Plakatophængning

Valgkampen i gang – plakaterne hænges op. Her med Anne Grethe Holmsgaard og Villy Søvndal på plakaten i SF-Østerbros lokaler på Melchiors Plads på Østerbro.

Fest!

I morgen lørdag er der “kickstart-fest” for SF’ere i København. Den nye politiske sæson skydes i gang med en åben fest for SF’ere og sympatisører i Ideal Bar (Vega, Vesterbro).

Program for kick-start-fest i SF-Kbh.
Kl. 15: Start. Velkomstdrint og chilling
Kl. 15.15: Præsentation af dagens program
Kl. 15.30: Camilla Burgwald – Mit København
Kl. Kl. 16.00: AndyOp og Vakili underholder – der serveres sandwich
Kl. 17.00: Valgkampsgruppen kommer med indspark til programmet.
Kl. 18.00: Special surprise taler!
Der serveres sandwich
Kl. 18.45/19: Annika Aakjær underholder (Århusiansk singer-songwriter)
Kl. 19: Ideal Bar åbner for normalt publikum og SF’erne kan feste med eller smutte hjem

…jeg kan ikke være med hele vejen, har andre – svært behagelige – ting at tage mig til, men du (ja, dig!) skulle tage og smutte forbi og sige goddag til alle de andre gode kræfter der mødes for sjov i morgen!

Torben Krogh er død

Torben Krogh – hvis meritter journalist er lige så talrige som de er imponerende – er død, 63 år gammel.

Hans virke i SF var – i hvert fald i den tid, jeg også har været aktiv – præget af hans profession. Dels fordi der var mange ting han ikke kunne gøre. Valgkampe og deslignende holdt han sig ude af for ikke at der ikke kunne sås tvivl om hans journalistiske objektivitet. Til gengæld stillede han sig velvilligt til rådighed som oplægsholder og mødeleder – især når debatten drejede sig om EU, udvidelser, forbehold og folkeafstemninger.

Torben Kroghs lødige men altid engagerede og engagerende stemme vil blive savnet i den offentlige debat såvel som i SF. Ikke mindst i SF-Østerbro.

Æret være hans minde.

Fra SF til NA

dansk-politik.dk bringer i dag en meget lille nyhed. Cadeau til Erik Willumsgaard – han må have skrevet en rigtig god pressemeddelelse for at have fået nogen til at interessere sig for, at SF’s 13. suppleant til Borgerrepræsentationen skifter parti…

Det fremgår desuden, at Erik Willumsgaard er medlem af Vesterbro Lokaludvalg – man bør måske her bemærke, at det er han ikke. Han er indstillet som suppleant for boligområdet. Borgerrepræsentationen godkender først indstillingen på deres møde på torsdag 31. maj 2007 (jeg er ikke sikker på linket bliver ved med at virke… Københavns Kommunes hjemmeside er ret ustabil hvad link-adresser angår).

Jeg ønsker Erik held og lykke – han er en fin nok fyr, men altså: At skifte fra SF til Ny Alliance? Et parti, som pt. ikke har nogen politik, og som stort set ikke har meldt andet ud end 1) Fogh skal blive ved magten (bare med os som støtteparti), 2) de offentligt ansatte er svært uprofessionelle, kommunerne spilder skatteborgernes penge og vi kan blive ved med at spare uden at det går ud over den servicen og 3) sæt skatten ned for de rigeste i samfundet. Find tre fejl. Det er ret nemt.

SF – størst på nettet

To undersøgelser i træk viser, at SF er klart bedst når det kommer til søgemaskineoptimering (læs mere om dette på demib.dk).

dansk-politik.dk og notabene.net har begge undersøgt partiernes google-placering ved søgninger på politiske temaer. dansk-politik.dk placerer SF på en suveræn førsteplads:

1. SF: 35 %
2. Socialdemokraterne: 23 %
3. Venstre: 11 % (kilde: dansk-politik.dk)

Mens blog.notabene.net placerer SF som det største parti – umiddelbart efter leksikon.org, den danske Wikipedia og Danmarks Radio – men før finansministeriet og borger.dk (!):

1. www.leksikon.org – 32
2. da.wikipedia.org – 32
3. www.dr.dk – 30
4. www.sf.dk – 15
5. www.fm.dk – 13
6. borger.dk – 13 (kilde: blog.notabene.net)

En af grundene – er jeg sikker på – er planet.sfit.dk, som samler og distribuerer en hel bunke SF’eres blogs. Samt at SF’ere generelt bare er aktive i cyberspace. Tag fx bare listen over bidragydere på planet.sfit.dk: Anders Wolf, Anne Baastrup, Anne Grete Holmsgaard, Astrid Krag, Balder Mørk Andersen, Camilla Sejerøe, Ida Auken, Jakob Nørhøj, Jane Sørensen, Jørn Christensen, Jesper Laugesen, Jesper Petersen, Landsmøde 2006, Landsmøde 2007, Leif Olsen, Lotte Thiim Bertelsen, Michael Thomsen, Morten Frederiksen, Nanna Westerby, Ole Helding, Ole Sohn, Pernille Bagge, Pernille Frahm, Peter Stougaard Kroman, Pia Olsen Dyhr, Serdal Benli, SF Aabenraa, SF Allerød, SF Assens, SF Østerbro, SF Brøndby, SF Hvidovre, SF København, SF Nørrebro, SF Vesterbro, SF-it Blog, Steen Gade, Thomas Warburg, Torben Kastrup, Trine Pertou Mach, Vibeke Greve Kristensen.

Det er da en ret så imponerende liste – og dertil skal ovenikøbes lægges de ‘dublet’-blogs som de mest opmærksomhedssøgende (læs “unge folketingskandidater”) har oprettet på i avisernes forskellige blog-universer!

Lad os forbyde det!

Det virker efterhånden som om det er SF’s svar på hvad som helst. Desværre. Og der er flere og flere der opdager det:

Problem: De drak vist for meget på Galathea III-ekspeditionen.
Løsning: Forbyd det.

Problem: Der var vist nogen af søfolkene på Galathea III-ekspeditionen som besøgte prostituerede når de var i havn.
Løsning: Forbyd det.

Det er en trist udvikling. En kommentar på Balders blog opsummerer det meget godt:

[…] Jeg tror nok, jeg har forstået, hvad det menneskesyn går ud på: Dem, så lever anderledes end SF’s ligestillingsudvalg, skal holde op med det. Hvis vi alle er ens, så er vi også alle lige, og så bliver alt godt… det er noget i den stil. (“thehumanstain“)

SF Landsmøde – med blog igen

SF holder i denne weekend landsmøde i Vejle. Jeg kan desværre ikke deltage – men der er – ligesom sidste år – mulighed for at følge landsmødet via SF’s landsmødeblog 2007.

Hverdag

Jeg er kun knap og nap kommet hjem fra en mindre Tour de Storbritannien: København -> London -> York
-> London -> Manchester -> Wigton -> Edinburgh -> London -> København (studietur i forbindelse med projektet Universitets- og Erhvervsportalen). I dag – dagen efter – var jeg til møde med min nye chef i Københavns Universitets kommunikationsafdeling i dag. Der er deadline på den trykte udgave af Humanist (på mit nuværende arbejde) i morgen. Jeg skal til møde i Århus torsdag. Fredag skal jeg til undervisning – og jeg har intet overblik over hvor i undervisningsplanen vi efterhånden er kommet til. Lørdag-søndag ville jeg egentlig gerne til SF’s Landsmøde i Vejle… Men mit speciale trænger til lidt opmærksomhed, og jeg skal også have skrevet en mindre opgave til slutningen af maj. Og i hverdagene er der ikke meget tid til overs i øjeblikket: Mandag skal jeg til bestyrelsesmøde på HF-Centret Efterslægten og tirsdag skal 1. maj fejres i Fælledparken. Onsdag er første dag på mit nye job og sådan får man tiden til at gå… 😉