Freedom not fear

Lørdag den 11. oktober mobiliseres der nu i en lang række storbyer i Europa, USA og Asien til en verdensomspændende aktionsdag under sloganet ”Freedom Not Fear”. Se filmen her og læs mere her: “Hvorfor holder vi en fest mod overvågning?“.

Skal vi acceptere overvågning af det offentlige rum? At vores data gemmes af statsmagten? At opgive basale rettigheder – som retten til privatliv og brevhemmeligheden?

Frygten for alting og enhver har overtaget store dele af den offentlige debat. Dansk Folkeparti lever af den. Selv SF er blevet smittet. Hvis vi lader frygten vinde ender vi uden privatliv, isolerede bag hver vores dobbeltlåste døre og pigtrådsomhegnede reservater hvorfra vi ængsteligt kan kigge ud på ‘de andre’.

Sig nej til frygten, luk friheden ud. Hvis du – som jeg – vil lægge en reklame for arrangementet på dit website kan du finde vejledning hos Prosa.

(og i øvrigt: Kudos til Prosa for at støtte op om kampagnen!)

Nordisk Rød, ministerfyring og rubrikannoncer

Blogbot.dk har gennemgået en forandring til det klart bedre de seneste par uger. Blandt nyskabelserne er tematiserede oversigter over weblogs. politik.blogbot.dk samler fx alle danske weblogs om politik – mens Nordisk Rød samler venstredrejede blogs fra hele Norden. Take a peak!

Barfoed går af som minister. Ikke nogen større overraskelse. Men det bliver spændende at se hvordan den tilbageværende regering tackler Dansk Folkepartis hykleri…

Sidst (og mindst) har rubrikannoncøren fra Absurdia (eller Psykedelistan) endnu en annonce i Information i dag – endnu mærkeligere end de forrige:

Mobning, pædofil, prostitution, røverier, druk og vold i det hele taget kan meget nemt fjernes fra skoler og samfund. Det er præsteskabet der har skylden, de er ultimative voldelige i kedsomhedens hus hvor livet er en jammer dal. Kulturen er bund-rådden og fordrukken og hviler på ler der lugter af lort – også fordi den slår ihjel – regneark og kaos – kulturpolitur der falder af. Politik og prostitution er ikke håndværk – de producerer fattigdom og ingen ting og især impotent grise hyl i luften faque, dovenskab. Henv. til interesserede for forandring. xx xx xx xx – xx xx xx xx

Alle fejl er fra originalen… Og hvad han mener denne gang er mig endnu mere uklart end før… Det er lige før han begynder at være skræmmende!

Flagskænding – The Trier Way

Den store danske kanon (med tryk på a, ikke på o) har fået Lars Von Trier til at se rødt… bogstaveligt talt: Lars von Triers videohilsen til Brian. Det har fået … et pernittengryn? … en nationalistisk tosse? … et medlem af Dansk Folkeparti? … til at melde Lars Von Trier til politiet for at skænde Dannebrog. Men som det fremgår af et tidligere indlæg her på bloggen, så er det (takskegudoglov) ikke ulovligt at omgås det danske flag som man nu måtte lyste.

Vid det er en ære, Dannebrog at bære…

Og står det til Dansk Folkeparti skal det nu være forbudt at brænde det danske flag af [dødt link: Politiken]. Peter Skaarup fremhæver, at det allerede er forbudt at brænde udenlandske flag af…
Hvilket fik mig til at lave en lille søgning på Retsinfo. Og af straffeloven fremgår det ganske rigtigt, at det er forbudt at “skænde fremmede magters flag:

§ 110 e. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der offentlig forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag.

Det amerikanske flagSå vidt så godt… Hvad der til gengæld også er gældende lov er bekendtgørelse nr 103 af 10/04/1915: “Bekendtgørelse om Forbud mod at benytte fremmede Nationsflag.”. Heraf fremgår det, at det for alle andre end “Fremmede Staters Gesandter, Konsuler og Vicekonsuler” forbydes “under aaben Himmel, samt i Gæstgiverier, Beværtninger og andre offentligt tilgængelige Lokaler at benytte Krifsførende [sic] Magters Flag, være sig til Udsmykning eller paa anden Maade.”… Så ned med de amerikanske, russiske, israelske, syriske, koreanske, britiske (fortsæt ad nauseam) flag med det vuns! (Og hvem ved – måske er en webside også et “offentligt tilgængeligt Lokale”, og måske er offentliggørelsen af det amerikanske flag hér en forbrydelse??? 😉 )

Se også artikel på modkraft.dk [dødt link].

Foto: Arash Behshadpoor

Global.dk lukker

Regeringen og Dansk Folkepartis korstog mod danskernes oplysningsniveau fortsætter. Udover fx MS-biblioteket går det denne gang ud over Global.dk. Det er trættende, sørgeligt, frustrerende…

Louise Frevert eller Martin Henriksen?

“Om islam: »Det er velkendt, at islam ligger på lur i erkendelse af, at ingen islamisk gruppe eller stat, besidder den nødvendige militære magt, der skal til for at besejre os. Målet kender vi, metoden er stille og roligt ved at overtage og infiltrere vores demokratiske institutioner.«

Om at konvertere til islam: »Disse unge danskere, som svigter deres arv og dermed os alle sammen, er skyld i en moralsk forbrydelse så stor, at den er ubeskrivelig.«

Om efterretningstjenesten: »Senest har PETs chef været ude og kritisere debatten vedrørende indvandrere og efterkommere i Danmark. Det er efter min mening fuldstændig uacceptabeltt at chefen for PET fører sig frem i pressen på den måde. Han skal kende sin plads og blive på sin pind.«

Der er desværre ikke nogen grund til at undre sig – men som det fremgår af Keld Bach’s Press Cuttings, så er det ikke Louise Freverts udtalelser – og det er tydeligvis ikke på grund af hendes politiske holdninger at hun blev frataget et af sine ordførerskaber i Folketinget…