1. maj 2005

Så oprandt dagen – 1. maj. En kampdag og en festdag. Denne gang mere det sidste end det første, i det to af mine venner valgte at benytte dagen til at blive gift. De blev viet i Fælledparken (!) af Ensomhedslistens spidskandidat Mikkel Warming. Det var – på trods af de praktikaliteter som førte til Knuds frieri (nemlig skattevæsenet og fradragsregler) – et smukt bryllup. Tillykke til Kristina og Knud!

Inden brylluppet var jeg i SF-Østerbro, hvor en lille sluttet flok på en 10-15 SFØ’ere trodsede fælleskøbenhavnske arrangementer til fordel for en lokal tradition. Som partiforeningens BR-kandidat var loddet som 1. maj-taler faldet i min vægt.:

Venner! Kammerater!

Endnu en første maj er oprunden. En kampdag – og en festdag.

I slutningen af det 19. århundrede bredte ideen om en ‘proletariatets festdag’ sig fra Australien over USA til Europa. Store og storslåede kampdage, som symboler på arbejdernes og proletariatets kamp

  • for en otte timers arbejdsdag
  • for en 37 timers arbejdsuge
  • for frihed til ferie
  • for en ordentlig løn
  • for barselsorlov
  • mod udbytning, nedslidning, rå og uhæmmet kapitalisme

med meget, meget mere…

De fleste af kampene er endt med sejre. Og på en dag som i dag er der god grund til at sende en tanke til dem, som er skyld i, at vi i dag har det så godt som vi trods alt har.

Men også en dag, til at minde os selv og hinanden om, at kampen ikke er slut. Det kapitalistiske system producerer tabere på samlebånd. I Danmark i en underklasse af socialt udstødte – i værste fald hjemløse, misbrugere, psykisk syge som ikke modtager nok hjælp. Vi har sociale grupper – hvor medlemmerne ofte tilhører etniske mindretal – som stigmatiseres og som oplever at de ikke har en chance for at ændre på deres situation. Der nok at tage fat på.

Og det er ovenikøbet kun i Danmark, hvor problemernes omfang i virkeligheden er overskuelige, og kunne løses hvis den rigtige politik blev ført.

De store problemer dukker først op, når vi kigger ud over Danmarks grænser. Nedslidende industri i Østeuropa. Dødsensfarlig skrotning af skibe og færger i Indien. Slavelignende produktion af tekstiler i fjernøsten. Menneskehandel, sweatshops, tørker, borgerkrige, folkemord og hungersnød. Der er så sandelig nok at tage fat på.

De færreste af os, der sidder med ved dette morgenbord, er arbejdere i ordets gammeldags betydning. De fleste af os er højtuddannede (eller på vej til at blive det) – og kun meget få – hvis nogen – af os har materielle problemer af betydning. Skulle vi tage udgangspunkt i os selv, vores eget liv og vores egne umiddelbare behov burde vi måske ikke sidde og fejre første maj i en socialistisk parti. Snævert set ville vores egeninteresse blive bedre varetaget gennem venstre, de radikale eller et stadigt mere højreorienteret socialdemokrati.

Men vi ved bedre. Der er ikke noget grund til at skamme os over det – eller at skjule det. Vi har erkendt, at en politik, som er baseret på hvad vi kan se lige ud for vores respektive næsetipper er forkert. Af mange årsager.

For det første, fordi en politik der tilgodeser os, der har, gør det på bekostning af dem, som ikke har. For det andet, fordi en sådan politik i det lange løb hverken er i vores eller samfundets egentlige interesse. Vi har brug for en verden, som er mere lige. En verden, hvor ingen – eller i det mindste stadig færre – går sultne i seng. En verden, hvor produktion og levestandard ikke er medvirkende til en fortsat udsultning af vores ressourcer. En verden, som vi med stolthed en dag kan overlevere til vores børn.

Det er også derfor, vi sidder her i dag. For at minde hinanden om, at kampen for en bedre verden stadig er nødvendig, – og for at minde hinanden om, at ingen af os er alene i den kamp.

Og ikke mindst: For at minde hinanden om, at livet er mere end elendighed og kampen mod den. Det er en festdag, som skal fejres med venner, partifæller og andre kammerater.

Vi, som sidder her omkring bordene i SF-Østerbro ved jo også alle sammen, at vi har brug for at samle kræfter. Vores parti skal finde sine nye ben –– vores nye formand skal – forhåbentlig – vise, at han er den helt rigtige formand for SF lige nu. Vi skal ud i to valgkampe i efteråret. Den første om EU-forfatningen i september. Den anden kommunalvalgkampen i november. – og det kommer til at kræve alle mand af huse at sikre, at SF – når begge valg er overstået – står samlet og styrket. EU-afstemningen skal bruges til endegyldigt at vise, at SF ikke længere tilhører den reaktionære, let nationalistiske venstrefløj, og i stedet er et internationalt orienteret parti, som erkender, at problemerne hjemme og ude hører sammen. Ved kommunalvalget skal vi kæmpe for, at der efter valget er mulighed for et rødt flertal sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten. Et stærkt SF i Borgerrepræsentationen er en nødvendighed. Dét er et par af de store af de udfordringer, som skal mødes i den nærmeste tid. Jeg glæder mig til at møde dem – og til at møde dem sammen med jer.

Og indtil da: Glædelig første maj!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>