SF vender indvandrerdebatten om

Min seneste folder skal selvfølgelig også kunne ses her på siden. Den har titlen “SF vender indvandrerdebatten om – Mangfoldighed er en styrke“. Teksten på forsiden slår fast, at der skal være plads til forskellighed, at integration handler om at mødes i gensidig respekt – og at de fleste af storbyens problemer er sociale problemer: “Der skal være plads til forskellighed i København. Det skaber liv, glæde og udvikling, når mennesker – uanset køn, race, etnisk oprindelse, seksualitet og økonomi – får frihed til at udfolde sig.
Integration handler om at mødes med tolerance og i gensidig respekt. At leve og bo i de samme kvarterer er en vigtig
forudsætning for, at vi overhovedet mødes.
De store sociale problemer – og især koncentrationen af dem i enkelte kvarterer i København – skal derfor bekæmpes. Ingen fortjener at leve i fattigdom og afmagt – ingen har glæde af en by med store sociale problemer.

Bagsiden af flyeren indeholder mere konkrete mål:
Vi er alle individuelt og kulturelt forskellige og integration handler om at gøre den indsats der skal til for at der er plads til os alle. Stem på en kandidat der vil arbejde for at få enderne til at mødes.
>> Integrationsarbejdet har hårdt brug for en holdningsændring. I de seneste 10 år har højrefløjen haft succes med at gøre integration til et spørgsmål om at alle der afviger fra Morten Korch’s Danmark skal rettes ind gennem straf og forhånende skældsord. Der er brug for at vi alle gør en indsats for at bygge på ressourcerne, integration er ikke ensretning – det er ligeværd og gensidig respekt.
>> Der skal bygges 25.000 kvalitets lejelejligheder med en billig husleje. De hysteriske prisstigninger på ejer og andelslejligheder i København gør det efterhånden umuligt for ganske almindelige mennesker at bosætte sig i København. SF vil arbejde for et bæredygtigt boligmarked ved at udbyde kvalitets lejerlejligheder til en husleje som alle kan betale.
>> Vi vil investere i de trængte boligområder: I enkelte Københavnske boligområder er beboernes fodfæste på arbejdsmarkedet markant dårligere end i resten af byen. SF vil gøre op med ghettoiseringen af København – ikke med beboerne. Huslejen i de hårdest ramte områder skal sættes ned, så det bliver attraktivt at flytte ind – også for dem, der selv betaler huslejen. En bred boligsocial indsats – fra opsøgende arbejde på gadeniveau til blanding af ejerformerne skal sikre, at vi ikke ender med en by der er opdelt i ’dem’ og ’os’. I de belastede boligområder skal der gøres en særlig indsats for børn og unge; skolerne skal gøres til pædagogiske flagskibe, der skal investeres i ordentlige fritidstilbud og det opsøgende arbejde skal opprioriteres.
Verden er kompliceret, og integration handler om meget andet end disse tre punkter, men der er god grund til at fokusere indsatsen så der sker forandringer!
Du kan være med til at skabe forandringerne: Stem på Jesper Laugesen den 15. november 2005

(du kan hente en pdf-version af flyeren ved at klikke på billedet)

En tanke om “SF vender indvandrerdebatten om”

  1. Hvorfor ikke bare betale 25.000 indvandrerfamilier 1 million kr. hver for at rejse tilbage til udvandringslandet, så står der 25.000 ledige boliger til indflygtning, uden at vi skal presse os sammen for at gøre plads til flere ?
    De 25 mia. kr. kan jo tages som en 3. del af statens overskud på bare ét år og har vel betalt sig ind igen inden et par år ?
    Og hvor mange danskere gider egentlig bo sammen med fremmede, man intet har til fælles med, forstår, føler for eller accepterer nødvendigheden af have i vores land ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *