Jesus og Mohammed…

Jeg ville egentlig have skrevet et længere indlæg om Mohammed, Jyllandspostens afbildninger af ham, vores regerings umådelige selvtilstrækkelighed og arrogance og nødvendigheden af almindelig respektfuld omgang med andre menneskers tro – uanset om man (som jeg) mener, at hele det der gude-pjat er en lige lovlig fortænkt konstruktion… Men så fandt jeg et indlæg på
shevy.dk, som jeg til fulde kan tilslutte mig.. Et enkelt citat derfra:

Som alt andet end religiøs bliver jeg ikke stødt af at se hverken sandalerne eller tegningerne, men jeg er stødt over at en landets største aviser kan være så negligent, intetanende og selvcentreret. At vi i mange og lange svadaer angriber terrorisme og kvindeundertryggelse er kun naturligt. I de tifælde er det ikke nødvendigvis af religiøse årsager, men der er ofre. Derfor er det utilstedeligt. Et forbud mod at afbillede en person, der levede for et knap 1500 år siden, går ikke ud over nogen. Derfor er det totalt unødvendigt at overtræde forbuddet bare fordi vi kan. Da er det jo kun for at provokere nogle hundrede millioner mennesker. Jeg kan godt forstå, at de ser det som en provokation. Og da især når vores statsminister end ikke vil møde de personer, der føler sig trådte over tæerne. Mage til utålelig arrogance skal man lede længe efter. (shevy.dk)

Hørt!
…og vil du læse mere har Jonas Herby samlet et udpluk af dagens nyhedsartikler om emnet.

6 tanker om “Jesus og Mohammed…”

  1. Men Jesper, det forbud går jo netop ud over nogen. Det betyder, at personer, tegnere og alle andre i et land – i dette tilfælde Danmark – ikke må, kan og tør tegne noget af frygt for konsekvenserne for noget der er ulovligt i et andet land. Det, om noget, er da fuldstændig uacceptabelt og skal udfordres igen og igen indtil det er slået fast, at kun det som vi demokratisk har bestemt er ulovligt, er det som er ulovligt. Ingen religion – ingen – skal have lov til at influere den praksis. Hvis den islamiske verden i stedet for havde ignoreret det, ja så var der slet ikke sket noget som helst, ikke sandt?

  2. åh, jeg synes stadig der er to – svært forenelige – sider i den sag. Selvfølgelig skal det være lovligt. Ubestrideligt. Men man skal også opføre sig ordentligt. Og mens det for mig er fuldstændig i orden at kritisere og gøre grin med en religion, så er det ikke i orden at dæmonisere en befolkningsgruppe eller latterliggøre folk, der tror… Og tegningerne blev jo ikke bragt i et tomrum – eller i en kontekst af religionskritik. Tegningerne blev bragt på et tidspunkt, hvor debatten, dæmonieringen og udstødelsen af en befolkningsgruppe pga. deres religiøsitet var på sit højeste.

    Jeg så (ser) ikke religionskritik i tegningerne. Jeg så noget, som mest af alt kan lignes med en bølle, der spytter på en, der allerede ligger ned.

  3. Så det er ikke tegningerne som sådan du har et problem med men derimod timingen? Hvornår ville det så være i orden de var blevet skulle være blevet bragt?

    Men mener du virkelig at Islam er den “lille” i denne sammenhæng og JP og tegnerne og meningsfællerne er bøllerne? Islam, en gigantisk verdensreligion med voldsomme mængder oliepenge i ryggen bliver tyranniseret af en dansk avis? Jeg synes nu Islam står ganske stærkt i verden og i Danmark.

    JP fandt frem til en forfatter, som ikke kunne finde tegnere til sit projekt på grund af frygt, og det mente JP var en historie og den ville de gerne undersøge. Det er kritisk journilistik. Og der blev som sådan ikke spyttet på nogen grupper herhjemme, der blev sat spørgsmålstegn ved aspekter af deres tro og den tros rækkevidde. Og som du måske, erindrer så var raktionerne herhjemme jo også ganske afdæmpede, hvorimod ude i den store verden, der gik folk komplet amok. Det i sig selv bør være mere end rigeligt til at stå fast og reagere og sige, at det er fuldstændig uacceptabelt.
    JP bragte ikke tegningerne for, som du siger, at latterliggøre folk der tror eller for at dæmonisere en befolkningsgruppe. Tegningerne blev, som du også siger, netop ikke bragt i tomrum, men som en reaktion på den groteske situation, at en religions rækkevidde var blevet uacceptabel. At samfundssituationen i øvrigt var tilspidset og DFs skarpe udmeldinger bragte sindende i kog, det skal ikke være nogen hindring for at en avis kan tage en så vigtig historie op til debat.
    Peace:o)

  4. I øvrigt: Hvis ikke du kender den her så tag endelig et kig
    http://www.jesusandmo.net/

    Det er voldsomt politisk ukorrekt, men tegneren rammer til tider meget præcist i sin belysning af religioners groteskhed – alle religioner, vel at mærke, det er ikke noget Islam-haderi

  5. Anders: Nej, jeg har ikke noget problem med tegningerne i sig selv. Der må gøres grin med Alla, Jesus, Odin, Buddha og Tetaner…

    Men du skriver: “JP bragte ikke tegningerne for, som du siger, at latterliggøre folk der tror eller for at dæmonisere en befolkningsgruppe.”

    Det er jeg ikke enig i – jeg tror ikke en tøddel på, at formålet var religionskritik… Jeg ved godt, at det var det figenblad de brugte. Men med JP’s øvrige dækning af indvandrer/flygtningedebatten, JP’s erklærede holdning og den daværende debat herhjemme i øvrigt, så var det – i mine øjne et ret så ynkeligt et af slagsen.

    (det betyder ikke, at jeg synes det skulle have været forbudt – det betyder, at jeg synes de skulle have ladet være. Der er stor forskel på de to ting! 🙂 )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *