Årsmøde i SF-København

GruppearbejdeLige nu er godt 40 SF’ere samlet til årsmøde i SF-København. Udenfor ser det ud som om, foråret endelig er til byen – indenfor er diskuteres miljøpolitik, ligestilling, børne- og ungepolitik, valgkampe og det forgangne års sejre og nederlag.

Stemningen er god – det har været et godt år, og årsmødet er trådt sammen med den seneste kommunale meningsmåling in mente: Ved et valg i dag ville SF mere end genvinde de mandater, vi tabte i ved valget i 2005. Derfor er fokus også på at diskutere hvilke sager SF skal forsøge at gøre til vindersager ved næste valg – og på hvordan SF i København undgår at drukne i Ritt og Bondams mediecirkus.

Metroen når vi nok at runde igen-igen – og når mødet engang er færdigt ved 17-tiden vil der også være valgt en ny bestyrelse.

(men lige nu ville jeg nu hellere nyde solen på en gåtur i Fælledparken 😉 )

Velkommen til 1984

Pernille Bagge, MF for SF er citeret for at mene, at ‘børnepornofiltret’ skal indsamle oplysninger om hvem der ‘går i fælden’ og samkøre oplysningerne med kriminelle og sociale registre. Læs artiklen og græm dig. Jeg fandt artiklen i en historie ovre på Newz.dk, og jeg må give kritikerne ret: Det er et umådeligt dumt forslag. Faktisk er der så meget galt med ræsonnementet, at det er svært at finde et godt sted at starte.

1. Så nemt er det ikke
Udtalelserne viser en eklatant mangel på forståelse af, hvordan Internettet fungerer, og hvem filteret fanger.
For det første deler ‘Seriøse pædofile’ deres snavs gennem lukkede eller anonymiserede netværk. Filtret har ingen effekt der. Hvis de er dumme nok til at gøre det over ‘åbne kanaler’ skal vi nok fange dem – nok før end senere… For det andet ved de fleste, der har bevæget sig bare en lille smule i den flossede kant på Internettet (eller fået en spam-mail eller været uheldig nok til at få sin browser hijacket af virus eller anden malware), hvor nemt og ofte man bliver snydt til at besøge sider, man ikke er interesseret i. Crackede programmer, medicin, porno, piratkopier af både det ene og det andet, russiske brude for under 100$ og meget andet lort er aldrig længere end en enkelt forkert søgning, et klik i en spam-mail eller en browserhijacking væk. Mit gæt er, at 99% af de hits, som børnepornofiltret viser er af denne slags.

2. Velkommen til 1984
For nogle år siden var jeg glad og stolt over at kunne sige, at SF var Folketingets fremmeste beskytter af de individuelle menneskerettigheder. Det ligger dybt forankret i SF’s historie. SF’s formand udgav sågar en bog under titlen “Frihed i Fællesskab”. Friheden fra statens såvel som fra kapitalismens overvågnings- og undertrykkelsesmekanismer var helt grundlæggende elementer i vores politikformulering.

I de senere år – og med dette forslag går det da helt galt – har SF efterhånden overgivet sig til den gældende diskurs; tillid er naivt, kontrol er svaret. Og selvom vi jo da alle sammen kan være enige om, at misbrug af børn skal forhindres og stoppes, så er svaret ikke at bortkaste de basale rettigheder, som sikrer os hver især og alle sammen mod magtmisbrug og vilkårlige indgreb i vores privatlivs fred.

Skridtet til at acceptere registrering af boglån og -køb er skræmmende lille. For hvis vi skal registrere alle som – tilfældigt eller ej – kommer ind på en side med børneporno, hvorfor så ikke registrere og kontrollere alle dem som køber eller låner problematisk litteratur? Vi ved jo, der ikke går røg uden ild, og at købe Nabokovs “Lolita” (eller endnu værre; filmatiseringen af samme) er jo næsten det samme som at tilstå sin perversitet? Og nu vi er ved det; burde vi ikke tage og registrere alle muslimer? Vi ‘ved’ jo at mange af ‘dem’ omskærer deres pigebørn og tvangsgifter dem væk så snart de er kønsmodne. Og hvorfor ikke tage venstrefløjen med i samme omgang? De sympatiserer jo med ballademagerne fra Ungdomshuset – og hvis de ikke allerede har gjort noget, så påtænker de det nok.

Følger det ikke næsten naturligt af argumentet: “- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster.” (Pernille Bagge ifølge dr.dk).

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti kan foreslå den slags. Totalitarisme ligger ligesom til dem. Men at en parlamentariker fra Socialistisk Folkeparti gør det er er mig komplet uforståeligt. Og jeg ku’ blive så vred når Pernille påkalder ‘børnenes tarv’ som ‘argument’.

Velkommen til 1984:

WAR IS PEACE
Foto:
thepen, flickr.

“Even the Catholic Church of the Middle Ages was tolerant by modern standards. Part of the reason for this was that in the past no government had the power to keep its citizens under constant surveillance. The invention of print, however, made it easier to manipulate public opinion, and the film and the radio carried the process further. With the development of television, and the technical advance which made it possible to receive and transmit simultaneously on the same instrument, private life came to an end.” George Orwell: 1984, part 2, chapter 9

Kampen i gaderne

I en pressemeddelse udtaler Anne baastrup i dag:

â€?I bagklogskabens lys var det formentlig en fejl af Københavns Kommune at sælge huset pÃ¥ Jagtvej. Men nu skal vi se frem af – og i den forbindelse tager SF pÃ¥ det kraftigste afstand fra voldelige konfrontationer og civil ulydighed. Jeg opfordrer de unge til at insistere pÃ¥ dialogen og opføre sig fredeligt – sÃ¥ kan vi politikere hjælpe dem med at finde et alternativâ€?

– objektivt set en korrekt og fornuftig udmelding. Men nÃ¥r den – som nu – kommer efter hele og halve Ã¥rs tovtrækkerier, hvor de unge igen og igen har følt sig trukket rundt i manegen af de selvsamme politikere, som Anne Baastrup nu mener, de skal have tillid til… SÃ¥ er det en næsten fornærmende naiv udtalelse.

Selvom SF – som det eneste parti – i gennem hele processen aktivt har forsøgt at finde en politisk løsning er det er ikke lykkedes. De unge har hverken tillid eller tiltro til, at politikerne – uanset parti – har vilje eller evne til at finde en fornuftigt løsning pÃ¥ konflikten. Og nu, hvor Staten tager sine magtmidler i brug for at gennemtrumfe den rydning, som – qua salget i sin tid – er den korrekte juridiske konsekvens af den politiske beslutning, sÃ¥ er det ikke svært at forstÃ¥, at de unge næppe føler sig kaldet til at følge opfordringer til at lægge deres skæbner i de selvsamme politikeres hænder.
Pressemeddelelse fra Ungdomshuset:

Politiet runder i dag formentlig 1.000 anholdelser på et halvt år i forbindelse med kampen for et Ungdomshus i København.

28. august 2006 faldt dommen i landsretten. Dagen efter blev omkring 20 anholdt på Trekroner Fort. Siden har der været masseanholdelser i forbindelse med demonstrationer, BZ’elser og aktioner. Med anholdelserne på Grøndalsvænge 3. februar kom politiet op over 800 anholdte. Det tyder nu på, at politiet måske allerede har rundet de 900 i løbet af de sidste timer.

â€?Hvis de fortsætte stilen som hidtil ved at forsøge at løse politiske problemer, med at bure unge inde, sÃ¥ runder vi nok de 1.000 anholdte inden midnatâ€?, siger Anja, der har været i pressegruppen gennem hele det sidste halve Ã¥r. Hun fortsætter

â€?Der kommer en eller anden grænse, hvor selv den mest stivnakkede politiker Ritt BjerregÃ¥rd mÃ¥ indse, at det er et kommunalt ansvar at stille et hus til rÃ¥dighed. Og sÃ¥ længe hun ikke vil indse det, ja sÃ¥ mÃ¥ der være en kamp for et ungdomshus. Den kamp er nu blevet tvunget ud pÃ¥ gaden. Det er politikernes valg – ikke voresâ€?

Bare lige for at understrege det: Jeg undskylder ikke vold. Hverken fra de unge, andre demonstranter eller politiet. Men en opfordring til de unge om at “insistere pÃ¥ dialogen” lige præcis i dag minder mÃ¥ske lige lovlig meget om at hælde salt i sÃ¥ret.

Men nøj, hvor jeg dog hÃ¥ber, at København kommer igennem de næste par dage uden alt for mange – og alt for alvorlige – personskader. Vi var uhyggeligt tæt pÃ¥ nedsmeltning i december. Lige nu er hÃ¥bet stadig lysegrønt. Men jeg er bange for, at de næste timer – og dage – slide alvorligt pÃ¥ det.

Hvad er vigtigt?

SF skal stille nye folketingskandidater op i København – og som jeg lovede for et par dage siden er her første opfølgning til spørgsmålet: Hvem skal jeg vælge?.

Nu er det jo selvfølgelig (og heldigvis) ikke kun mig der afgør hvem SF stiller op i København. Der er omkring 2.300 SF’ere i storkredsen. Og selvom vi typisk kun har en stemmeprocent på 50-60% til urafstemninger (slet skjult hentydning til de af mine partifæller som læser med her: husk at stem!), så er mine to, måske tre stemmer blot ganske få blandt rigtig mange.

Men sådan er det jo ved de fleste valg – og det skal ikke forhindre mig i at forsøge at finde frem til dem, som jeg tror vil gøre det bedst for SF.

Hvad er så mine kriterier? Først og fremmest at finde kandidater, som jeg er så enig med som muligt, naturligvis. Det er heldigvis nemt – de tider er forbi, hvor SF’ere befandt sig på den ene eller den anden side af et uoverstigeligt hegn: Modstand eller medspil i EF/EU. At det er nuancerne og vægtningen af de forskellige politik-områder der adskiller kandidaterne gør det til gengæld ikke nemt at vælge mellem dem.

Lige nu har jeg det faktisk sådan, at mit personlige valg i høj grad kommer til at afhænge af et ønske om at få sat et ‘stærkt hold’ til den næste folketingsvalgkamp. Ved sidste folketingsvalg gik SF tilbage i København. Det må ikke ske igen – og det kræver, at vi får sammensat et hold kandidater, som for det første er stærke, karismatiske og hårdtarbejdende – for det andet, at holdet er så varieret sammensat, at at der er ‘noget for enhver smag’. Læs mere Hvad er vigtigt?

Hvem skal jeg vælge?

I disse dage skal vi – medlemmerne af SF i København – vælge folketingskandidater for de næste to år.

Der skal vælges 12. Der er 15 kandidater. Heraf to siddende folketingsmedlemmer (Kamal Qureshi og Anne Grete Holmsgaard), et medlem af Regionsrådet (Marie Fugl) og to medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation (Ninna Thomsen og Lotte Thiim Bertelsen).

Af de ti tilbageværende kender jeg (til) de otte (Torben Lund, Ole Riisgaard, Uzma Ahmed Andresen, Trine Pertou Mach, Özlem Sara Cekic, Balder Mørk Andersen, Rachid El Mousti og Ida Auken).

De to eneste som jeg ikke umiddelbart kender, er Evin Cilgin og Anne-Mette Wehmüller.

Jeg skal stemme på mindst to og højest tre kandidater. Dvs. at mellem 12 og 13 af de opstillede skal vælges fra. De to for mig ukendte kandidater er de første der ryger ud af mit sving. Når nu jeg kender så mange af kandidaterne – og skal vælge så mange fra – vil jeg holde mig til dem, som jeg kender fra mere end et opstillingsgrundlag.

Resten er i spil. Afstemningen slutter den 29. november – og i de kommende dage jeg vil forsøge at sætte ord på mine overvejelser her på bloggen. Du er meget velkommen til at give dit besyv med i kommentarerne!

Godt, Bo!

SF‘s Børne- og Ungeborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, støttede i aften i TV-Avisen de aktionerende forældres protester over nedskæringer på daginstitutionerne. Han – og med ham SF i København – balancerer her på et knivsæg; vi er med i budgetforliget i København, fordi vi med vores deltagelse har været i stand til at sikre et bedre resultat end hvis vi havde holdt os uden for. Samtidig er vi inderligt imod den aftale, som KL har indgået med regeringen – en aftale, som på trods af byens glimrende økonomi tvinger København til at skære ned på kerneydelser – og på trods af SF’s bestræbelser går det bl. a. ud over daginstitutionerne. Det er galimatias. Og Bo forklarede det glimrende.

På tirsdag, 3. oktober, er der mulighed for at deltage i protester: Landet over arrangeres der aktioner og demonstrationer – de fleste af “Velfærd til alle“-initiativet. Deltag, hvis du kan!

Kløvermarken bliver til boliger

SF har endelig besluttet sig for at bygge omkring to tusinde boliger på Kløvermarken på Amager. Dermed har Ritt Bjerregaard flertal for projektet. Det skriver Politiken helt korrekt i dag. Jeg kan ikke tilføje meget mere til sagen – endnu. Forhandlingerne om såvel byggeprojekter og budgettet for København pågår i øjeblikket – og jeg har ikke tænkt mig at være den, som med en uovervejet kommentar på denne side forringer vores forhandlingsposition.

Så lad mig lige nu nøjes med at fortælle, at jeg blev stemt ned… 😉

[update: beslutningen er nu offentliggjort – se sfkbh.dk]

Ja, Nej, Ja, ?

Byggeriet af Ritts bredt berømmede 5×5 boliger er ved at udvikle sig et et politisk mareridt for SF. Tilbage i juni kaldte Lotte Thiim Bertelsen projektet for “inspirerende og værd at gå videre med” i Jyllandsposten. I august, da de egentlige planer blev kendt og naboer og boldspillere i samlet flok protesterede mod nedlæggelsen af op mod halvdelen af boldbanerne sagde SF stop. En holdning, som der i øvrigt var fuld opbakning til i SF-Københavns bestyrelse (SF-gruppens bagland).

I dag er det ikke Lotte Thiim Bertelsen, der udtaler sig på dr.dk, men derimod Bjarne Fey og Camilla Burgwald. Og nu siger vi ikke længere nej, men ja:

Vi har giver håndslag om Ritts boligprojekt, siger Bjarne Fey, SFs gruppeformand, der endda kan acceptere, at nogle af boldbanerne på Kløvermarken forsvinder.

Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. SF har – på ganske få måneder – drejet rundt og rundt og har gang på gang pantsat SF’s politiske troværdighed. Først hos de protesterende københavnere, som vi allierede os med da Lotte Thiim Bertelsen lovede, at SF ikke ville lægge stemmer til byggeri på Kløvermarken:

Ærlig talt har jeg mere end svært ved at forestille mig et byggeriprojekt på Kløvermarken, som SF vil sige ja til. […] og det må ikke berøre de eksisterende boldbaner

Blot en måned senere pantsætter SF’s gruppe den selvsamme troværdighed på Overborgmesterens kontor – hvor SF’s gruppeformand og budgetordfører tilsyneladende har solgt SF’s politik…

Jeg håber virkelig, at prisen er det værd, og ser frem til – som medlem af den bestyrelse, som skal godkende kursskiftet – at få en forklaring. Og jeg håber, at SF har fået så helt usandsynligt mange og store politiske indrømmelser fra Overborgmesteren, at det fuldt ud dækker det troværdighedstab, som (endnu) en kovending i denne sag vil give…

Landsretten: Ungdomshuset skal ryddes

Det skriver Nørrebrobladet På Gaden. Landsrettens beslutning er næppe helt uventet – men ikke desto mindre forstemmende.

SF og Enhedslisten har i gennem alle årene være stærke fortalere for bevarelsen af det kulturelle frirum, som Ungeren er og altid har været. Og SF har – også igen – stillet forslag om, at Københavns Kommune køber huset tilbage fra den kristne sekt “Faderhuset”.

Hvad de end si’r – Ungdomshuset bli’r !