Hyklerisk hysteri

Det er ikke altid, jeg er enig med Rune Engelbrecht. Men i sagen om Irak, frihedskamp og Enhedslistens holdning til invasionen og besættelsen af Irak kan jeg ikke være mere enig:

Det kan næppe være udtryk for andet end visse mediers og politikeres villighed til at stimulere den antimuslimske bølge, når man ligefrem gør en sensationalistisk historie ud Asmaa Abdol-Hamids udtalelser om, at irakisk kamp mod udenlandske tropper er en legitim modstandskamp mod en besættelsesmagt.

Sagen er nemlig den, at dette har været Enhedslistens officielle politik i fire år. Blot fordi det nu gentages af én bestemt folketingskandidat, som er forpligtet på partiets linje, afstedkommer det pludselig voldsom opstandelse i medierne og på Christiansborg.

En opstandelse, hvis omfang Enhedslisten ikke tilnærmelsesvist har været ude for tidligere pga. samme holdning – men som i Asmaa Abdol-Hamids tilfælde altså fører til et tordenvejr af forargelse og beskyldninger om »landsforræderi«. (i Landsforrædere og pressesvigt)

og

Men hvor irakere fører væbnet kamp mod de udenlandske tropper i landet, og hvor formålet er at drive besættelsestropperne ud af Irak, er der tale om en modstandskamp udkæmpet af en modstandsbevægelse. Så enkelt er det, om vi som danskere bryder os om det eller ej.

Derfor er det ikke i sig selv mere odiøst, når Enhedslistens Frank Aaen og Asmaa Abdol-Hamid støtter det, de kalder for en »legitim modstandskamp« i Irak, end da Lars Løkke Rasmussen støttede Mujahedin i Afghanistan – om end Aaen og Asmaa ikke er gået til Løkke Rasmussens yderligheder og ligefrem er draget til Irak for at lade sig fotografere med en AK47 i favnen. (i Asmaa Abdol-Hamid, Lars Løkke Rasmussen og besættelsen)

Se også billedet med Lars “AK47” Løkke Rasmussen og pressemeddelelsen fra Enhedslisten, som Onkel Henning henviser til.

13 tanker om “Hyklerisk hysteri”

  1. Løkke Støttede den ene part i en konflikt Danmark ikke var involveret i.

    I Irak er danmark aktiv deltager på den demokratisk valgte regerings side. Aktiv støtte til modparten er derfor landsforrædderi. Om moralsk støtte også er det må domstolene afgøre.

  2. Pjat.

    For det første er det en uskik at forsøge at dræbe enhver diskussion ved at slynge ‘landsforræder’ og juristeri i hovedet på hinanden.

    For det andet – som også Engelbrecht citerer – er besættelsen af Irak så langt inde i den internationale rets gråzoner, at det er fuldt ud legitimt at kalde modstanden mod besættelsesstyrkerne (for det er, hvad de er) for frihedskamp:

    Lektor på RUC, Ib Martin Jarvad, der har studeret gråzonerne i forhold til frihedskamp og terrorisme, udtaler: »Der har været gennemført en valghandling i Irak, men den er gennemført af besættelsesstyrkerne, og det gør, at efter de almindelige regler så er den regering, der sidder i Irak, en besættelsesregering. Derfor er det forkert at sige, at de, der gør oprør mod den regering, er oprørere. De er frihedskæmpere, og det har de ret til efter Genèvekonventionen. Vi kan ikke fornægte dem, at de har ret til at gøre modstand mod en fremmed besættelse.«

  3. Problemet med Asmaa Abdol-Hamids udstød er ikke, at hun kalder det “frihedskamp”. Problemet er, at hun retfærdiggør mord på danske soldater.

    Vi tager situationen idag igen: Et demokrati har ved gensidig overenskomst bedt invasionstropper om at blive i landet.

    Du vil huske at Danmark indtil 1958, ligesom i Irak idag, havde besættelsestropper udstationeret. Dengang dog i Tyskland.

    Jeg går ud fra, du så også mener, at eventuelle nazi-banders mord på danske soldater dengang ville være lige så legitimt?

    Alternativt skal du være velkommen til at forklare forskellen.

    En anden ting:

    Den seneste opgørelse fra det amerikanske militær tilskriver al Qaida i Irak 15% af alle angreb, og den al Qaida-ledede frontorganisation Den Islamiske Stat i Irak andre 47% af angrebene. Begge er ledet af samme mand, nemlig egypteren Abu Ayyub al-Masri, og deres ledende kadrer er også ikke-irakere.

    1) Mener du at disse tilsvarende fører en “frihedskamp”, eller er disse også besættelsestropper?

    2) Hvis målet med ens kamp er at smide fremmede tropper ud af landet, så man selv kan undertrykke befolkningen, mener du så stadig det er “frihedskamp”? Her tænkes såvel på arabiske sunni-grupper, der kæmper for at 20% af befolkningen igen skal have lov til at dominere de andre 80% af befolkningen som på shia-grupper, der kæmper for at de skal undertrykke de 40% af befolkningen der er sunnier.

    3) For sjov skyld, og hvis du har tid, ville det være interessant at høre dit svar på, om du mener indførelsen af Fidel Castros diktatur på Cuba ligeledes kan betragtes som “frihedskamp”.

    MvH

    Henrik

  4. Hvad angår demokratiet i Irak, så synes jeg, at Ib Martin Jarvad siger det nødvendige: »Der har været gennemført en valghandling i Irak, men den er gennemført af besættelsesstyrkerne, og det gør, at efter de almindelige regler så er den regering, der sidder i Irak, en besættelsesregering.«.

    Jeg siger ikke, at mord er legitimt. Intet kunne falde mig fjernere. Men modstand mod en besættelsesmagt er ikke mindre legitim end en invasion baseret på løgne.

    John Steward, fra the Daily Show kalder sine ‘reportager’ om Irak for “Mess’o’potamia”. Og det er i al sin tragiskhed et meget godt udtryk for situationen i Irak. Hundredetusinder Irakere er døde som følge af krigen. Opportunistiske terrorbevægelser – med Al Qaida som den mest prominente – misbruger situationen til hvervning – nationalt og internationalt. Indre spændinger bryder ud i lys og voldelig lue. Ingen af delene kan naturligvis støttes.

    Jeg kender ikke til nogen ‘modstandsgrupper’, som jeg ville kunne støtte. Der er forhåbentlig stadig grupper i Irak, som arbejder for et fredeligt, demokratisk, pluralistisk og sekulært Irak. Dem ville jeg gerne støtte. Men igen – jf. diskussionen til og volden fortsætter – ville jeg ønske, at Verden var et mere enkelt sted. Det er svært at pege på ‘the good guys’ i Irak. Invasionen og besættelsen var ikke en befrielse. Det var en invasion og en besættelse. Men det gør ikke Verden sort og hvid. Og det undskylder så sandelig ikke Al-Qaidas vold og forsøg på ‘genbesættelse’ af Irak.

    At bekæmpe en besættelsesmagt er ikke i sig selv illegitimt. Ideologien bag kan være betændt og anløben, ligesom måden hvorpå kampen føres kan være ulovlig, ulækker og fordømmelsesværdig. Men besættelseshæren kom med våben i hånd. Hvordan kan så forvente andet end at blive mødt med modstand?

    Det var vist 1) og 2).

    ad 3. Castros diktatur. Igen er verden ikke sort/hvid. Hvis ellers jeg husker min historie korrekt er Castro blot den hidtil sidste (og klart mest langtidsholdbare) diktator/despot i Cuba. Og magtovertagelsen var – uagtet diverse stormagters interesser i landet – mest af alt resultatet af en borgerkrig. Så situationen var en anden. Det var cubanere mod cubanere. Men at omstyrte en despot? Det er da frihedskamp, hvis noget er det. At resultater opnået med våben i hånd – som så ofte før og så ofte siden – korrumperer… Det er så en helt anden og sørgelig historie.

    og så til sidst; min overskrift om hykleri og hysteri er ment som en kommentar til det agurketidsramaskrig der lød, fordi Asmaa Abdol-Hamid udtalte nøjagtig det samme, som Enhedslisten har sagt i flere år.

  5. “Men modstand mod en besættelsesmagt er ikke mindre legitim end en invasion baseret på løgne.”

    Du blander to ting sammen: det juridiske grundlag for invasionen, der faktisk holder, og pr-kampagnen for krigen, der delvist ikke holdt vand.

    Tag et kig i FN´s sikkerhedsråds resolutioner 678, 687 og 1441, der danner grundlag for krigen.

    678 legaliserer krigen og giver medlemslandene ret til at åbne krigshandlinger hvis kravene deri ikke overholdes. Det gør de ikke, og krigen starter i januar 1991.

    687 laver en midlertidig våbenhvile, og udspecificerer de krav Irak skal leve op til for at våbenhvilen stadig kan anses for at gælde.

    1441 (sammen med en stribe andre forudgående resolutioner) understreger at Irak 11 år senere stadig ikke overholder våbenhvilens betingelser.

    Uenigheden om, om krigen er lovlig bunder (for dem der ikke bare VIL have den til at være ulovlig uanset fakta), at 1441 er formuleret så tilpast vagt at både de veto-havende lande der ville have våbenhvilen overholdt (USA og Storbritannien) og de lande der ville give Irak lov til at blive ved med at bryde våbenhvilen så de kunne lukrere på deres fede oliekontrakter (Rusland, Frankrig og Kina) kunne stemme for resolutionen. Hvis du kigger i præamblerne kan du imidlertid se, at det understreges at våbenhvilen er brudt.

    Mht om pr-kampagnen så er baseret på løgne er det et åbent spørgsmål. Indtil videre er samtlige forsøg på at “bevise” at USA løj bevidst faldet sammen af sig selv eller står som “he says/she says”-sager. Et af de bevist tilfælde af, at løgne er blevet ledt videre (dog uden bedre vidende) er en del af Uran-fra-Niger-historien, de amerikanske myndigheder blev fodret med af en informant, der siden viste sig at være hemmelig agent for Frankrig (prøv at google “Rocco Martino”), der alt andet lige havde en interesse i at fremstille hele efterretningsbilledet som løgn. Uran-fra-Niger-historien viser sig, baseret på mere holdbart materiale imidlertid at holde.

    Mht “hundredtusinder af irakere”, så nægter bagmændene bag Lancet-studierne (der direkte har sagt de prøvede at øve indflydelse på de amerikanske valg i 2004 og 2006) stadig at udlevere deres rådata bag påstandene. Studierne er allerede blevet erklæret tvivlsomme fra mange sider (I begge tilfælde oversampler de feks provinser hvor der har været mange kampe voldsomt). Det seneste er en statistisk undersøgelse af første Lancet-studie, der viser at de enten har fejlberegnet deres usikkerhedsmoment, eller bevidst manipuleret med det. Slutresultatet er, at deres undersøgelse faktisk ikke kan afvise, at der kan være sket et radikalt FALD i dødeligheden i Irak. (se michellemalkin.com – document drop a new critique of the 2004 lancet iraq death toll study og ignorer bloggerens egne skriverier).

    Endelig er der et fundamentalt spørgsmål: al kamp af indfødte mod en invasionshær er modstand, men hvis det, en bevægelse (terror- eller ej) kæmper for ikke er frihed, kan det så være en “frihedskamp”?

    Tilsvarende hvis det ikke er invasionstropper, men en indfødt despot man kæmper mod, hvor det styre man indsætter bagefter er endnu mere ufrit end det forudgående. Kan det kaldes “frihedskamp”?

    MvH

    Henrik

    [redigeret for en meget lang URL 27072007. /Jesper]

  6. Jeg vil ikke åbne for yderligere diskussion af Irak-krigen her. Det er for det første ikke det, indlægget handler om – og for det andet har tror jeg ikke vi bliver bare tilnærmelsesvist enige.

    Hvis du derimod vil diskutere, hvordan det kan være, at der bliver råbt op i øst i vest lige så snart Asmaa Abdol-Hamid citeres for Enhedslistens officielle politik, skal du være velkommen til at give et på dét

  7. …jeg er bange for at jeg ikke har fået sagt det jeg ville sige klart nok – og giver derfor ordet til Villy Søvndal, som i dagens Information siger det bedre end jeg:

    “Man kan altid docere ved at finde et charter og ukritisk overføre det til situationen i et givent land. Men der må al-tid været tale om en blanding af Folkeretten og konkrete vurderinger,” siger han og understreger, at krigen i Irak har udviklet sig fra at være en kamp mod besættelsen til at minde om en egentlig borgerkrig.
    “Jeg synes, man bliver fanget af krigens og voldens logik, når man tror, at man løser konflikten ved at slå igen,” siger Søvndal.
    SF-formanden mener, at Asmaa Abdol-Hamids betoning af irakernes ret til at yde modstand giver støtte til religiøse fundamentalister og al-Qaeda-inspirererede grupper.
    “Det er ekstremt unuanceret og uigennemtænkt,” siger han.
    -Men hvis du kalder krigen i Irak for en ulovlig udenlandsk besættelse, må du også fastholde det besatte folks ret til at yde modstand?
    “Jo, det er teoretisk rigtigt, men det har dramatisk lidt at gøre med situationen i Irak.”

  8. Hej igen Jesper

    “Jeg vil ikke åbne for yderligere diskussion af Irak-krigen her. Det er for det første ikke det, indlægget handler om – og for det andet har tror jeg ikke vi bliver bare tilnærmelsesvist enige”.

    Hvor jeg kommer fra giver det ikke mening kun at diskutere med folk man er enige med – så bliver man aldrig klogere. Har man en anden logik i SF?

    At du ikke gider diskutere Irak kan jeg ikke klandre dig for. Hvem gider tage en diskussion man alligevel ender med at tabe 🙂

    “Hvis du derimod vil diskutere, hvordan det kan være, at der bliver råbt op i øst i vest lige så snart Asmaa Abdol-Hamid citeres for Enhedslistens officielle politik, skal du være velkommen til at give et på dét”

    Jeg vil gå ud fra, det er fordi de færreste mennesker lytter til tågehornene i kommunistpartiet Enhedslisten, så man har simpelthen ikke været klar over det før nu.

    At Asmaa Abdol-Hamid så får tæv for det hænger nok sammen med, at hun takket være sin etniske særstatus får en del mere medietid end nogen anden folketingskandidat i landet pt, og derfor har flere parkeringsbilletter til øretævernes holdeplads. Vi kan hurtigt blive enige om at en sådan diskrimination mod etniske danskere (hun er etnisk araber) klart må bekæmpes.

    Danske politikere fra feks SF har akkurat lige så megen ret til verbale øretæver som Asmaa Abdol-Hamid.

    Henrik

  9. Jeg diskuterer gerne – blot det er på dagsordenen. Og en af de dejlige ting ved at have sin egen blog er, at man selv sætter den. Og Irak-krigen er ikke på min dagsorden lige nu (Raapil synes at åbne for den diskussion i et glimrende indlæg i dag: Irak set fra den danske lænestol.

    Til gengæld må jeg nok give dig ret i din betragtning om, at de færreste (for få 😉 ) lytter til Enhedslisten.

    Og så går jeg i øvrigt ud fra, at din kommentar om diskrimination af etniske danskere er et dårligt forsøg på en vits…

    Jeg har ikke synderligt meget til overs for Asmaa Abdol-Hamid – jeg forstår ikke, at Enhedslisten har stillet hende op. Men selvom jeg er uenig med hende har hun ret til sit synspunkt. Jeg er helt enig med dden konservative folketingskandidat Andreas Boisen, som til Dansk-politik.dk siger:

    – Jeg synes, det er blevet en uskik, at man politianmelder politiske modstandere for deres holdninger som et led i den politiske debat. At foretage en politianmeldelse skal ikke udnyttes for at fremme en politisk sag eller for at lukke munden på en modstander. Det er en politianmeldelse et for voldsomt middel til ( Konservativ strid om Asmaa-anmeldelse)

  10. Hej Jesper

    Vi er enige om at Asmaa Abdol-Hamid har ret til sine synspunkter, samt at give udtryk for dem. Vi er også meget enige i at det er en uskik at politianmelde politikere i flæng for ting de har sagt, der ikke falder i visse menneskers smag (se f.eks. Rune Engelbreth, som du linker til foroven).

    Mens vi er ved at folk “har ret til deres synspunkt”, kan vi så også blive enige om, at den såkaldte “racismeparagraf” er en uskik, der bør afskaffes, i hvert fald så længe det er folks synspunkter, og ikke handlinger der kriminaliseres af den?

    Kommentaren om diskrimination mod etniske danskere er forøvrigt kun ment halvt i spøg. I Asmaa Abdol-Hamids tilfælde er grunden til at hun får megen medie-opmærksomhed af den kedelige slags uden tvivl for en stor dels vedkommende den samme som at Jonni Hansen får det samme – deres ideologiske ståsteder er så langt ude, at de begge kan bruges til at afgrænse hvad der er normal-dansk og hvad der ikke er.

    Hvor det ikke er ment i spøg er der hvor Asmaa Abol-Hamid lukrerer på sin etnisk/religiøse særstatus. Kan du f.eks. forestille dig Jonni Hansen inviteret til at være medvært i et talkshow om demokrati kontra diktatur eller racisme kontra antiracisme?

    Mere generelt mht diskrimination af danskere: Spørg dig selv om, hvorfor feks tilfælde af voldtægt hvor gerningsmanden er etnisk udansk og sviner offeret til som en “dansk luder” mens han voldtager hende ikke fører til registrering som et hatecrime, og hvorfor pressen vælger at vende det blinde øje til hele emnet.

    Især når samtlige meningsmålinger på området viser at store indvandrergrupper er voldsomt overrepræsenterede i forhold til etniske danskere når det gælder racistiske holdninger (især tyrkere og polakker, for den sags skyld).

    MvH

    Henrik

  11. Racismeparagraffen er jeg usikker på. I teorien, ja, så bør et demokrati ikke straffe sine medborgere for, hvad de mener – eller at de siger, hvad de mener. Men der er en grænse. Ytringen “Jeg slår dig ihjel” er en uacceptabel ytring, i det den truer et andet menneske. Den ytring er – og skal være- være forbudt.

    Jeg har det svært med nogle af de eksempler på (forsøg på) brug af racismeparagraffen vi har set – det virker på nøjagtig samme måde som Rasmus Jarlovs politianmeldelse af Asmaa Abdol-Hamid: Som forsøg på at lukke munden på politiske modstandere – og det er ikke måden at bekæmpe racisme. Men at ophæve den? Så langt er jeg ikke parat til at gå. Jeg synes det er rimeligt, at samfundet beskytter grupper såvel som enkeltindivider mod trusler, forhåning og nedværdigelse.

  12. Hej Jesper

    Vi er skam enige. Jeg stiller mig bare tvivlende over, hvorfor denne beskyttelse af “grupper” kun kommer bestemte begunstigede grupper til gode. Hvorfor er for eksempel ekstra slemt at forfølge folk på grund af offerets selvvalgt religion, men ikke på grund af offerets selvvalgte ideologi?

    Et tænkt eksempel: nogen giver Karl Marx et par på frakken. Hvis hun gør det fordi han er marxist er det ikke så slemt som hvis hun gør det fordi manden er jøde. Giver det mening, når den skete skade er akkurat den samme og bevæggrunden akkurat lige så kollektivt motiveret?

    Burde det ikke være en beskyttelse vi alle kan nyde gavn af?

    Dertil kommer, at anvendelsen af racismelovgivningen er skæv. Kig i PETs racisme-statistik. Hvor mange tilfælde af racistiske angreb på danskere er taget med? Sammenlign med samme slags kriminalitet i USA (FBI´s tal) og Storbritannien, hvor registreringen er langt mere systematiseret og mindre følsom over for politisk pres. Her slås det igen og igen fast, at de indfødte er langt mere udsatte for racistisk kriminalitet end de fremmede befolkningsgrupper.

    Jeg ser ingen grund til at tro, det skulle være bedre på nogen måde i Danmark. Alligevel er fokus i alle tre lande på de indfødtes myteomspundne racistiske forfølgelse af indvandrerne.

    Hvis vi endelig skal have racismeparagraffen bør den da i det mindste anvendes med samme eftertryk på samtlige grupper i samfundet.

    Henrik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *