Dødsyg årsdag, en ateistisk præsident og … Harry Potter

Dødsyg årsdag

For et år og to dage siden stod det klart, at det store arbejde i kommunalvalgkampen ikke blev belønnet med den ønskede pris: En plads i Københavns Borgerrepræsentation. SF tabte to mandater – og jeg fik den lidet flatterende post som 7. suppleant til SF’s gruppe. Ikke noget under at jeg glemte at højtideligholde det på selve dagen 😉

En ateistisk præsident

Scott Adams (forfatter & tegner af Dilbert) skriver i sin Blog om en afledt effekt af 9-11 og den øgede fokus på religiøse ekstremister: Det er blevet mere stuerent – selv i USA – at være ateist:

I think the hidden benefit of Islamic extremism is that it freed the atheists from their closets. The old mindset in the United States was that almost any religion was good, and atheism was bad. But since 9/11, atheism has moved above Islam in the rankings, at least in the minds of Christians and Jews in the United States.

For en dansker lyder det måske ikke så mærkeligt – men i det kristent-fundamentalistiske USA er det en voldsom ændring…

Harry Potter and the Order of the Phoenix

Og sidst men ikke mindst: Den første teaser for “Harry Potter and the Order of the Phoenix” er blevet offentliggjort: Det ser umiddelbart ud som om, at filmenen følger med bøgerne og heltenes alder og bliver en mørkere, mere truende og mindre pussenusset film:

…en film at se frem til (i – i skrivende stund – 235 dage… i følge MuggleNet)

Plakater for 386.575 kr…

At valgkampe er dyre kan vist ikke rigtig komme bag på nogen – men at det kan være dyrt at få taget plakater ned var der vist kun meget få, der havde forestillet sig: SF har fx fået en regning på knap 50.000 kr. Politiken har talt beløbene sammen… 386.575 kr. alt i alt… (!!!).

Berlingske Tidende: Hun vandt valget – men tabte konstitueringen

Åh ja… konstitueringen er næsten overstået – og kunne det have være grimmere?

Pind vandt og Ritt er Old-school?

På Kommunikationsforum reflekterer Søren Pinds hhv. Ritt Bjerregaards kampagneledere over den kommunale valgkamp – og over hvorfor netop deres kandidat vandt. For Karin Nørgaards vedkommende er det et ikke særlig godt forsøg på at kalde et nederlag for en sejr, mens Louise Høst mest af alt bare har svært ved at få armene ned over en old-school, “hurra-vi-er-beton”-kampagne (forståeligt nok, Sosserne gik fra 16 til 21 mandater under valgkampen).

Ingen slinger i valsen… Take 117

Ritt Bjerregaard førte (en i øvrigt flot) kampagne under sloganet ‘ingen slinger i valsen’. Et kampagneslogan som i løbet af mindre end tre uger er blevet gjort til skamme så mange gange, at det næsten ikke længere er morsomt – men nærmere krummende pinligt. Sidste slingretur står Winnie Berndtson for. Hun forlader Socialdemokratiet (DR, Politiken). I følge Politiken-artiklen (og Radioavisen her kl. 22) har hun tænkt sig at støtte de borgerlige – hvilket vil medføre, at hele borgmesterkabalen skal lægges om – at Enhedslistens borgmesterpost flytter tilbage til den borgerlige blok OG at Socialdemokraterne (nu med kun 19 medlemmer i gruppen mod 21 før) ikke længere er selvskrevne til hele tre borgmesterposter – men skal forhandle sig til den tredje – som lige så godt kan gå til Enhedslisten.

Jeg – som dog sidder forholdsvis tæt på begivenhederne – tager mig til hovedet… Hvad gør den almindelige vælger, ikke mindst en af de 60.000 som stemte på Ritt? Hvis man dog bare kunne bede om en om’er!

Tragikomik i Borgerrepræsentationen…

Wallait Khan var valgbar. Så langt så godt. Til gengæld meddeler Ritzau (her på dr.dk) at Socialdemokraten Sikandar Malik Siddique’s far (!), at andre dele af det pakistanske miljø end dem, der støtter Wallait Khan har presset Sikandar til at gå fra Rådhuset fremfor at at stemme på Wallait Khan som næstformand i BR. Et pakistansk opgør på Rådhuset?

“Confused? You won’t be after this week’s episode of Soap!”

UPDATE: Ikke engang SF’erne i SF’s formindskede gruppe på Rådhuset kan tilsyneladende længere holde arme og ben inde i vognen: Frank Hedegaard udtaler nu: Vi er ærlig talt ved at have et demokratisk problem udadtil, med den måde vi forvalter tingene på. Det ligner rent kaos.

En lykkelig slutning?

Hmm… For lidt over en uge siden virkede det som en god ide. Wallait Khan – en af de ubestrideligt mindst troværdige personligheder i Københavns Borgerrepræsentation – sprang fra Venstres gruppe i protest mod deres integrationspolitik og konstitueringsaftalen mellem VCO og stillede i stedet sit mandat til rådighed for centrum-venstre valggruppen (ABFØ). Det var SF’s forhandlere som stod for kontakten til Khan og SF, som i gennem den sidste uge har stået for skud hver gang der – oftest med rette – har været rettet kritik mod Khan’s ikke særligt imponerende karriere i dansk politik.

Jeg støttede fra starten, at SF benyttede sig af de muligheder, som Wallait’s afhopning gav (blogpost(en lykkelig slutning), indlæg på SF’s debatforum). Og jeg gør det sådan set stadig. Gevinsten ved at sikre venstrefløjen indflydelse på konstitueringen i København (herunder, at SF sikrede København Mikkel Warming (Enhedslisten) som borgmester i stedet for Mogens Lønborg (Konservative), samt at en masse af de vigtige poster i Ørestadsselskabet, energiselskaber, bolignævn, Havnen etc. etc. går til venstrefløjen i stedet for Geertsen, Frevert og Lønborg) er så stor og vigtig, at det var ’støjen’ værd.

Men Wallait Khan er en ‘loose cannon’. Ingen tvivl om det. Men er han mere end det? De næste par dage vil formentlig afsløre det. Spørgsmålet er, hvor går vores (og valggruppens) grænse for hvad vi kan acceptere? Støtte til Hizb-ut-Tahrir og lignende anti-demokratiske bevægelser er en klar deal-breaker, ligesom støtte til indførelse af Sharia i Danmark er det. Men Wallait selv afviser også denne støtte: “Så længe organisationerne er lovlige, skal de have ret til at leje og låne kommunens lokaler. Men jeg har en anden ideologi end dem. Jeg støtter demokratiet, jeg er en del af demokratiet”. Og så længe Wallait står ved denne udtalelse er han så fuldt inden for rammerne af, hvad jeg kan acceptere (faktisk er jeg enig ;)).

At skille skidt fra kanel er svært i denne sag. Hvor meget er ubegrundede anklager? Hvor meget er forsøg på at få ‘valgflæsk’ til at tage sig så skidt ud som overhovedet muligt? Hvad er reelt? Venstres bemærkelsesværdige hævnkampagne – via Venstres Ungdom – overfor deres frafaldne gruppemedlem (som i parentes bemærket stadig er medlem af Venstre) mudrer billedet endnu mere. Anklager fra forsmåede partifæller kan aldrig være en dealbreaker – om end det jo giver sig selv, at hvis Venstre har opstillet en kandidat til BR, som slet ikke er valgbar, så kan han ikke være valgt. Og så har vi en ny og anden situation.

(og så er det jo værd at understrede, at det er Venstre som stillede Wallait Khan op til Borgerrepræsentationen. Og fordi man kan undre sig over, at partiet først nu – efter han har været medlem af Venstres gruppe i fem år – har opdaget, at Khan er en noget så skidt fyr).

…og så til sidst: At indgå en konstitueringsaftale er én ting – og i en konstitueringsaftale sluger man, som i enhver anden politisk aftale, kameler for at opnå noget man anser for vigtigere. Wallait er ikke den eneste kamel, SF har slugt i den anledning. Men det er en stor kamel. Og i øjeblikket føles det som om, at vi prøvede at bide over lidt mere end hvad godt er. Men medlemskab af SF er noget helt andet. Og Wallait hverken er eller bliver medlem af SF.

Tak for kampen!

Nu, hvor konstitueringen er overstået og skuffelsen over ikke at være blevet valgt har fortaget sig (lidt 😉 ) er det på tide at få sagt tak. Tak til de af jer som var med til at få valgkampen til at hænge sammen (partimedlemmer, venner og familie). Og tak til de 133, som valgte at sætte deres kryds ud for mig. 133 er jo faktisk ikke så lidt når man nu tænker over det!

Nu vil jeg kaste mig over mit speciale i stedet for – et speciale, som jeg jo ikke havde fået meget tid til, hvis jeg var blevet valgt – så der er intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Tak for opbakningen!

Man har et parti til man har et nyt…

…og I Wallait Khans tilfælde kan man fortsætte sådan indtil man ikke længere har et…

Wallait forlod i 2000 SF og lavede et spektakulært partiskifte til Venstre. Nu har han tilsyneladende også fået nok af Venstre, og har meddelt, at han udtræder af Venstre for at blive løsgænger. Hvis det også betyder, at han melder fra på den konstitueringsaftale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har indgået betyder det (vist ellers jeg husker min valgmatematik korrekt), at VCO-valggruppen mister den ene af sine to borgmesterposter. Som det fremgår af Jyllandsposten er Wallait her til aften til møde med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. I sammenhæng med de genoptagne konstitueringsforhandlinger kan det betyde, at en A+B+F+Ø+Wallait Khan valggruppe (med i alt 42 medlemmer) kan tage alle borgmesterposter undtagen én. Med andre ord; at Mogens Lønborg ikke bliver borgmester alligevel – det mest sandsynlige er, at posten vil gå til Enhedslisten.

Alt i alt meget mere positive toner og muligheder end i går!

Konstituering… igen?

Ritt har fortrudt sin smalle konstituering, og har genåbnet forhandler med SF og Enhedslisten. Læs Ritzau-telegrammet på Politiken.

Tilsyneladende er det, som har været tydeligt for venstrefløjen hele tiden, gået op for Ritt: Nemlig
1. at den smalle konstituering er helt enormt sårbar når hver og en af medlemmerne af S og R har vetoret
2. at det er en katastrofe at forære højrefløjen samtlige næstformandsposter m.v. – på bekostning af SF og enhedslisten
3. at det er et usædvanligt dårligt signal at bryde sine valgløfter allerede inden den sidste stemme er talt op…

Der sker spændende ting på Rådhuset – stay tuned.