Censurér internettet!

Danmarks Radio agerer endnu engang ukritisk mikrofonholder for den danske brancheorganisation for musikforlag; ifpi. Denne gang med en udokumenteret historie om de store tab branchen lider ved at danskere downloader musik fra den russisk-baserede hjemmeside allofmp3.com.

Pladebranchen er sure – og ‘rystede’ over hjemmesiden, som i parentes bemærket synes at være fuldt ud lovlig. I sin FAQ gør allofmp3.com rede for hvilke love mv. de arbejder under – og jeg har ikke kunnet finde et eneste sted, hvor det påvises, at denne redegørelse ikke er sandfærdig. Har du fundet en sådan, så kommetér endelig indlægget her og link til det!

I frustration over, at ikke alle regeringer bukker og nejer og gør som pladebranchen siger, forsøger ifpi nu at genindføre censuren på intenettet. De vil, via fogedforbud, have internetudbyderne (fx tdc, cybercity) til at blokere for danskernes adgang til den russiske side. Det er det, som man normalt vil kalde for censur.

§ 77 Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

– og i modsætning til alt for mange andre lande, hvor censur er reglen fremfor undtagelsen (se fx. irrepressible.info), plejer vi i Danmark at være meget påpasselige med den slags. Det er et princip om ytringsfrihed, som rykker sig i øjeblikket – de to seneste sager handler om hhv. børnepornografi og Foreningen Oprørs opfordring til at støtte organisationer på EU’s såkaldte terrorliste.

Enhver indskrænkning af ytringsfriheden er betænkelig – men i de to sidstnævnte sager er det i det mindste politiet og straffeloven der er udslagsgivende – ikke en brancheforenings forsøg på at beskytte deres forældede salgskanaler mod nye forretningsvilkår i en globaliseret verden.

2 tanker om “Censurér internettet!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *