Norge har [ikke] droppet statsreligionen

Norge har droppet statsreligionen! Tillykke til nordmændene. Tillykke med en sekulær stat – og tillykke til de kristne nordmænd, som nu kan udøve deres tro i frihed!

…og nå ja… måske ikke helt sekulær når nu kristendommen stadig er indskrevet som kulturelt grundlag… men stadig et stort skridt fremad!

[update 23.5.2012]
Træerne vokser ikke ind i himmelen (!)… Ole Sandberg gendriver (desværre) forlydenderne i dagspressen… På modkraft.dk skriver han bl.a.:

Det fremgår nemlig utvetydigt af den nye grundlovstekst, at Norge fastholder en statskirke og en officiel national religion. Den nye grundlovstekst lyder nemlig:

“Den norske Kirke, en evangelisk-luthersk Kirke, forbliver Norges Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. (..) Kongen skal stedse bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion.”

Øv. Men tak for præciseringen 🙂

 

Første bryllup i Kopimist-kirken

Tillykke til det lykkelige par – og ‘hehe’ til en bevægelse der på én gang både driver gæk med copyright-bevægelsen og religion 😉

Billeder af muslimer og alt det, de bærer

Er muslimers tøj farligt? Skal burkaer forbydes? Skal brune t-shirts?

Findes der ‘muslimsk tøj’? Se dokumentation – billede efter billede- af muslimer i tøj (!) på muslimswearingthings.tumblr.com 🙂

Djævleyngel?

Nordjysk præst (i Politiken):

…nisserne er i strid med den kristne jul, mener Jon Knudsen.

Han har derfor også gjort datterens børnehavepædagoger og sønnens dagplejer klart, at hans børn ikke må udsættes for nisser.

»Det respekterer de, og det er jo heller ikke anderledes, end når muslimerne ikke må få svinekød«, siger Jon Knudsen til Nordjyske Stiftstidende.

Nej. Det er ikke anderledes, end når muslimerne ikke må få svinekød. Det er præcis lige så arkaisk og bizart. Religion. Enemy of reason!

Eventyrfortolkere i sorte karnevalsdragter

“Jeg kommer der kun (i kirken) til begravelser, og det er lige rædselsfuldt hver gang. Et er, man er ked af at sige farvel til en, man holder af, men at man samtidig skal sidde og høre på alt det patetiske vrøvl, der kommer ud af munden på en eventyrfortolker i sort karnevalsfragt, er næsten ikke til at bære.”

Jan Monrad, I Ekstra Bladet.

George Carlin er død

George Carlin – en af de skarpeste, mest respektløse og sjoveste komikere er død, 71 år gammel. Manden for hvem intet var helligt.

Der er ikke så meget at sige – andet end Shit, Piss, Fuck, Cunt, Cocksucker, Motherfucker og Tits.

(via pharyngula)

Flyvende onkel rejsedagbog (Vilnius, part III)

Sidder i flyveren og skal have tiden til at gå med et eller andet – og hvorfor ikke sidste afsnit af Onkel rejsende Jespers rejsedagbog? (og længe leve min pda, som gør det muligt at skrive dette! Flere billeder følger om en dag eller to når jeg har fået tid til at sortere og uploade!).

Nuvel. Torsdagens oplæg gik som sagt godt. Gruppearbejdet var en begrænset succes (jeg havde ikke regnet med, at det ville være SÅ svært at lokke litauere til at sige noget). Fredag startede med en privat rundvisning i de mest interessante (læs: gamle) bygninger på Vilnius Universitet. Nijole garnerede turen med en imponerende mængde facts. Cirka 10:30 mødtes jeg (som den eneste af de tre oplægsholdere fra dagen før) med folk fra Vilnius Universitet (3 fra kommunikationsafdelingen, et par fra bibliotekets webgruppe og et par andre jeg aldrig helt fandt ud af hvor kom fra). Vi udvekslede erfaringer, og jeg måtte beklage, at min viden om systemintegration er begrænset til, at ‘det er en god ide ;)). Jeg fik et VU-krus til KOM’s samling, og forlod universitetet ved 1-tiden.

Resten af fredagen (og en god del af lørdagen… Og også i dag, søndag) gik med at trave vilnius igennem. Det er sådan noget jeg altid kommer til, når jeg rejser alene: at gå og gå og gå. Uden ophold eller pause. Det går meget bedre med end rejsekammerat, som kan insistere på en kaffepause – bare en gang i mellem. En fordel er dog, at kunne slentre uden mål, gå til højre her, venstre der, ind i kirken, museet, op på bakken, tilbage og frem helt som det passer mig. Og især lørdag kom jeg langt omkring. Fredag blev jeg inde i den gamle bykerne…

(aah – kaffe! Selvom det er en gang frysetørret sjask til 7 lita er det saliggørende!)

Fredag. Bykerne. Ja. Den gamle bykerne i Vilnius er spækket med gamle kirker og klostre. Alle har de været misligholdt da Litauen var under sovjettisk overherredømme (de blev i det mindste ikke revet ned – bare brugt som lagerbygninger). Nogle er restaurerede – andre ligner stadig noget man skulle tro var løgn (fx den græsk-katolske jeg tilfældigvis kom forbi søndag).

Lørdag gik jeg gennem Uzupio (stave?). Enten fandt jeg aldrig det ‘rigtige’ Uzupio, eller også vil jeg have lov til at være skuffet. For det var sgu’tte imponerende. Til gengæld fortsatte jeg ud af byen og endte i noget faldefærdigt forstadsagtigt noget. En blanding af kartoffelrækkerne (hvis de altså havde stået uden vedligeholdelse i 20-30 år) og noget socialt boligbyggeri-agtigt noget, som sikkert var opført som en del af en glorværdig 5-årsplan i begyndelsen af 70erne, men som nu – som så meget andet – mere lignede noget der burde rives ned… Inden det falder af sig selv.

Jeg endte med at fare lidt vild, men fandt Neris – den store flod, der løber gennem Vilnius – og fulgte den tilbage til nationalmuseet, den gamle befæstning, katedralen m.v. Henover floden og ind i en helt ny verden; højhuse og glas og stål så selv havnefronten i København kunne blive lidt misundelig.

Efter gode 6 timers vandring tumlede jeg tilbage på hotellet – fyldte koffeindepoterne op og skrev sågar et par afsnit i mit speciale færdige (Lene: jeg sender noget til dig i morgen!).

Søndag var der – i modsætning til torsdag-lørdag – masser af mennesker på gaden. Rigtig mange rendte rundt med små buketter af blomster og/eller kviste – og ind og ud af de alt for mange kirker. I dag må være en særlig søndag i det ortodokse og/eller katolske kirkeår.

Jeg nåede sågar at overvære et par gudstjenester/messer – en russisk-ortodoks (lød det som) og en, jeg ikke helt kunne gennemskue – for i hvilken kristen retning går præsten rundt og velsigner folk med håndspålæggelse til akkompagnement af kor og akustisk guitar? Hmm…

Inden det bliver for langt må jeg hellere konkludere: Vilnius er en fed by, som jeg absolut må tilbage til. Men næste gabg vil jeg have en rejsekammerat med – det gør altså oplevelsen sjovere.

Om lidt er jeg hjemme igen, og i morgen tidlig står jeg og underviser et lille hold forskere i at blogge (på KUA). Og så er hverdagen allerede i gang igen. Det er dog ikke så galt endda. Jeg holder af hverdagen. Og inden den rammer mig når jeg vist også lige et par timer i ualmindeligt godt selskab 🙂