fanget i endnu et klimahelvede. Til alle de irakere som endnu ikke er slået ihjel som følge af vores krig i deres land. Til alle der slås for retten til at ytre sig. Til palæstinenserne, som igennem endnu et år er blevet trådt endnu mere under fode af den israelske besættelse. Til libaneserne, som stadig er i gang med oprydningen efter Israels angreb i sommers. Til alle de israelere, som ønsker at leve i fred med deres naboer, og som ikke misbruger holocaust som undskyldning for at undertrykke andre. Til amerikanerne, som må leve med deres præsident i et par år endnu. Til de hjemløse i Danmark. Til alle danskere som pga. kontanthjælpsloftet bliver endnu mere fattige og marginaliserede end de var i forvejen. Til børnene på landets kræftafdelinger. Til ateister, kristne, muslimer, buddhister, hinduer, sikh’er. Til de homoseksuelle i Iran og bibelbæltet i USA. Til demokrater i Cuba. Til min familie, mine venner og alle andre:

God jul og godt nytår!
God Jul och Gott Nytt År!
God Jul og Godt Nytt År!
Juullimi ukiortaassamilu pilluarit!
Gledlig jól og gott nyttar!
Frohe Weihnachten und ein glückliches neues Jahr!
Joyeux Noël et Bonne Année!
Merry Christmas and a Happy New Year!
Feliz Navidad y Próspero Año Nuevo!
Buon Natale e felice Anno Nuovo!
Feliz Natal e Próspero Ano Novo!
Prettige Kerstdagen en een Gelukkig Nieuwjaar!
Hyvää Joulua ja Onnellista Uutta Vuotta!
Gleðileg jól og farsælt komandi ár!
Wesolych Swiat Bozego Narodzenia i Szczesliwego Nowego Roku!
Iyi Bayramlar ve Iyi senelar!
Kellemes karácsonyi ünnepeket és boldog újévet!
Veselé Vánoce a štastný Nový rok!
ПоздравлÑ?ем ВаÑ? Ñ? праздником РождеÑ?тва и Ð?ового Года!!
god jul på arabisk (håber jeg ;) )
god jul og godt nytår (på japansk, håber jeg ;) )
god jul og godt nytår på kinesisk (håber jeg ;) )

Det mindst mundrette navn…

Københavns Universitet fusionerer – og det er sikkert meget godt alt sammen. To nye fakulteter: Et farmaceutisk fakultet, som naturligt nok kommer til at hedde “Det Farmaceutiske Fakultet” (tidligere Det Farmaceutiske Universitet). Og så er der KVL. Før fusionen var det fulde navn ikke ligefrem mundret: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Men dog bedre end det danske navn de får nu:

Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer (sic!)

Den engelske navn er Faculty of Life Science. Gæt selv, hvilket navn de fandt på først – og hvilket der vil blive brugt i daglig tale.